Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Kulturlektier

Informations anmeldere sammensætter hver uge den optimale kulturpakke til weekend og hverdag for alle oplevelseslystne
Kultur
17. november 2017

Film: ’Victoria og Abdul’

Kernen i Stephen Frears stærkt underholdende komedie er venskabet mellem de to meget forskellige mennesker, dronningen og den indiske undersåt, som netop også blot er mennesker, der har brug for nogen at knytte sig til. Det er en rørende kerne, og den får kun yderligere vægt af at blive placeret i så storpolitisk et rum som det britiske hof på et tidspunkt, hvor imperiet var størst og mest magtfuldt.

Serie: ’Alias Grace’, Netflix

Det kriminalhistoriske periodedrama Alias Grace er den anden serie i år, der er baseret på en Margaret Atwood-roman. Tak for endnu en grum og intelligent historie med en analytisk skarp, underkuet (og kyseklædt) kvinde i centrum, siger vores anmelder.

Kunst: ’My music’, Arken

Arkens aktuelle udstilling, My Music, udforsker forbindelserne mellem samtidskunst og popmusik og giver publikum indblik i, hvor vigtige billedkunstnere er i den fødekæde, som også fodrer de største visuelle succeser inden for popmusikken. Og omvendt hvor meget billedkunst, der opstår under mere eller mindre direkte indflydelse af tidens toner.

Scene: ’Med Sne’, Skuespilhuset

Han smiler et høfligt og selvsikkert ingeniørsmil, siger vores anmelder om skuespilleren Henning Jensen. Han har også en uimodståelig selvfølgelighed i sin magnetiserende fortolkning af en ældre mand, der bliver mere og mere dement i Thomas Bendixens forestilling Med sne på Skuespilhuset.

Musik: ’Galmandsværk’ af Uffe Lorenzen

På den nye soloplade kommer vi tættere på kongen af dansk psykedelisk rock, og det betyder ikke mindst, at vi kommer længere ind i sindet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her