Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Der er kun én ting i verden, der er bedre end sex: arbejde!’

Vivian Nielsens nye drama over revyikonet Liva Weel er glødende feminisme – med Ellen Hillingsø som den blussende og barske stjerne
Ellen Hillingsø er opium for folket i Folketeatrets forestilling om Liva Weel. Her sammen med Karsten Jansfort som sexglad snedkermester, der hurtigt afvises af Liva, der hellere vil lave revy. Det er Birgitte Raabergs påklæderske tilsyneladende godt tilfreds med.

Ellen Hillingsø er opium for folket i Folketeatrets forestilling om Liva Weel. Her sammen med Karsten Jansfort som sexglad snedkermester, der hurtigt afvises af Liva, der hellere vil lave revy. Det er Birgitte Raabergs påklæderske tilsyneladende godt tilfreds med.

Thomas Petri

Kultur
1. december 2017

»Jeg føler mig som en sporvogn,« siger Ellen Hillingsø med barsk selvironi i Liva på Folketeatret. Liva Weels 54-årige krop er her stor og brugt – pumpet op af sprut og slidt ned af vilde nætter. Og den slanke Ellen Hillingsø har ladet sig polstre, så hun på scenen får den folkelighedsbarm og den tyngde i kroppen, som rollen som revyikonet Liva Weel kræver. Indtil historien ruller tilbage til 1930’erne, og vi får hele den legendariske beretning om den unge, ambitiøse revykvinde, der mødte revyforfatteren Poul Henningsen og inspirerede ham til at skrive de tekster, der siden blev de uofficielle danmarkssange under besættelsen.

Ellen Hillingsøs stemme er rå og fuldstændig uden forsoning. Den er sensuel og lokkende, men den er også krævende og rå. Hun vil have det, hun vil have. Så er den ikke længere. Og hun drikker, synger og elsker præcis, som hun vil. »Der er kun én ting i verden, der er bedre end sex: arbejde!« siger hun – og forlader manden for at tage ind på revyen.

Imod ægteskabet

I Vivian Nielsens slagkraftige stykke er Liva Weel (1897-1952) ikke mindst portrætteret som en glødende feminist. Hun er en moderne kvinde, der ikke kan se, at der er nogen grund til, at manden og barnet skal forhindre hende i at leve præcis sådan, som hun har lyst til. Hun har ingen trang til at følge borgerskabets pæne piger, og hun håner sin veninde Ella Heiberg for aldrig at give sig selv hovedrollen i sit eget liv.

Ægteskabet – som hun prøvede to gange – har hun kun hån tilovers for. Vivian Nielsen diskuterer 1940’ernes samfundsbillede med heftige og eksistentielle ord, og det kommer der et spændende portræt og debatstykke ud af. Og takket være Ellen Hillingsø får denne Liva en kampkraft og en moderne selvbevidsthed, som gør hende til en oplagt spejlingsfigur for tilskueren.

Med spredte ben

Iscenesættelsen virker umiddelbart indlysende som en revyforestilling i sig selv. Instruktøren Rolf Heim har sat de fire skuespillere til både at tale og synge – og spille instrumenter. Men skuespillerne er ret postulerede i deres kropsudtryk – enten opstillede og overdrevent synkrone som i en teaterkoncert. Udtrykket knækker. Med Liva liggende og kravlende, når hun da ikke sidder med spredte ben og brokker sig over mændene.

Imens styrer pianisten Jens Krøyer løjerne fra et opretstående klaver ovre i hjørnet. Et klaver med påsat barhylde til alle Livas snapseflasker, vel at mærke. Det er fint. Men scenografien af Sisse Gerd Jørgensen er mærkeligt usanselig og lovlig turnéhandy. Gulvet har et fint, trefarvet mikadomønster, men selve scenerummet er dækket ind af kedelige rækker af grå gardiner, som gennemlyses, så forskellige ting bliver synlige og usynlige igen.

Eftersom lysdesignet af Baard Nilsson dyrker mørket mere end lyset, er der kommet noget mærkeligt køligt og bortgemt over udtrykket, som virker stik modsat af Liva Weels egen altfavnende udstråling.

På med PH-lampen

Skuespillernes musikalitet får dog både forestillingen til at bølge og swinge. Birgitte Raaberg har en smuk og naturligt ubesværet sangstemme, der får de gamle sange til at stråle, og hun træder vakst ind i roller som både veninde og påklæderske med veltimede knips. Hun falder også fint ind i Henrik Koefoeds supermusikalske traktering af trækbasun og andre instrumenter.

Henrik Koefoed spiller Poul Henningsen med lukket ansigt og en kronisk bordplade på maven, hvor han har påmonteret sin seneste PH-lampe. Det er skørt og skønt. Og Karsten Jansfort supplerer på kontrabas, både som pengeglad revydirektør Frede Skaarup og kvindeglad snedkermester med brunst og selvtillid.

Ikke nok at dø for

Forestillingen får dog ikke afdækket de dybe sår og den heftige tvivl, som også findes i PH’s sange og på de gamle plader med Liva Weel. Musikkens arrangementer mangler en nutidsmodstand, der svarer til tekstens. Derfor bliver »Tag og Kys det Hele fra Mig« ikke helt så boblende, som den kunne være – og »I dit korte liv« ikke helt så sorgstærk. Selv om »Man binder os på mund og hånd« forventeligt tager alle stikkene hjem som gryende fællessang.

Forestillingens drama svinder undervejs. Når kærlighedskampene er overstået, er der kun venindeskænderiet tilbage – og det er ikke helt nok at dø for, kan man tænke. Hverken i et drama eller i livet. Men måske var det sådan, det var.

Ellen Hillingsø er heldigvis ligeglad. Hun står og lyser i sin smukke, vinrøde kabaretkjole – som en romersk revygudinde med blinkende rhinsten og perler – og udviser al den livsappetit og protest mod borgerskabets indskrænkethed, som Liva Weel formodentlig selv gjorde.

Ellen Hillingsø er virkelig både ’opium for folket’ – og ’opium for Folketeatret’.

’Liva’. Tekst: Vivian Nielsen. Sange: Poul Henningsen/Bernhard Christensen/Kai Normann Andersen, Børge Müller/Henry Willum m.fl. Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Jens Krøyer. Lysdesign: Baard Nilsson. Lyddesign: Jakob Ramskov-Pørtner. Folketeatret. Til 22. december 2017 samt turné 20. februar – 11. maj 2018.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Decideret ulækkert.
Fremmer ikke tidens ønske om mindre sex-chikane og bare røve i Herfølge.

Poetisk, politisk og flot forestilling, tak!