Læsetid 6 min.

I kunsten er penge ’en straf forklædt som gave’

Kunsten er et modsprog til de regler, vi normalt spiller efter. Her er seks værker, der får kapitalisme og forbrugersamfund til at fremstå ugenerøse, nedværdigende, latterlige og som gift for menneskelige relationer
Med ’To dage, én nat’ viser Dardenne-brødrene med intim og empatisk kameraføring, hvordan effekterne af neoliberalismen ser ud for menigmand.

Med ’To dage, én nat’ viser Dardenne-brødrene med intim og empatisk kameraføring, hvordan effekterne af neoliberalismen ser ud for menigmand.

Camera Film

10. november 2017

’To dage, én nat’, 2014

I dette sociale drama af de belgiske Dardenne-brødre bliver 16 medarbejdere i et belgisk solcellefirma stillet over for et stort dilemma: Vil de havde deres sædvanlige årlige bonus på 1.000 euro – eller vil de redde deres kollega Sandra fra fyring? Sandra har været sygemeldt med depression, og i mellemtiden har hendes chef opdaget, at hendes kolleger kan dække hendes arbejdsopgaver.

De fleste af Sandras kolleger stemmer for bonussen, men hendes chef giver hende en weekend – to dage og én nat – til at overbevise dem om at lade hende blive. Derfor banker Sandra på døre og foretager desperate telefonopkald til dem én efter én for at tale til deres solidaritet. Kollegerne reagerer meget forskelligt. Én giver hende med det samme sin støtte, en anden bryder grædende sammen under moralens tyngde, mens en tredje bliver så vred, at han tyr til vold.

Sandras kolleger er ikke grådige eller usympatiske – de står bare i samme, desperate situation som hende selv. Flere af dem arbejder flere job bare for at få hverdagen til at hænge sammen. »Jeg stemte ikke imod dig, jeg stemte for min bonus,« forklarer én af kollegerne.

Med To dage, én nat viser Dardenne-brødrene med intim og empatisk kameraføring, hvordan effekterne af neoliberalismen ser ud for menigmand. I filmen udpeges ingen skurk, for også chefen og de kolleger, der holder på deres ret til bonus, er fanget i kapitalismens hamsterhjul, og de kæmper for at holde sig oven vande.

’Den Danske Folkegave’, 2010

Køb en vinylplade for 350 kroner og få en plovmand med i købet – lige til at stikke i lommen. Det var essensen af den dansk/færøske multikunstner og underviser Goodiepals kunsteksperiment af navnet »GÆOUDJI SYGNOK – MORT AUX VACHES EXTRA EKSTRA – ROUTE 66 EKSPERIMENTET«.

Selv kalder kunstneren projektet »Den Danske Folkegave«.

Frida Gregersen

Alene udgifter til 500-kronesedler løb op i 550.000, og dertil kom udgifterne til produktionen af de 13 timers musik, som vinylpladerne rummer.

De første 250.000 kroner skaffede Goodiepal gennem salget af musiksupercomputeren Eventide H8000 FW, som Goodiepal og musikergrupperingen SygNok tidligere på året solgte til en belgisk programmør, mens »resten af pengene er lånt fra den ukrainske mafia«, som Goodipal forklarede til musikmagasinet Geiger.

Med kunstværket laver han en spøjs antitese til vores indgroede værditankegang og udstiller den med sin nærmest provokerende generøsitet. Goodiepal selv fortalte, at kunstværket handlede om at forære danskerne en folkegave. »Dét at give penge væk, er jo noget, alle snakker om, men det bliver altid bare ved snakken. Nu bliver det gjort. Som en gave til det danske folk.

Der er ingen, ud over mig selv, der mister noget økonomisk på det, og alle kan købe udgivelsen,« sagde han til Geiger. Goodiepal gentog gavegiveriet året efter, hvor han i stedet for pengesedler vedlagde en kopi af sit dankort med alle oplysninger til fri afbenyttelse.

’Den Danske Folkegave’ kan netop nu opleves på Museet For Samtidskunst i Roskilde, hvor det indgår i udstillingen ’Sæt pris på kunsten’ frem til den 22. december

’The Money Diet’, 2007

Tre kvinder tager hver en hundrekroneseddel op fra bordet. En af dem river den i små stykker, hun putter stykkerne i munden ét ad gangen, en anden tager en bid fra den ene ende af en seddel. De opbløder papiret med deres spyt i munden og synker.

Ingen Frygt, Penge I, 2008. Foto: Anna Petri

»The Money Diet« er et happeningkunstværk, som første gang blev opført som en del af udstillingen Socle Du Monde på Herning Kunstmuseum. Tre uger inden udstillingens begyndelse skiftede kunstnertrioen Ingen Frygt deres sædvanlige madvaner ud med en pengediæt og levede i de tre uger kun af at spise pengesedler.

Kunstnertrioen spiste flest halvtredsere og hundrekronesedler, fordi det var de sedler, de følte det største tilhørsforhold til, fortalte trioen til Mikael Bertelsen, da de gæstede programmet Den 11. time fjorten dage inde i kunstværket. På det tidspunkt havde de spist for i omegnen af 8.000 kroner hver.

Ved at spise pengesedler undersøgte trioen, hvordan man kan konsumere penge, uden at sedlerne først skulle igennem en række transaktioner. De ville prikke til vores ømme forhold til penge. »Folk er jo vilde med penge!,« begrundede kunstnergruppen deres eksperiment, som de fik 100.000 i kunststøtte til. 

’The Money Diet’ kan netop nu opleves på museet for samtidskunst i Roskilde, hvor det indgår i udstillingen ’Sæt pris på kunsten’ frem til den 22. december

’The Big Short’, 2015

The Big Short er instrueret af Adam McKay, som normalt gør sig i komedier, men her har kastet sig over kunsten at gøre bankkrak og boligbobler underholdende.

I filmen følger man fire investorer, som af hver deres årsag har mistet tilliden til finansverdenen. Sammen forudser de det store bankkrak og boligmarkedets kollaps og indser samtidig, at de med de rette investeringer kan tjene store summer på finanssektorens undergang.

AP Photo

De giver sig til at investere imod boligmarkedet for dermed at fremskynde det kollaps, som vil udløse enorme summer til dem selv. Man skulle måske ikke tro det, men de kyniske investorer er ikke så kyniske endda, de plages af dårlig samvittighed over deres fiduser og er selv i chok over, hvor rådden den amerikanske banksektor er. Undervejs afbrydes filmens forløb af korte elementer, hvor en champagnesippende Margot Robbie fra et boblebad forklarer, hvordan boligmarkedet er skruet sammen.

Siden gør sangerinden Selena Gomez det samme fra et blackjackbord og stjernekokken Anthony Bourdain fra sit køkken. The Big Short er en vred film, som viser, hvordan få menneskers grådighed kunne udløse en ulykke for så mange andre mennesker. Samtidig viser den på nuancerende vis, at der selv mellem disse grådige mennesker var skrupler og samvittighed. Bare ikke helt nok til at redde den synkende skude.

’Elementarpartikler’ af Michel Houellebecq, 1998

Houellebecqs gennembrudsroman er en fortælling om to brødre, Michel og Bruno. Deres mor, Janine, fik børn, da det jo var en dejlig erfaring at få, men hun er ikke interesseret i moderskabet, så Bruno og Michel parkeres hos to forskellige bedstemødre.

AP Photo

Bruno er en falleret gymnasielærer på evig jagt efter seksuel tilfredsstillelse. Han svigter sit barn, ligesom han selv blev svigtet, han viderefører den vold, han selv blev udsat for som ung.

Bruno er ikke dømt til frihed, som Sartre, der optræder som karakter i romanen, skrev. Nej, Bruno er dømt til ensomhed og slave af sine drifter, tilfredsstillelsen er målet, men den er umulig.

Michel er derimod en deterministisk, følelseshæmmet biolog, der asketisk undgår sex og porno. Han kompenserer for sin manglende seksuelle tilfredsstillelse ved at hellige sig sit arbejde og sine nervepiller. Indtil han som 40-årig opsiger sit job for at finde frem til, hvordan man via kloning kan skabe et menneske uden at have samleje.

Det er en materialistisk, ensom og ubehagelig verden, vi møder i Elementarpartikler. Den seksuelle frigørelse og 68’er-generationen er slået over i individualisme, liberalisme og kapitalisme. Her er ingen kropskontakt og ’reelle’ relationer og følelsesmæssige forpligtelser, her er derimod benhård konkurrence, egoisme og kynisme.

’Krisehæfterne’. Pandora Blue Box. Atlantis-syndromet.
Sille Veilmark

Roman + Spejl af Ursula Andkjær Olsen, 2017

Hovedpersonen i Ursula Andkjær Olsens evigt knopskydende debutroman er sagnkvinden Pandora, den første kvinde på jorden. Sagnet siger, at guden Epimetheus var ansvarlig for at fordele alle gode egenskaber dyrene imellem. Da han var færdig, var der ingen tilbage til mennesket.

Hans bror, Prometheus, stjal derfor ilden fra Zeus og forærede den til mennesket som gave. Zeus blev vred og hævntørstig og skabte Pandora som en straf forklædt som gave.

Ursula Andkjær Olsens roman starter, da Pandora overmandes af nysgerrighed og åbner sin krukke. »Jeg, Pandora, åbnede rent faktisk, og det kom ud. Det var anderledes, end jeg troede.« Ud af den vælter alt, der er ondt i forfatterens optik: Smeltende poler, kærestesorg, naturkatastrofer og magtfulde markedskræfter camoufleret som fremskridt. For markedskræfterne er ikke fremskridt eller effektivitet.

De er »en fladpandet misforståelse« og »en syndflod af direktører«, hedder det i romanen. Ursula Andkjær Olsen ser sig selv som et markedsmenneske.

»Jeg har meget svært ved ikke at tænke på, hvordan verden ser ud. Hvordan vores livsform får kloden til at sprække på alle ledder og kanter,« sagde hun i et interview her i avisen den 9. september, og ligesom Pandora i Krisehæfterne er hun optaget af forbrugersamfundet og produktionsmekanismerne.

For de minder nemlig om hendes hovedperson: en straf forklædt som gave.

Kan kunsten æde pengene, før de æder os?

Vi optimerer vores kroppe og investerer i os selv, parforholdet og karrieren. Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi men har også invaderet vores sprog og relationer. Men kunsten går til kamp mod den økonomiske tænkning og viser os, hvor nedværdigende, paradoksal og latterlig den kan være.

I denne uges kulturtillæg spørger vi, om kunsten kan æde pengene, før de æder os? Vi giver jer interviews med teenagedrenge og intellektuelle, anmeldelser og værkeksempler over kunstens kapitalismekritik og undersøger, hvordan nogle værker kan udstille forbrugersamfundet og værditænkning.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Ejvind Larsen
Jørn Andersen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu