Læsetid: 2 min.

Lad endelig ’Herrens veje’ kamme over, Adam Price

Mere ulykke, mere ekstase og meget mere af det overnaturlige viser sig at være vejen frem for DR’s søndagsmelodrama ’Herrens veje’
Afsnit syv af ’Herrens veje’ er denne anmelders foreløbige favoritafsnit. For nu kammer dramaet over.

Afsnit syv af ’Herrens veje’ er denne anmelders foreløbige favoritafsnit. For nu kammer dramaet over.

Tine Harden

6. november 2017

Egentlig troede jeg ikke, det var ulykke, ekstase og andre følelsesmæssige udsving, der manglede i DR’s søndagsdrama Herrens veje. Jeg troede nærmest ikke, at serien kunne rumme mere af den slags. Men det kunne den, og jeg så, at det var godt. Afsnit syv er mit foreløbige favoritafsnit, fordi dramaet endelig kammer over og bliver til melodrama med metafysiske indslag.

Christian (Simons Sears) får mere og mere styr på sine dæmoner, så der er bedre tid til at skildre hans brors og hans fars.

Kærnemælksdrengen August (Morten Hee Andersen) er begyndt at sige »for helvede« uden at skamme sig. Han lader konfirmanderne foreslå, at Gud er øl og fisse, for der er ikke noget, der skal være forkert i hans undervisning. August viser dem, at han kan stå på skateboard, og han låner sit øre, sin skulder og sit badeværelse til en konfirmand, der skal have en abort. Derudover har han lagt sin prædikestil om fra det fromme og fællesskabsfremmende til det mere tvivlende og afmagtsinteresserede.

Det er en meget mild djævel, der er faret i ham, men biskoppen er ikke desto mindre nødt til at gribe ind. August er ikke holdt op med at tro, at han er Gud (og/eller sin far) utro, hvis han tager antidepressiv medicin (betegnelsen »lykkepiller« holdt de fleste ikke-fiktive personer op med at bruge engang i 00’erne) og taler med en psykiater om sine problemer.

Djævelskab fra den fædrene grav

I afmagt over Elisabeths (Ann Eleonora Jørgensen) affære med den sensuelle vinterbader og violonist Liv (Yngvild Støen Grotmol), som er dygtig til at få ting til at spire og gro, finder Johannes (Lars Mikkelsen) djævelskaben frem i form af en flaske hjemmebrændt absinth. Flasken med det grønne indhold har den dystre knokkelmand af en graver, der i sidste afsnit blev hyret og fyret, efterladt.

Den fik ellers fornuftige menighedsmedarbejdere til at køre rundt på en havetraktor lige så nøgne og ublu som Adam og Eva før syndefaldet. Det endte med bål og brændende buske. Der er noget at tale om på personalemøderne for tiden. Men det var den grønne flaske, vi kom fra: Den lå gemt oven på den fædrene grav i den krans, Johannes netop havde lagt med en bemærkning om, hvor elendig en far han var.

Det er ikke for meget, det er helt tilpas overdrevet. Ligesom de efterfølgende deliriske scener, hvor kirkegården pludselig ligner naturen i von Triers Antichrist. Her ligger Johannes og savler og vrider sig med blikket rettet mod himlen, hvor han kort efter er i transit i seriens hidtil mest åbenlyst overnaturlige, herligt overgjorte scener.

’Herrens veje’. Afsnit 7. DR 1, søndag kl. 20

Serie

Information anmelder ’Herrens Veje I’

Alle anmeldelser af DR1-søndagsdramaets første sæson. Mød patriarken Johannes Krogh, hans hårdtprøvede hustru Elisabeth Krogh, sødmælksdrengen August Krogh og den fortabte storebror Christian Krogh. Læs anmeldelserne af anden sæson her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Hans Aagaard
  • Steffen Gliese
Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Hans Aagaard og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, det var helt vidunderligt og med hilsen til store europæiske filmskabere af mange slags, inklusive Pasolini. <3

Hans Aagaard, Malan Helge og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Kunne have ønsket mig, at denne serie virkede noget mere overbevisende.
Og det synes jeg virkelig Ikke den gør.
Som tilhørende den/en stor del af befolkningen, der ikke forholder sig, kommer i kirken, stemmer til menighedsrådsvalg etc., kunne det have været mere interessant med noget, der ikke virkede så urealistisk og karikeret.
Og vel måske også for dem, der har et tættere forhold til den danske Folkekirke.
Som efter min min mening så hurtigt som overhovedet muligt burde nedlægges. Og så være et trossamfund på linie med alle andre anerkendte trossamfund.

David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Hanna Grarversen, Henriette Bøhne, Bjarne Bisgaard Jensen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

Katrine Damm, hvorfor skulle jeg nu som glad folkekirkekristen interessere mig, hvad din uforgribelige mening om en serie, du har ikke har forudsætninger for at forstå, skulle være? Intet er sgu da mere kedeligt end 'realisme', men der bruges godt nok mange ressourcer på at skabe illusionen om den i megen kunst. Imidlertid skulle kunst jo gerne kunne give os 'dét': noget andet. Hvis du vil vide, hvordan det forholder sig i kirken, kan du jo gå hen og banke på hos din sognepræst og spørge.
Han vil iøvrigt kunne berette, at de kirkelige skærmydsler snarere er glattet ud end overeksponerede.

David Zennaro, ingemaje lange, jens peter hansen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Noget af en smock til mig Steffen Gliese.
Den må jeg så æde.
Nu er vel Ikke sådan sådan, at du "skal " forholde dig til min "uforgribelige" mening om en serie som, jeg efter din mening, ikke har forudsætninger for at forstå.
Det ved du ikke en dyt om.

Ærligt talt Steffen Gliese dine indlæg plejer at være på et langt højere niveau :)

Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller, Hanna Grarversen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Uanset Folkekirkens berettigelse eller ej, så er det efter min ringe mening velkomment med noget sus i præsteskørterne og metafysiske/overnaturlige elementer i dansk drama. Der er sgu for pokker (!) al for megen 'realisme' i alting efterhånden, og vi trænger til at slippe de surreelle forestillinger løs. Heja FC Præstelona ;-)

Steffen Gliese, jeg synes serien foregår i en alt for lille snæver kreds. En præsteægteskab, deres utroskab og deres to sønner, præstegårdens menighedsråd, og både præstens og sønnens overordnede, biskoppen. En meget lille kreds og når alle de karikerede "store dramaer" skal opføres på det lille "miniteater" så kan det ikke undgå at kommer til at virke melodramatisk, og lettere komisk. Personlig mener jeg at den danske folkekirke, med deres spaghetti- og babygudstjenester, er så tandløse, at man kun kan lave satirisk drama ud af den! :)

Hanne Ribens, havde du den samme indvending overfor "Arvingerne"? Eller i sin tid "Vores År" af Rifbjerg? Eller et hvilket som helst tv-spil af Leif Panduro... Her har vi været i Nepal, vi har været i en række forskellige miljøer i landet, og mødt en lang række vidt forskellige befolkningsgrupper - og dette udvides jo så tydeligvis næste uge med den nyslåede gadepræst.
Jeg ved ikke, hvad det er for tænder, du mener, folkekirken mangler. Den forkynder et budskab om Guds uendelige kærlighed til ung og gammel, fattig og rig,, mand og kvinde samt alle mellemformer.

Vibeke Hansen, ingemaje lange, Hans Aagaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Serien bevæger sig mellem yderpunkter. Fra det helt banale til det overgearede - for ikke at sige direkte eksalterede. Det er og bliver en noget anstrengt affære.

Følger den så kun med et halvt øje. Evner ikke at give den fuld opmærksomhed. Egentlig burde jeg gøre som med Riget i din tid: Slukke helt.

Vi har valgt den fra, men anmeldelserne her og anbefalinger fra vore buddhistvenner gør vist at vi bør tage os sammen i vores lille hjem selvom serien skal ses på computeren. En serie som sætter diskussioner og forargelse i gang må være en god serie

Vibeke Hansen, ingemaje lange, Henriette Bøhne, Hans Aagaard, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Kære Steffen Gliese, jeg har desværre ikke set Arvingerne. Heller ikke Vores År, af Rifbjerg. Det er da rigtigt at vi har været i Nepal, men der handlede da vist kun om præstesønnen. Budskabet om guds uendelige kærlighed til ung og gammel, fattig og rig, mand og kvinde som du beskriver, lyder jo forjættelig. Men, man kan jo godt i sit stille sind tænke, hvordan udformer det sig dog! I denne kaotiske og grusomme verden?

Steffen Gliese, du har fuldstændig ret i din konklusion: "At intet er sgu da mere kedeligt end "realisme, men der bruges godt nok mange ressourcer på at skabe illusionen om den i meget kunst". Men desværre den kunstneriske udførsel i "Herrens veje" har fået mig til at sidde og grine, og tænke hvor forudsigeligt. Jeg anede, nej, næsten vidste hvad der ville ske i de forskellige scener. Måske fordi jeg har læst så meget religions kritik. :)

ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Det er et dilemma, Hanne Ribens: på den ene side rummer kristendommen troen på menneskets fri vilje, som jo gør det svært at bebrejde Gud menneskets dårskab; men netop de, der er mest kritiske overfor religionen og ser den som en form for mentalt fængsel, synes alligevel at ville have foretrukket, at Gud havde ordnet alting uden den fri vilje til at begå hærværk mod skaberværket.

Hanne Ribens, det meste drama er forudsigeligt på samme måde, som vi ofte ved, hvordan folk vil reagere i bestemte situationer - men det ved vi så ofte, fordi vi kan følge deres tankerækker og form for logik. Ydermere er det forudsigelige jo så udtryk for, at det er forholdsvis plausibelt, hvordan der handles og tænkes.
Imidlertid går Herrens Veje noget videre ved at træde ind i den billed- og forestilingsverden, som vi ellers aldrig ser i tv-serier, men nok så meget i især europæisk kunstfilm. Det er netop disse stærkt subjektive scener med den fortabte Johannes og hans efterfølgende syner af bål og brand. Det er ikke mindst fremstillingen af nærdødsoplevelsen, der er som taget ud af Elizabeth Kübler-Ross's forskning, samt andre vidnesbyrd.
Det er meget teatralsk, men det er også en fremstilling af en fortrængt dimension i mange menneskers tilværelse, som vi aldrig taler om, og som derfor er ukendt for dem, der som jeg ikke har den slags oplevelser selv.
I videnskab og kunst handler det jo ofte om at blive ekstremt nærsynet og eksponere det tilsyneladende banale eller minimale, så det får et perspektiv, der åbenbarer nuancerne. Jeg synes, det sker i Herrens Veje - og på en måde, som jeg ikke kan påstå, at jeg nogensinde har oplevet det i tv-dramatik før. Det har sin egen ejendommelighed, ligesom "Riget" i sin tid fik nogle af os andre til at gå bagover med sine særlige regler for spillets udfoldelse.

Estermarie Mandelquist, Hans Aagaard, Eva Schwanenflügel og Malan Helge anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Netop "Riget" har delt vandene ligeså meget - eller mere - end "Herrens Veje". Synes selv det var et sublimt, både mega uhyggeligt, surrealistisk og ultra komisk stykke TV-drama, der stadig står som en oplevelse uden for alle parametre. Selvom ll afdeling var lige i overkanten, med kæmpebabyen. Lars von Triers bedste. Synes i øvrigt alle burde se "Arvingerne", der var elementært spændende, igen med familie-konflikter som omdrejningspunkt, som i "Herrens Veje". Fantastiske skuespilspræstationer i alle de ovennævnte serier. Her kan dansk drama altså noget helt specielt.
Lad være med at stå af, bare fordi noget bryder med virkelighedsopfattelsen. Tankens flugt (over plankeværket! ) er altid godt. Selvom man får søndagskaffen og de tilhørende kager lidt galt i halsen, og det bliver mere utrygt end en seriemorder i Randers, så se med :-)

Henriette Bøhne, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det med dansk drama er ret vigtigt, men svenskerne er med i en serie der hedder "Jordskott" (Jordskud), fra Sverige 1.
Her oplever vi 'de underjordiske' og deres kamp mod de rethaveriske normer.
Serien tekstes på dansk.
Kan minde en smule om Hasse og Tages "Æblekrigen", hvis nogen kan huske den vidunderlige magi i filmen?
Dog er "Jordskott" mere dyster og virkelig spændende. God fornøjelse :-)

Henriette Bøhne

Viggo Okholm,
Det er helt klart det buddhistiske spor, som har reddet serien for mit vedkommende. Min søns far er tibetansk buddhist og har i sin ungdom levet et par år som fuldt ordineret buddhistmunk i Frankrig, hvilket dog ikke har forhindret ham i senere - i perioder - at fare vild i livet og troen. For nogle år siden sagde han til mig - med et stort grin! - at han havde besluttet, at hans og min karma skal afsluttes i dette liv - "for jeg gider simpelthen ikke kæmpe med dig i endnu et liv, Henriette" :-)

Jeg mangler stadig i serien at se, hvad kristendommen har at byde på for præsteparret, som tydeligvis sidder fast i et dysfunktionelt parforhold og den sædvanlige "offer-redder-krænker"-trekant. (læs eventuelt om Jürg Willis teorier om kollusion (rollemønstre) i parforhold).
Hvad er kristendommens svar på den slags destruktiv adfærd? Præsteparret ødelægger jo ikke kun sig selv, men også andre med deres destruktive mønstre - eksempelvis graveren, som må bøde med sit levebrød, fordi præstefruen ikke kan udholde at se hende, som præsten i fuldskab har indledt en affære med. Er det kristent? Her synes jeg, buddhismen leverer bedre svar og løsninger/leveregler for det moderne menneske,

Ihvertfald sætter serien tanker igang, og det er jo godt. Heldigvis er der jo mange måder at være kristen på - i min lille hjemby i nordjylland var der således 5-6 forskellige retninger repræsenteret. Jeg endte selv med at være spejder i baptistkirken efter en kort flirt med KFUM, hvor lederne mest brugte weekendturene til at drikke sig fulde og feste, hvor man i baptistkirken havde større fokus på, hvordan kristendommen bør influere på handling og samværsform.
Om ikke andet får jeg det ud af serien, at jeg nok slet ikke hører til i folkekirken, og det er jo også et udkomme, som er vigtigt.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Eva Schwanenflügel,
Jamen, jeg ser skam også med - og det gør jeg, fordi jeg altid har interesseret mig for,hvad folk går og tænker og tror og ikke mindst hvorfor. Det gør mig ingenlunde utryg, men unøjagtigheder og urealistisk plot er lidt forstyrrende (velsignelse af kampvogne, afskedigelsen af graveren - hvilket min kollega, som har siddet i et menighedsråd forsikrer mig om ikke kunne forekomme i virkelighedens verden, Gudskelov - og til sidst den medicinske abort). Nuvel og lad gå.
Jeg savner nok lidt at nogle rigtige præster - udover you know who - blander sig i debatten og forklarer os, som i nogle kommentatorers øjne, simpelthen er for dumme til at forstå selve kristendommens væsen og grundlag, hvad serien betyder for dem. Er kristendommen kun for de, som har læst teologi? Og hvis den er, hvad skal vi så med den? Det savner jeg svar på og det svar har jeg endnu ikke fået i serien.
Og så undrer det mig virkelig, at så mange i kommentatoriet her på information køber seriens kvindesyn: Den kvindelige bisp og speltfeminist udlægges som djævelen selv, præstefar horer og drikker, dækker over krigsforbrydelser for egen vindings skyld og udøver magt- og embedsmisbrug, hvilket præstemor i sin offerrolle gladeligt hjælper ham med, for det lader til at hele grundlaget for deres liv er at feje det hele ind under gulvtæppet. Spændende måske, men for mig minder det mest om en soapopera og jeg savner stadig svar på, hvad det netop er, kristendommen skulle berige vores liv med i sådan et setup. Personligt hepper jeg på bispen og håber, hun får den gamle patriark og supernacissist ned med nakken, så der kan komme bare lidt form på kirken :-)
Efter min mening har kristendommen og kirken ikke skade af kritisk tænkning, tværtimod, og den forbeholder jeg mig ret til at beholde, også selv om det hele er fantastisk flot spillet og fotograferet.

Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Grethe Preisler og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Der gode elementer i Herrens Veje, men som helhed er den meget overfladisk.
Jeg føler mig tæppebombet af konfliktsituationer, der hver især fortjener tid og fordybelse.
I stedet bliver konflikterne og håndteringen af disse pakket ind i teatralsk overdrivelse og overfladisk behandling, fordi den næste konflikt står i kø for at blive introduceret.
Grundtemaet er vel et af det gamle testamentes gudsforståelser - gudsforståelsen skifter karakter flere gange i løbet af biblen - forhold til "den rummelige folkekirke", "spiritualitet", "buddhisme", "tilværelsens besværligheder" mm.
Dette grundtema når vi heller aldrig i dybden med - først og fremmest pga af de alt for mange konflikter, der behandles alt for overfladisk.
I virkeligheden er det ikke først afsnit vi ser. Vi ser en notesbog over en række potentielle sæsoner, der hver især går i dybden med nogle få temaer.
For mig er det gode ved serien, at den trods ovennævnte kritik viser flot skuespil, æstetisk flotte optagelser, og at den giver anledning til at overveje egne valg i tilværelsen.
Jeg giver 3/6 til serien.

Henriette Bøhne, teatret og kirken ligner hinanden derved, at de har det enkelte menneske som udgangspunkt. Det er ikke serien, der ser Monica som Djævelen selv, det er Johannes. Det er heller ikke serien, der postulerer, at feltpræster i al almindelighed velsigner kampvogne og tager med på togt, det er August, der fra sin beskyttede position for let tager autoriteter for gode varer. Det er han ved at kæmpe sig ud af, det er meningen med ham. Det er lige modsat oprøreren Christian, der er ved at lade sig domesticere.
Det befriende ved serien er, at folk handler dumt, ubetænksomt og ondt og derved ligner de mennesker, som kristendommen genkender i Paulus' ord om ikke at gøre det, man ved, man bør, men gøre alt det, man ved, man ikke bør.

Henriette Bøhne

Steffen Gliese,
Ja, så meget har jeg forstået - det var upræcist skrevet af mig. Tilbage står for mig, at præsteparret er dybt usympatiske - omend velspillede! - karakterer, nogle vil måske finde det befriende at de er "onde" og at man gennem kristendommen åbentbart har carte blanche til at behandle andre mennesker efter forgodtbefindende og blive frelst alligevel. I virkeligheden meget realistisk og ikke særligt magisk, efter min mening.
Forveksler du iøvrigt ikke Elisabeth Kübler Ross og Jung? Elisabeth Kübler Ross har forsket i de psykiske/mentale faser en døende gennemgår før døden indtræffer, hvis du har henvisninger til forskning af hende omhandlende nærdødsoplevelser, vil jeg gerne læse dem?

Grethe Preisler

Kultukamp på staveplader:
"It's a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing".

So what the hell - hvorfor ikke også en remake af Macbeth? Nu som soap opera med Brdr. Price, der faldt i frituregryden som små, som Kain og Abel fraDet gamle Testamente? Noget skal tiden jo gå med, mens vi venter på Godot og den næste finansielle boble, der kan redde røven for de ugudelige, som slås om ophavsretten til de sørgelige rester af skægmanden Thorvald Staunings fedelam aka 'Den Danske Model'?

Henriette Bøhne, ulrik mortensen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Kübler-Ross beskrev jo de oplevelser, folk havde i nærdødsfasen - og det er jo den, afsnittet i går mere eller mindre tog udgangspunkt i (kombineret med diverse legendariske forestillinger om samme).

Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Fra Adams Æbler til Herrens Veje

"I Gävle sad to djævle
og åd af samme ævle,
de ville ikke dele,
så begge åd det hele.
De kunne ikke stoppe,
men åd hinandens kroppe,
- - - nu er der ingen djævle i Gävle!"
(Halfdan Rasmussen - 'Noget om sejrens frugt')

Henriette Bøhne, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Henriette Bøhne,
Jeg må indrømme, at jeg mest syntes serien var ret underholdende og æstetisk flot, med virkelig gode skuespilpræstationer i begyndelsen, men fandt den en smule anstrengende i de første tre afsnit. Der var lidt for megen patos på drengen efter min smag, og diverse unøjagtigheder generede min oplevelse af helheden. Men nu er perspektivet blevet udvidet til også at handle om andet end Folkekirken og den danske kristendom, og det er fundamentalt nok det, der egentlig er på spil. Herrens Veje er jo også vildveje eller andre veje, at følge andre stier end den oprindeligt udstukne, og turde møde Gud/Gudinden/Den Almægtige/Verdensaltet, you name it, hvorsomhelst og i alle de gestalter 'Det' optræder i.
Det er virkelig spændende at Buddhismen introduceres, ligesom tanken om reinkarnation og nærdødsoplevelser.
Iøvrigt en fin lille historie om din søns far og hans ret humoristiske bemærkning til dig om jeres fælles karma. Mon ikke han ombestemmer sig? ;-)

Indrømmer blankt: Intet i hele verden interesserer mig MINDRE en folkekirkepræsters kvaler med deres "gud" og den åbenlyst psykisk syge unge mand, som kaldte sig "guds søn" for et par tusind år siden.
I min optik burde de alle komme ind i 2017 og få sig et mere relevant arbejde.
Men Lars Mikkelsen vil jeg under ingen omstændigheder gå glip af.

"Det er virkelig spændende at bland andet, tanken om nærdødsoplevelsen introduceres, skriver en debattør". Hvor spændende er det egentlig. .... Jeg selv har på min uddannelse lært fuldstændig afslappelse, som led i mit arbejde. Engang for nogle år siden, hvor jeg var meget anspændt, lagde jeg på min seng og slappede totalt af, og pludselig befandt jeg mig i et meget smukt hvidt rum, med bueformede lofter. Og oppe i venstre hjørne var der en "tunnel" hvorfra det mest fantastiske lys udstrålede! Lyset var så smukt, og dragende. Jeg ved ikke hvor længe det varede, men pludselig fløj en mængde sorte fugle op i loftet, med en knaldende lyd, og jeg vågnede! Min søn sagde, mor self. var "fuglenes knald" en blafren i dine ører, fordi din puls gik i gang. Min oplevelse overgår Johannes! Den var smukkere, og der var ingen af mine forfædre, og heller ikke Jesus tilstede. Hvorfor skriver jeg dette? Fordi fænomenet ret ofte bliver nævnt i forbindelse med religion!

Hanne Ribens, måske skyldes det, at du ikke vandrede eller skulle vandre ad tunnelen på dette tidspunkt i livet?Jeg fornemmer, at du afskriver det som ren fysiologi; det er dog nok snarere det modsatte: at mennesket ved at lægge kroppen til side kan bemægtige sig åndelige erfaringer. Det er tæt på kristen mysticisme, som jeg dog aldrig selv har været voldsomt tiltalt af; men de er tæt forbundet med f.eks. klosterlivets religiøse praksis, har jeg forstået.

Henriette Bøhne

Steffen Gliese,
Tak for link - jeg har tidligere arbejdet rigtig meget med E. Kübler Ross' sorgfaser, men var egentlig ikke bevidst om, at hun havde forsket så meget i selve nærdødsoplevelsen, så tak for det.
(

Henriette Bøhne

Eva Schwanenflügel,
Tjoeh, men underholdt kan man jo blive på rigtig mange måder uden at rode folkekirken ind i projektet - jeg havde samme oplevelse, men synes serien har løftet sig i de sidste afsnit, dog med de før nævnte kritikpunkter.
Nej, jeg håber ikke, min søns far ændrer mening - for det var en meget smuk fredserklæring efter et stormfuldt forhold. Du skal forstå, at buddhister stræber efter at nå dertil, hvor de ikke længere genfødes (medmindre de vælger det bevidst og bliver en boddhisatva) og kommer ud af livets hjul (samsara). Og det gør man ved at undgå at "så" karmiske frø, indtryk i sindet, som man skal bruge endnu et liv på at forholde sig til og rette op på.
Jeg er ikke selv buddhist, men den enorme dødsbevidsthed der er i buddhismen, er jeg klart fascineret af, vel sagtens fordi jeg brugte de første mange år af mit sygeplejeliv på netop at arbejde med døende.

Grethe Preisler

Og så er der jo også Koestlers 'Mørke midt på Dagen' og 'Yogien og Kommissæren' foruden Kafkas 'Processen' og 'Slottet' m.fl. - for ikke at tale om Huxleys 'Brave new world revisited' og vor egen Villy Sørensens 'Hverken Eller' - hvis man stadig skulle have et udækket behov for at lade sig forvirre på et højere plan end det, man befandt sig på i forvejen .... ;o/