Læsetid: 5 min.

Lady Dynamite er en af de mest innovative, skarpe og ømme komedieserier, jeg kender

Maria Bamford fortsætter historien om sit liv som bipolar komiker i L.A. i anden sæson af ’Lady Dynamite’. Den handler mindre om at være vanvittig, mere om at få det bedre med sig selv og sine omgivelser og har desværre tendens til skematisk psykologisering
Maria Bamford fortsætter historien om sit liv som bipolar komiker i L.A. i anden sæson af ’Lady Dynamite’. Den handler mindre om at være vanvittig, mere om at få det bedre med sig selv og sine omgivelser og har desværre tendens til skematisk psykologisering

Netflix

24. november 2017

Maria Bamfords selvbiografiske komedieserie Lady Dynamite er rent dramaturgisk den mest imponerende komedieserie, jeg har set i mange år. Første sæson åbner med en scene, hvor Maria Bamford i rollen som en tidligere manisk udgave af sig selv har forvekslet virkeligheden med en shampooreklame, hun selv spiller hovedrollen i. Sådan kan det gå, når man er skuespiller og gået fra koncepterne.

Karakteren Maria Bamford blander niveauerne sammen og har svært ved at skelne mellem virkelighed og fiktion. Manuskriptforfatterne Pam Brady og Mitchell Hurwitz blander også historiens forskellige niveauer sammen, så handlingen ikke bare springer frem og tilbage mellem tre forskellige perioder i hovedpersonens liv, den bliver også af og til afbrudt, når karaktererne begynder at have metafiktive diskussioner om den serie, de er i gang med at indspille.

Shampooreklamescenen bliver eksempelvis afbrudt af en venlig statist, der spørger Maria, hvad hun egentlig har gang i, og fortæller hende, at det ikke er en shampooreklame, men hendes egen tv-serie.

I samme øjeblik illusionen bliver brudt, dæmper farverne sig, og Maria Bamford henvender sig til kameraet med en mere nedtonet form for naivitet: 

»Jeg er en 45-årig kvinde med solskader. Min hud bliver blødere, men mine knogler stikker mere ud. Jeg er halvt blød, halvt skarp. Og jeg har min egen serie!« hvorefter hun springer glad og velfornøjet op i luften, mens en kassevogn med hendes navn på springer i luften i baggrunden, og introsekvensen går i gang.   

Formmæssigt imponerende selvudlevering

Det lyder indviklet, og serien gør det enkelt. Den dramaturgiske smidighed imponerer og morer mig. Det samme gør den selvudlevering, Maria Bamford praktiserer både i serien og i sin standup. Det er ikke omfanget af Maria Bamfords personlige problemer eller hendes villighed til at dele dem med verden, der imponerer mig, men at galskaben får så distinkt en form. De skrøbelige logikker, Maria Bamfords karakter og standuppersona lever efter, bliver omsat til et uforudsigeligt, men alligevel skørt sammenhængende plot.  

Første sæson af Lady Dynamite foregår i tiden før, under og efter et psykisk sammenbrud. De tre spor er holdt i henholdsvis skingre, grålige og nogenlunde neutrale farver, som afspejler det blik, Maria Bamford selv har haft på sin omverden.

I scenerne fra den maniske periode findes det maniske ikke så meget i Maria selv som i omgivelserne, der kaster sig over hende, bl.a. i skikkelse af den maksimalt overgearede kliché af en grovkæftet agent, Karen Grisham (Ana Gastayer). Maria selv er bare en medgørlig brik i et bindegalt spil (et kort øjeblik under et uformelt forretningsmøde med Karen Grisham bliver Maria spillet af et får for lige at understrege den pointe).

I den grå periode, hvor Maria bor hos sine forældre i Duluth, Minnesota, og går i et psykiatrisk dagtilbud, har ingen mennesker andet at fortælle hende, end at hun er uduelig. I 2013 optog Maria Bamford en Homemade Christmas Standup Special i sine forældres kælder, hvor hun dengang boede i en manisk periode. Hendes mere officielle optrædener er præget af historier om ting, der ikke giver mening, fortalt i et sprog, der ofte kammer over i ren og skær pludder, som ikke desto mindre er vældig udtryksfuldt. 

Nutidsplanet i Lady Dynamite er præget af en blanding af afmagt og optimisme, der bl.a. kommer til udtryk ved, at Marias agent gennem mange år, den loyale, men upålidelige Bruce Ben-Bacharach (Fred Melamed) er helt positivt indstillet over for hendes ønske om ikke at arbejde så meget og måske heller ikke så hårdt. Det giver jo bare ham mindre at lave, så det er i seriens omtågede logik perfekt. 

Selvironisk selvhjælpskomedie

Den nye sæson byder på nye tidsplaner. Der er stadig et nutidsplan, hvor Maria går rundt i L.A. og er en midaldrende, psykisk sårbar skuespiller med medium succes, men nutidssporet komplementeres nu af et barndoms- og ungdomsspor, som på lovlig skematisk vis forklarer, hvad der ligger til grund for Marias nutidige neuroser, og et (helt tosset) fremtidsspor, som viser, hvilken tilværelse der venter hende, hvis ikke hun får ryddet op rent psykisk. På den måde har Lady Dynamite ændret sig fra at ville beskrive et galt sind i en gal verden til at ville forklare årsager til og virkninger af uhensigtsmæssige psykiske mønstre. 

Det skuffer mig, men ikke nok til forhindre mig i at ønske en tredje sæson.  

For første gang i sit liv oplever hun en lykkelig og harmonisk forelskelse, der udarter til ægteskab og de udfordringer, den slags nu fører med sig. Kæresten Scott (Ólafur Darri Ólafsson, som også var super i den islandske krimiserie Fanget – en morder iblandt os) er en fredelig og uprætentiøs kunstmaler med en traumatisk opvækst, og sæsonen har en kedelig tendens til at strukturere hvert afsnit om et specifikt problem i deres unge ægteskab.

Maria skal lære at yde basal omsorg, når Scott er syg, hun skal håndtere, at han er sygt dårlig til penge, at tage imod hjælp og ikke blive jaloux på Scotts venner og den slags. Scott skal til gengæld lære at leve med, at Maria opfører sig som en vaskebjørn i huset og efterlader et spor af åbne pakker, madrester og flænset emballage.

Den historie fungerer bedre, når Maria Bamford står alene på en scene og leverer den i standupform. Når Scott og Maria til sidst i hvert afsnit konkluderer på den karikerede erkendelsesproces, de har været igennem, bliver budskabet overartikuleret i en grad, der indikerer en vis selvironisk distance til det selvhjælpsprojekt, serien kammer over i. 

Grund til at tage affære

Scenerne fra barndommen er komisk overdrevet traumeformidling, som man kender det fra tilbageblikkene i rigtig mange andre komedier. Meget handler om at få styr på et moderkompleks. Scenerne fra fremtiden er til gengæld 20 procent mere maniske i deres grundstemning end noget fra første sæson.

Maria Bamfords skrækkeligt egocentriske barndomsveninde Susan (Mo Collins) har (pga. Marias manglende evne til at sige fra og Karen Grishams upålidelighed) kuppet den serie, Maria Bamford skulle have spillet hovedrollen i. Den skulle have handlet om Marias liv og have afstigmatiseret the shit ud af al psykisk sygdom. Nu er den så blevet ændret til en science fiction-serie ved navn Space Nuts med Susan i hovedrollen som en cyborg og Maria i en birolle som en ganske ofte komatøs astronaut, der – når hun er ved bevidsthed – har replikker som f.eks.: 

»Min elskede! Kreplockianerne fra Souplonien har erklæret krig.«

Med sådan en potentiel fremtid for sig kan man nok forstå, at der er grund til at tage affære i nutiden. 

Det er irriterende, at Maria Bamford har skiftet sin glimrende ambition om at vise, hvordan man kan have det som psykisk syg i en skør nok verden, ud med den mindre morsomme ambition om at fortælle, hvordan hun har lært, hun skal leve sit liv. Lady Dynamite er dog stadig en af de mest innovative, skarpe og ømme komedieserier, jeg kender.

’Lady Dynamite’ kan ses på Netflix.     

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu