Læsetid: 4 min.

Lars von Trier-udstilling er den hyldest, geniet fortjener

Udstillingen om Lars von Trier på Brandts i Odense er en værdig, informativ og underholdende hyldest til den største danske filmskaber siden Carl Th. Dreyer
Allerlængst inde i udstillingen er syv skærme stillet op i en cirkel, som man kan stille sig ind i og blive overvældet af sammenklip fra Triers depressionstrilogi, mens musikken fra Antichrists prolog, Händels arie Lascia ch'io pianga, lyder.

Allerlængst inde i udstillingen er syv skærme stillet op i en cirkel, som man kan stille sig ind i og blive overvældet af sammenklip fra Triers depressionstrilogi, mens musikken fra Antichrists prolog, Händels arie Lascia ch'io pianga, lyder.

Christian Geisnæs

17. november 2017

Det første man ser, når man kommer ind i Lars von Trier-udstillingen på Brandts i Odense, er også nærmest det bedste i den. I hvert fald det smukkeste: 

I et mørkt rum hænger syv store lærreder ned fra loftet forskudt fra hinanden, hvorpå åbningsmontagen fra Melancholia (2011) projiceres på begge sider, mens scenens underlægningsmusik, præludiet fra Wagners Tristan og Isolde, lyder.

Der blændes op for et close-up af hovedpersonen Justines (Kirsten Dunst) blege og triste ansigt, mens døde fugle falder ned bag hende. Man ser barokparken ved godset, hvor Justine fejrer sit bryllup og oplever jordens faktiske undergang; en fremmed planet, der nærmer sig jordkloden; Justine, hendes søster og nevø, der skrider hen over parkens plæne i slow motion og mørke; faldende blade i en animeret udgave af Pieter Bruegel den ældres maleri »Jægere i sneen«. 

Projektionen står og dirrer lidt på alle lærrederne, det virker ret indlysende, at levende billeder som de her fortjener at blive udstillet. 

Fokuseret fejring       

Det gode med det onde, hedder udstillingen med henvisning til von Triers faste, lumske afskedshilsen efter hvert afsnit af komedieserien Riget (1994-1997). Den er lavet af udstillingsstedet Brandts i samarbejde med det berygtede filmselskab Zentropa, som von Trier i 1992 grundlagde med produceren Peter Aalbæk.

Udstillingen er både en fejring af Lars von Triers genialitet, et tilbageblik på hans virke og en indføring i hans virkemidler, arbejdsmetoder og temaer. Fejringen er på sin plads, og både tilbagebliks- og indføringselementet er informativt og underholdende,    

Efter flerskærmsinstallationen med Melancholias åbningsmontage, der også fungerer som en slags prolog i udstillingen, kommer man ind i det mere museale rum, hvor man kan løfte røret på nogle gamle, sorte drejeskivetelefoner og høre den hypnotiserende nedtælling, der sammen med et flimmer af sorthvide togskinner udgør åbningsscenen i Europa (1991).

Det er ikke, fordi udstillingen som sådan er vildt fikseret på åbningsscener, den er bare allerede i gang med et af de mange fokuserede nedslag på motiver, temaer og greb, der gør den så informativ. Og først skal det altså handle om hypnose og hypnotisører i von Trier-film. Her lykkes det – som de fleste andre steder i udstillingen – at holde en rimelig balance i informationsniveauet, så man undgår såvel indforståede præsentationer som overforklarende formidling.

Hypnose er en ting i von Triers tidlige film, og det er fint at blive gjort opmærksom på ved hjælp af klip og korte udstillingstekster, der ikke pådutter en nogen stor forkromet fortolkning. 

Kirstine Mengel

Hvis man følger udstillingen venstre om, kan man more sig over Lars von Triers til at begynde med ret afvisningsprægede cv, som er trykt på væggen. Fra en ganske ung alder har han gennem sine mange ambitioner opnået mange afvisninger fra diverse kreative uddannelser og forlag.

Går man højre om, er fokus på Lars von Triers filmhistoriske inspirationskilder, hans visuelle udtryk, tekniske nyskabelser og musikvalg. Det er fedt, jeg blev klogere. Det er lettilgængeligt og begyndervenligt nørderi at se de to montager, der med split screen viser scener fra von Trier-film side om side med de scener fra Andrej Tarkovskij- og Carl Th. Dreyer-film, de er inspireret af.

Et grumt blik på det gode

De udstillede genstande er en broget (men egentlig ret traditionel) samling af visuelt, auditivt, og skriftligt ekstramateriale: skærme i forskellige størrelser, der viser klip fra filmene og interviews med stjerner og vandbærere, rekvisitter, kostumer, plancher tematiske udlægninger og en bekendelsesboks fra optagelsen af Dogville, hvor man kan sætte sig og krænge ud til et kamera.

Ellers er udstillingen bygget kronologisk op om hans oeuvre. For spillefilmenes vedkommende grupperer dette oeuvre sig formidlingsvenligt i trilogier, som får hver sin underafdeling af udstillingen. Således præsenteres først Europatrilogien, bestående af de tre første, teknisk eksperimenterende og dystre von Trier-film, Forbrydelsens element (1984), Epidemic (1987) og Europa (1991).

Den såkaldte Guldhjertetrilogi er opkaldt efter en naiv og hvinende sød billedbog, som i instruktørens barndomshjem gjaldt for at være skrækkelig. I Breaking the Waves (1996), Idioterne (1998) og Dancer in the Dark (2000) insisterer von Trier på at give hjertensgode, selvopofrende kvindeskikkelser plads og kaster så et grumt (men langt fra ironisk) blik på den grænseoverskridende godhed, de lægger for dagen.

Det gode kammer over i det grumme i den ufuldendte The Land of Opportunities-trilogis to film Dogville (2003) og Manderlay (2005), inden det forsvinder fuldstændigt til fordel for alt, hvad der er mørkt, tungt og menneskeligt i depressionstrilogien (Antichrist (2009), Melancholia (2011) og Nymphomaniac (2013)) 

Og det er selvfølgelig slet ikke alt. Alle film og større projekter er med, fra tegnefilmen Rejsen til Squashland, som Lars von Trier lavede som barn (mange år før han fik sit 'von' som øgenavn på filmskolen) til Riget, Dogme 95-manifestet og den kuldsejlede Wagner-opsætning i Bayreuth.  

Allerlængst inde i udstillingen, hvor det handler om depressionstrilogien, finder man endnu en flerskærmsinstallation. Nu bare med de syv skærme stillet op i en cirkel, man kan stille sig ind i og blive overvældet af det sammenklip fra trilogiens tre film, der vises, mens musikken fra Antichrists prolog, Händels arie Lascia ch'io pianga, lyder. Det kan – som udstillingen generelt – anbefales. 

’Lars von Trier: Det gode med det onde’, Brandts, kan ses frem til den 29. juli 2018.  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Hans Aagaard
Katrine Damm og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu