Læsetid: 5 min.

Marvelous Mosell har skrevet et nyt kontrafaktisk kapitel i dansk hiphop

Sygt morsom, ordekvilibristisk og formidabelt funky debutalbum fra sagnfiguren Marvelous Mosell. Til daglig Morten Sell, der i myterne er en superhelt fra en parallel eventyrtid og rapper akkurat som en blegfis fra stenbroen i 1987
Marvelous Mosell beskriver sig selv som en gnier, og han er en lidt sølle scorekarl, kan vi forstå på de selvbiografiske sange.

Marvelous Mosell beskriver sig selv som en gnier, og han er en lidt sølle scorekarl, kan vi forstå på de selvbiografiske sange.

Simon Weyhe

3. november 2017

Hiphoppen nyder retrospektive dage. Samtidig med at genren buldrer løs som en teenager på etanol på hitlisterne, så fortælles dens historie på tv, i bøger og i tegneserier.

Trap-stjernen Gucci Mane har leveret sin Autobiography of Gucci Mane. Netflix har sat to afgørende serier i søen – dokumentarserien Hip Hop Evolution og Baz Luhrmanns forunderligt overbroderede The Get Down, der i et mix af fakta og fiktion fortæller om hiphoppens fødsel i The Bronx, New York City 1977. I samme hug har Netflix distanceret sig fra HBO’s bagstræberiske, rockistiske tv-serie Vinyl.

Og så er der Ed Piskor, der stadig er i gang med sin historiske tegneserie-doku Hip Hop Family Tree (han er nået til 1985).

Endelig genfortælles hiphoppens historie også i Danmark. Nærmere bestemt på danske Morten Sell alias Marvelous Mosells længe ventede debutalbum, Magisk mytisk mageløs. Ikke som en historielektion, men æstetisk som en genoplivning af de gamle dyder fra den tidligste old school-hiphop og tekstligt som et frit fabulerende remix af virkeligheden.

Alternativ eventyrtid

Marvelous Mosell rapper og enderimer akkurat som en blegfis fra stenbroen anno 1987. Det er en stivbenet stavren, men med brandmorsomme gloser på gloende beats. Og samplingerne og de scratchede vinylplader lyder, som om de er stjålet fra disco- og funk-70’erne (med lidt 80’er yacht-soul ind over). Fuldstændig ligesom de også var i hiphoppens tidlige dage.

Tekstligt spankulerer Mosell med ghettoblaster på skulder og mikrofon i hånd gennem et kontrafaktisk, mytomant, mytologiserende tekstunivers. En parallel dimension, hvor 1970’erne, 80’erne og 90’erne er rystet itu, rodet rundt og morfet til alternativ eventyrtid set gennem Mosells uniglass electric boogie-briller.

Actionheltene er for eksempel virkelighedens gamle, danske skuespillere Jens Okking og Ove Verner Hansen (Bøffen i Olsen Banden-filmen), men de kører i de fiktive, amerikanske tv-detektiver Starsky & Hutchs megaseje rød/hvide Buicks. I en af Mosells tidlige musikvideoer var der crack-epidemi på Frederiksberg, som umiskendeligt lignede Bronx-bydelens krigszone tilbage i 1977.

På den aktuelle udgivelse rapper han om karaktererne i Beverly Hills 90210, og andetsteds er der hemmelige mesterskaber i aerobic på Venice Beach: »Der var en ting man ikke måtte glemme/ I arenaen var der faldlemme/ Så du havnede i en slange kælder/ Det var blot én ud af mange fælder.«

Det er forfriskende at genbesøge drengefantasiverdenen på Magisk mytisk mageløs. Fordi den genopfinder uskylden i hiphoppen, og fordi den aktiverer nostalgien uden at være bagstræberisk. Det er ånden, fra dengang hiphop var en nyfødt fest, en ny palet af sprayfarver, en konkurrencesport og en rimsmedje for enhver yngling med adgang til kuglepen og papir. Med fantasien som bærende princip.

Musikalsk trip

Nærmeste danske slægtninge er Malk de Koijn, der fra midten af 90’erne selv excellerede i et selvrullet parallelunivers ved navn Langestrand– opkaldt efter hiphop-centralen Long Beach i L.A. – med figurer som Jim Daggerthuggert, Karateklanen, Gylle Light og Torden Clausen.

Mosells fiktive univers er dog ikke så selvopfundet som hos Malk de Koijn, men fører hiphoppens hang til rekontekstualisering ud i sine tekster, hvor fiktion og virkelighed, sted og tid sønderklippes og sammenklistres på ny i Mosells særegne dadaistiske logik.

Det er meget passende Track72 alias Malk de Koijns Tue Track, der står som udgiver af og chefproducer på Magisk mytisk mageløs. Og det kaster nogle sublime øjeblikke af sig, ikke mindst den syv minutter lange »Antikommerciel masseappel«, hvor vi diverteres med en episk scratch-sekvens ved Track72 – et strengt nødvendigt overflødighedshorn.

’Antikommerciel masseappel’. Bemærk scratch-sekvensen.

Der er det sygt funky og changerende beat på »Elementernes rasen«, der i lange passager brydes op af scratch-breaks, blæser-intermezzi og en koklokke på afveje. Der er det dynamiske loop af strygere og klaver på »Sindssyge Bertram«, og så er der minsandten også en saxofonsolo og flere velsmurte soulvokaler undervejs.

»Aftenhimlen bliver orange, klokken er kvart i dekadence.«

Altså er Marvelous Mosells debutalbum ikke bare den vildeste lyriske griner, det er også et pænt fråderen musikalsk trip. Og samtidig så tekstligt og musikalsk gennemarbejdet, at man godt kunne købe forestillingen om, at det, vi hører, er lyden af en hvid Stormester Lyn, der bringer et uvejr af lektier ned over en purung hiphop-generation i 80’ernes Danmark.

En antihelt

Men Marvelous Mosell er fra her og nu. Og som vi har lært det fra hans vildt morsomme YouTube-musikvideoer og hans storartede koncerter, så kravler der et utal af tekstfostre og gummiverdener ud af hans hjernevindinger. Og de sjoveste selvpromoveringer.

»Matematikere bruger plus og minus/ Rumfang, radius, cosinus og sinus/ Men må opgive at ku' finde frem til/ Hvordan min seance bringer jer i trance.«

Marvelous Mosell er en tuff småkage i en futuristisk gøglet magtfantasi og en ekspanderende mytologi. Således dukker gamle kendinge fra de tidlige musikvideoer også op på hans nye album. Ove & Jens er her, og gangsteren Robin Rubins kumpan, Sindssyge Bertram, har fået sit eget krimi-track. Det skal han bare være beæret over.

’Sindssyge Bertram’.

Men Mosell er også en antihelt, det kan vi forstå i hans selvbiografiske sange – hans mosellfies, kunne vi kalde dem.

Han er en lidt sølle scorekarl og beskriver sig selv som en gnier. Og i barndomssangen »Mosells fede ferie rap« gemmer der sig bag de slagfærdige rim en måske lidt forsømt knægt:

»Jeg køler af, løber gennem en sprinkler/ Sidder i et træ, løser labyrinter/ Møder en ven midt i ferien/ ’Hva' så, hvor har du været henne?’/ Ok, du har festet med damer, drukket Alabama Slammer, sutteflaske-fodret baby-bavianer/Jamen, jeg har lånt Asterix på Biblioteket og talt alle blomsterne på tapetet.«

Men, hey, kedsomhed kan jo føre til en viril fantasiverden, hvilket protagonisten er et lysende eksempel på.

Og så er der afslutteren, voksensangen »Visdom«, der musikalsk holdes i et passende vemodigt leje, med et klagetema der ville klæde enhver tv-serie fra 70’erne. Og enderim som: »Den tilpassede trives/ Folkefærd fordrives/ Den som har skal mere gives/ Torskene er salte/ Årene er talte/ Selv de hårdeste faldt.«

Her ekspanderer Marvelous Mosell som karakter, og hans rap bliver ikke bare fantasier om en verden, hvor 80’erne og 90’erne er lyslevende, og han er en super sagnfigur. Fortiden bliver også noget, han har levet i som et normalt menneske. Som dig og mig.

Forvirret? Ikke efter at have mærket Marvelous Mosells magi på egen krop. Så giver det alt sammen max mening. Et nyt kontrafaktisk kapitel er blevet skrevet i dansk hiphop-historie.

Marvelous Mosell: ’Magisk mytisk mageløs’ (Track72/Voksenmusik)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Camilla Krag Jensen
  • Anker Nielsen
Camilla Krag Jensen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu