Alt omkring ham er hårdt og koldt og understøtter illusionen om, at numrene er optaget i en gammel fabrikshal: Her er lyden af en blikplade, der bliver trampet på med en tung støvle. Der er lyden af en hammer, der rammer kanten af en stor metalcylinder med en grønlig væske i.
Han selv, den dansk-palæstinensiske rapper fra Aarhus V, Marwan, trækker ordene op fra bunden af sin stemme, udtaler dem med en dyb knirken og knækker dem af, så de får en truende klang og rytmik og hjælper med til at iscenesætte ham som aarhusiansk gangster.
Siden han var fjorten, har han dyrket kriminaliteten, lader han os vide i teksten til »Mentalitet«, det første nummer på hans nye plade Blå. Nu omfavner han lovoverskridelserne som en livsfilosofi. Han har indset, at de er et nødvendigt onde, for han er, ligesom på sit foregående album, Partisaner, kommet for at brænde systemerne ned. Han vil gøre op med alt fra samfundets racisme over pladebranchens dårskab til de største korrupte institutioner i samfundet: bankerne. Ja, hvis han kan slippe afsted med det, vil han vist også gerne omvælte staten.
Derfor, ifølge pladens egen logik, er han nødt til at indtage denne radikale modposition, og det gør han ganske gennemført med en udgivelse, som får os til at mærke den ørkesløse kulde, der lever i hans hjerte, og den vrede, der samtidig holder ham i gang og sikrer, at han ikke stivner.
Stærk stemme
Ubehaget går igennem alle detaljer på pladen. Klangene har uhyggen i sig, lyt for eksempel til den synthesizer, der ligger i baggrunden på »Næste Trin«, mens sproget og hans accent tjener de hårde funktioner i musikken, som han vil have det til at tjene.
Lyrikken gør det hele ekstra kantet, nogle gange en kende til den gode side. Men det er også igennem lyrikken, at der bliver plads til den vigtige humor, som trods alt opstår i køligheden, og som er nødvendig for at pladen ikke forsumper i det dystre. En humor, der er underspillet, så den ikke underminerer hans stemme, men blot føjer en ekstra dimension til hans modstandskunst.
Som når han synger om rappere, der er fanget i systemet, den målrettede rapper, der vil lave »en mil’«, og som svælger i det søde liv, der på komisk vis er defineret ved, at man »spiser spiser masse’ rejer.« Hvilket lyder ekstra morsomt på grund af det kantede og hårde i stemmen. På samme måde, som når han synger, at de i pladebranchen ikke laver »en skid«, men bare »piller bussemænd / De har masse’ tid.«
Den humor er honningen, der får de hårde, tørre og lettere overophobede politiske budskaber til at glide ned. Ellers kunne det nemt være blevet for meget af det, ja, onde. Men tværtimod holder han og hans producer Aksel Toft balancen, og med Blå markerer Marwan sig som en særegen skikkelse i det danske hiphoplandskab.
Den liderlige ligegyldighed
Den upcoming Valby-rapper NODE, der var nomineret som årets nye danske navn ved Danish Music Awards, placerer sig et markant andet sted. Han er en central figur i bølgen af danske rappere, der er begyndt at dyrke den såkaldte afrobeatstil, og på hans singler, som han har udgivet løbende siden slutningen af sidste år, er der nærmest tropisk varmt.
Rytmerne vugger i stil med canadiske Drakes megahit »One Dance«, og synthesizerne danser inciterende i NODE’s swimmingpool, mens han synger med popmelodisk tække helt oppe i toppen af sin stemme om at tage alle stikkene hjem i livets største spil.
Han efterlader hints om noget hårdt, men han er ikke så meget gangster, som han er en dekadent livsnyder, der uironisk maxer tilværelsens kreditkort helt ud. Han er »Indifférent«, som det hedder på hans nyeste single, hvor Sivas byder ind med vokaler, mens alt omkring ham er glat og fugtigt i heden – ikke mindst de lækre, »brede røve«, som hans »prinsesser« vimser rundt med.
NODE bruger også ordenes klanglige og rytmiske egenskaber som vigtige virkemidler. Han synger ikke med klassisk Valby-accent, men tværtimod på et dansk, der er ornamenteret med udpræget eksotiske krummelurer. Som også hjælpes på vej af hans stemme, der har en syntetisk klang og bliver tvunget ud i umulige krøller af en vocoder.
Varmen i lyden er først og fremmest designet til at lokke folk til, men den kommer også til at stå i kontrast til den kulde, der trods alt lurer i det dekadente. Og på den måde opstår en kunstnerisk spænding, der leder tankerne hen på en kunstner som canadiske The Weeknd, i hvis univers alle de forstenede hjerter holder sig i gang med hjælp fra stoffer og ukærlig sex.
Hvor Marwans album truer med at blive for stift og koldt, truer NODE’s sange med at blive for lette, men han balancerer det med sin sans for melodier, hvor der er et lag af melankoli, og med de veludførte produktioner, som holder det spændende på trods af den trygge omgang med de musikalske former. Så selvom det primært er effektiv popmusik, hvor der hverken bliver rusket i tremmer eller i systemer, er der alligevel noget at komme efter hos NODE.
Marwan: ’Blå’ (ArtPeople)
NODE: ’Indifférent’, ’Gi Mig Det Hele’, ’Al Fuego’, ’Blæst’, ’Pakker Bar’, ’Zebah’ (singler) (Sony Music)
