Læsetid: 5 min.

En marxist, en kapitalist og en filmkritiker anmelder ’Den unge Karl Marx’

I dag er der premiere på Raoul Pecks ’Den unge Karl Marx’, og Information har sat en marxist, en kapitalist og en kritiker til at anmelde filmen om den tyske tænker. Marxisten synes, at der er noget elementært umarxistisk ved at lave en film om personen Karl Marx. Kapitalisten mener, at filmen er forelsket i sine hovedpersoner og deres ideologi og ikke beskæftiger sig med de katastrofale konsekvenser af Marx’ tanker. Kritikeren, derimod, synes, at det en potent og mestendels medrivende hyldest til Marx
Karl Marx (August Diehl) flankeret af sin kone, Jenny (Vicky Krieps), og vennen Friedrich Engels (Stefan Konarske) i Raoul Pecks engagerende drama, ’Den unge Karl Marx’.

Karl Marx (August Diehl) flankeret af sin kone, Jenny (Vicky Krieps), og vennen Friedrich Engels (Stefan Konarske) i Raoul Pecks engagerende drama, ’Den unge Karl Marx’.

Another World Entertainment

10. november 2017

Kritikeren

En potent hyldest til Marx

Den unge Karl Marx slutter med Bob Dylan på lydsporet og en montage af filmklip fra nogle af de arbejder-, klasse- og frihedskampe, som har præget verden gennem de seneste mange år. Og således trækker instruktøren bag filmen, haitianske Raoul Peck (tidligere politiker og manden bag dokumentarfilmen I Am Not Your Negro), en lige linje fra offentliggørelsen af Det kommunistiske manifest i 1848 og den internationale arbejderbevægelses fremkomst frem til vore dages økonomiske krise og den kamp for frihed og lighed, som stadig pågår rundt om i verden.

Det er en bombastisk, men også frisk og logisk afslutning på en mestendels medrivende og potent filmisk fortælling om, hvordan to unge, tyske mænd, Karl Marx (en August Diehl, man kan slå sig på) og Friedrich Engels (en lidt fersk Stefan Konarske), ansporet af en fremadstormende industrialisering samles om at give den fragmentariske socialistiske bevægelse ny energi og kraft i form af et fælles filosofisk og teoretisk grundlag.

Den unge Karl Marx begynder i 1843, hvor den 26-årige fattige jøde Marx og hans kone, aristokraten Jenny (Vicky Krieps), må forlade Tyskland, fordi han med sine svidende politiske tekster om de riges udnyttelse af de fattige har gjort sig noget så upopulær. Siden må parret og deres barn også forlade Paris og flytte til Bruxelles.

Energi i diskussioner

Da har Marx mødt Friedrich Engels, hvis far ejer fabrikker i både Tyskland og England. Engels, der skammer sig over farens udnyttelse af de rettighedsløse arbejdere, har begået et studium i forholdet mellem arbejderklasse og overklasse i Manchester, og de to politiske aktivister bliver hurtigt de bedste venner med en fælles mission om at få udbredt deres tanker og ideer om en kommunistisk revolution.

Det er et par frembusende unge herrer, Engels og især Marx, og Den unge Karl Marx henter en del af sin energi i deres mange diskussioner og skænderier med andre aktivister og teoretikere, som har svært ved at kapere Marx’ uforsonlige og arrogante facon.

Det hjælper at kende til Marx og Engels og deres kamp, når man ser filmen, der er om ikke en helgenkåring, så i hvert fald en utvetydig hyldest til den samfundskritiske tænker. Men Peck er heldigvis mest interesseret i de to mænd – og de stærke kvinder ved siden af dem – og derved undgår han som oftest, at fortællingen sander til i kedelig teori og firkantede budskaber. I stedet har han lavet en menneskeligt og politisk engagerende film om den nødvendige kamp for at forandre verden.

Christian Monggaard er filmredaktør på Dagbladet Information

 

Marxisten

Der er brug for fokus på Marx’ tanker

Et af Marx’ mange vigtige bidrag til videnskaben var afvisningen af ’stor mand’-teorien’ om historien, altså den (ofte implicitte) forestilling, at sociale forandringer har sin oprindelse i enestående individer og deres ideer. Historisk forandring er for Marx et resultat af kampe mellem klasser, der under bestemte historiske, materielle omstændigheder kæmper for at forbedre deres levevilkår eller bevare deres privilegier. I sin analyse af Louis-Napoléon Bonapartes statskup i 1851 forsøgte han således at forklare, »hvordan klassekampen i Frankrig skabte omstændigheder og forhold, som gjorde det muligt for en middelmådig og grotesk person at spille rollen som helt«.

Det er heller ikke ideerne, der er den afgørende kraft i overgangen fra én samfundsform til en anden, også selvom de kan »forkorte og formilde fødselsveerne«, som der står i Kapitalen. Tænkning foregår ikke i en logisk æter, men er en del af den verden, den beskriver.

Der er derfor noget elementært umarxistisk ved selve ideen om at lave en film om personen Karl Marx, og hvis man dertil lægger den lange tradition for enten at hylde ham som proletariatets messias eller dæmonisere ham som en autoritær stalinist avant la lettre, er der god grund til at være skeptisk over for Den unge Karl Marx. Der er brug for mindre fokus på Karl og mere fokus på de tanker, der flød sammen og kondenserede sig i hans skrifter.

Filmen lykkes heldigvis nogenlunde med at undgå heltedyrkelse såvel som dæmonisering, og Marx fremstår både sympatisk, arrogant, engageret og selvoptaget. En anden kvalitet er den relativt fremtrædende plads, Marx’ hustru Jenny har, også som en politisk skikkelse. Den unge Karl Marx lykkes også med at illustrere, at Marx og Engels i 1840’erne blot var én gruppe blandt alle dem, der forsøgte at finde ud af, hvad man skulle gøre ved den sociale katastrofe, den moderne kapitalisme var (og stadig er) – og at de hentede mange af deres ideer fra omgivelserne. Det var først langt senere, at ’socialisme’ nærmest blev ensbetydende med ’marxisme’.

Det gør imidlertid ikke op for den omstændighed, at Den unge Karl Marx er en indforstået og jævnt hen kedelig film, der slutter såvel som starter meget pludseligt, og som langt hen ad vejen består af diskussioner mellem selvhøjtidelige og ærekære mænd.

Søren Mau er ph.d.-studerende på Filosofi på Syddansk Universitet og faglitterær kritiker på Information

Fra filmen

Kapitalisten

Et både afgørende og katastrofalt værk

Filmen er en god introduktion til kommunismens ideologiske fundament, men er lidt utroværdig som drama: Alle kapitalisterne er kyniske eller ondskabsfulde, myndighederne er kun borgerskabets brutale lakajer, mens alle kommunister er gode, også menneskeligt.

Marx og Engels fremstår så idealistiske og sympatiske, at det virker som en picnic, når de agiterer for noget så radikalt som afskaffelse af ejendomsretten midt i 1840’erne med politisk censur, der slår hårdt ned på tilløb til revolution. Filmen viser ganske vist repressalierne, men projektet virker som en intellektuel leg for de to herrer. Så er der mere håndfast kampattitude hos Marx’ aristokratiske hustru og Engels’ arbejderkæreste.

Vi ser et varmt kærligheds- og familieliv hos især Marx, mens han skriver, at kapitalismen reducerer familien til et rent pengeforhold uden følelsesmæssigt indhold. Fik det ham ikke til at tvivle på sin egen analyse? Så han ikke farerne i proletariatets diktatur? Ville han ikke ændre holdning, hvis han så markedsøkonomiens velstillede middelklassesamfund? Ikke hvis man skal tro filmens Marx.

Naiv agitation

Med kommunismens uhyrligheder i baghovedet virker hans agitation naiv eller i hvert fald ret teoretisk, selv om vi ser Marx formulere det motto, som står på hans gravsten og møder de studerende på Humboldtuniversitetet i Berlin: »Filosofferne har kun på forskellig vis fortolket verden; men det gælder om at ændre den.«

Og ændre verden, det gjorde Marx og Engels. Det kommunistiske manifest, som filmen viser baggrunden for, er et afgørende skrift i verdenshistorien, og utallige teoretikere og politikere har stået på skuldrene af Marx. Han bidrog til et opgør med den tidlige kapitalismes brutale sociale vilkår for arbejderne, men forsøgene på kommunisme i praksis blev en katastrofe for milliarder af mennesker og skabte grobund for fascisme og nazisme.

Filmen er forelsket i sine hovedpersoner og deres ideologi. Det er meget tydeligt i en montage til sidst, som nok skal vise, hvordan deres tanker har belyst og præget verden de seneste 170 år med verdenskrige, børskrak og frihedsbevægelser. Men ikke et eneste billede af Gulag, diktatur eller tomme butikker, som er marxismens vej i virkeligheden.

Frederik Wiedemann er cand.polit. og medstifter af CEPOS

’Den unge Karl Marx’. Instruktion: Raoul Peck. Manuskript: Raoul Peck, Pascal Bonitzer og Pierre Hodgson. Tysk-fransk-belgisk (Grand Teatret, Vester Vov Vov og Valby Kino i København og en række biografer i resten af landet)

Serie

Kan kunsten æde pengene, før de æder os?

Vi optimerer vores kroppe og investerer i os selv, parforholdet og karrieren. Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi men har også invaderet vores sprog og relationer. Men kunsten går til kamp mod den økonomiske tænkning og viser os, hvor nedværdigende, paradoksal og latterlig den kan være.

I denne uges kulturtillæg spørger vi, om kunsten kan æde pengene, før de æder os? Vi giver jer interviews med teenagedrenge og intellektuelle, anmeldelser og værkeksempler over kunstens kapitalismekritik og undersøger, hvordan nogle værker kan udstille forbrugersamfundet og værditænkning.

Seneste artikler

  • I kunsten er penge ’en straf forklædt som gave’

    10. november 2017
    Kunsten er et modsprog til de regler, vi normalt spiller efter. Her er seks værker, der får kapitalisme og forbrugersamfund til at fremstå ugenerøse, nedværdigende, latterlige og som gift for menneskelige relationer
  • Drengene kalder sig for hypebeasts, og deres hobby er at samle på dyrt tøj

    10. november 2017
    Status, fællesskab og profit. Det er det, der driver de unge drenge, der betegnes som ’hypebeasts’. Traditionelt har tøjdesignerne henvendt sig til kvinder, men nu er teenagedrenge blevet en købestærk og ukritisk målgruppe. Dyre, sjældne mærkevarer er blevet samlerobjekter, og for mange af drengene er det prisen og ikke udseendet, der er det afgørende
  • Kunsten viser os, hvor latterlige penge egentlig er

    10. november 2017
    Vi optimerer vores kroppe og investerer i os selv. Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi, men har også invaderet vores sprog og relationer. Men kunsten går til kamp mod den økonomiske tænkning
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen K Petersen

Underlødige flosker fra vores tids orakler. Argumenter trækkes i en automat, hvor der i bøjet neon står Cepos.
At tænke sig, sådan et personage er medstifter af et foretagende, hvor bidragsyder kan trække deres donationer fra i skat. Vi er alle med til at betale for denne ultra religiøse overtro.

Frederik spørger "markedsøkonomiens velstillede middelklassesamfund?"

Læs Frederik og vær beredt på din tro kommer til at vakle, ja lige frem ryste din grundvold!

https://www.information.dk/udland/2017/11/usas-akademiske-proletariat-dr...

Når kritikeren omtaler Marx som jøde, er der vist tale om en misforståelse. Faderen, der var af jødisk slægt, konverterede til kristendommen, da Marx var ganske lille.

Karsten Aaen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

På Netflix er der en BBC-dokumentar om Karl Marx,Friedrich Nietzsche og Siegmund Freud.
Kan kun anfefales.

Karsten Aaen, Trond Meiring, Ejvind Larsen, Morten Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er jo svært, at kommentere alvorligt på en film, som man ikke har set, men en lille kommentar skal dog falde til kapitalisten her: I den historiske udvikling har vi det med, at efterrationalisere, og Marx kan ligeså lidt gøres ansvarlig for Stalin, som Nietzsche kan for Hitler. I sig selv er det en idealistisk historieforståelse, at idéer på denne måde skulle afføde eller skabe historie.

Nu er ideer på den anden side vel ikke ligegyldige, men at sige, at noget har et begyndelsespunkt i en idé der starter et halvt århundrede tidligere er ikke desto mindre lidt vildt.

Videnskab og filosofi handler dog et stykke ad vejen om, at begribe det som er, og selv om tanker kan være revolutionære, så vokser revolutionære bevægelser dog frem af den sociale virkelighed.

Tanker - eller filosofi er blot en flig af virkeligheden - på samme måde, som de gamle græske filosoffer stadig har appel til os den dag i dag.

Jan Nielsen, Karsten Aaen, Torben K L Jensen, Hanne Wilhjelm, Steen K Petersen, Trond Meiring, Olav Bo Hessellund, Ejvind Larsen, Morten Nielsen, Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel og Søren Christensen anbefalede denne kommentar

Fik set filmen igår. Er mest enig med kritikerens anmeldelse. Kapitalisten giver Karl Marx skylden for fascismen og nazismen, hvilket selvsagt er det rene vrøvl.

EN FILM DER BØR SES !

Karsten Aaen, Steen K Petersen, Trond Meiring, Ejvind Larsen og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar