Læsetid: 3 min.

Meme-hiphopperne river de gamle rapperes rige ned

En ny generation af rappere bruger internettet til at genopfinde hiphoppens forretningsmodeller. Et nybrud, jovist, men også et udtryk for en lang tradition for at genopfinde teknologier fra den herskende, overvejende hvide klasse – og dermed overhale dem indenom
Unge rappere som Playboi Carti oplever en succes, som blandt andet baserer sig på en form for meme-økonomi, idet de er dygtige til at iscenesætte sig selv som tegneserielignende figurer med hang til ansigtstatoveringer og modetøj.

Unge rappere som Playboi Carti oplever en succes, som blandt andet baserer sig på en form for meme-økonomi, idet de er dygtige til at iscenesætte sig selv som tegneserielignende figurer med hang til ansigtstatoveringer og modetøj.

Gary I Rothstein

10. november 2017

Den sorte jazzlegende Sun Ra så allerede i begyndelsen af 1950’erne en ny tids udfordringer – og muligheder – for den afroamerikanske musikkultur. Den kosmiske tænker og musiker forstod, at hans racefæller måtte følge med den teknologiske udvikling og finde måder at genopfinde det hvide samfunds redskaber på.

»Gennem sin musik konstruerede og performede Sun Ra dét, jeg kalder et sort videnssamfund, et metaforisk bevidsthedens Utopia muliggjort gennem videnskab og teknologi,« som Daniel Kreiss skriver i antologien Music and Ideology fra 2012. Altså gennem en appropriation og omfortolkning af nye teknologier kunne den sorte befolkning stige i samfundshierarkierne og ikke mindst i kulturen.

Hurtigspoling frem til midten af 1970’ernes Bronx, New York, hvor hiphoppens videnskab er ved at blive udviklet, netop via en omfortolkning af eksisterende teknologier. Især redefineringen af pladespilleren som instrument – både til scratch og breakbeats – i stedet for som afspilningsenhed er et kvantespring i musikhistorien – uden den ville hiphoppen ikke eksistere, som vi kender den.

Og Sun Ras tanker lever skam også videre i 1980’erne i sorte Detroit- og Chicago-musikeres genbrug af bas- og trommesynthesizere, der var tænkt som akkompagnement til håndspillende musikere, men i stedet kom til at definere lyden af techno og house.

I de tidlige 1990’ere er hiphoppens multimillionærer ved at blive formet i kulturens epicentre, New York City og Los Angeles. D’herrer Puff Daddy, Jay-Z og Dr. Dre bruger teknologi såsom samplere og synthesizere i skabelsen af deres hiphop, og de har siden grundlagt egne pladeselskaber og formået at få deres penge til at yngle i nye forretningsmodeller. Ja, netop de tre kan siges at ligge i kapløb om at blive hiphoppens første dollarmilliardær. 

Ja, Jay-Z har endda indsat sig i endnu et profitabelt led af musikindustrien med sin streaming-tjeneste Tidal – endnu en afroamerikansk appropriation af hvid teknologi, idet Tidal oprindelig var norsk og hed WiMP.

SoundCloud rap

Nu spoler vi frem til 2016 og de sociale medier og digitale distributionskanaler. Nye stjerner som The Weeknd, Drake og Frank Ocean har lært at bygge deres egen stjernestatus uden om de vante kanaler, via onlinekommunikation med fans og en fræk shopping rundt mellem de store aktører. Drake og Ocean har således begge haft premiere på deres musik hos Apple Music, uden at have bundet sig til dem for evigt. De navigerer mesterligt i et ocean af nye muligheder, hvor de gamle magthavere hele tiden er nødt til at stikke til søs for at indhente hedsporerne.

Og endelig: 2017. Her og nu tager en ung generation røven på de gamle drenge, selv unge gamle drenge som Drake. Det sker ikke kun kunstnerisk, hvor deres råt skårne stil falder hiphop-alderdommen for brystet, men også økonomisk, hvor de har fundet et smuthul helt uden om pladeselskaberne ved navn SoundCloud – et site, hvor man kvit og frit kan uploade og lytte til musik. Deraf kælenavnet ’SoundCloud rap’.

Fortrinsvis, men ikke udelukkende sorte rappere som XXXTentacion, Playboi Carti, Smokepurpp, Ski Mask The Slump God og Lil Peep udgiver musik i en heftig strøm til fri aflytning. Vi taler i nogle tilfælde over 100 millioner afspilninger.

Rapperfiguren som meme

Deres succes baserer sig også på en form for meme-økonomi, idet de er dygtige til at iscenesætte sig som tegneserielignende figurer med hang til ansigtstatoveringer, punket pangfarvede dreadlocks, street wear/modetøj, tekster om depression, selvmordstanker, sex og vold samt boomende produktioner i lo-fi-kvalitet. Det er rapperfiguren som meme, og det gør dem lette at afkode og hurtige at forelske sig i.

Og det er en profitabel forretningsmodel, fordi de samtidig får enorme mængder – betalte – aflytninger på streamingtjenester, optræder ved udsolgte koncerter og sælger masser af merchandise.

Men tag ikke fejl. Som med alle andre boomende økonomier, så vil disse rappere også blive indoptaget i de herskende strukturer. Pladeselskaberne er allerede i gang med at charme sig ind på hedsporernes territorium, og Smokepurpp og XXXTentacion er allerede begyndt at udkomme på multinationalt ejede selskaber. Ja, Smokepurpp er – helt i overensstemmelse med meme-økonomien – blevet udstyret med et team bestående af bloggere, grafiske designere og merchandiseeksperter.

Kapitalismen er en repressiv, men tolerant organisme, der før eller siden indoptager og profiterer på oprørske elementer. Og således vil også disse rappere en dag være gammelt nyt og bliver overhalet indenom af en ny generation, der bruger andre og nyere teknologier på overraskende måder. Utopia har tilsyneladende altid en udløbsdato, men bliver også konstant genfødt i uventet form.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu