Læsetid: 2 min.

MØ åbner op for skrøbeligheden på ny EP

Danske MØ har de seneste år taget den internationale scene med storm. Nu er hun klar med sin første større udgivelse i tre år, der er en fin tilføjelse til hendes voksende værk
På sin nye EP synger MØ både med kraft og sjæl.

På sin nye EP synger MØ både med kraft og sjæl.

Benjamin Nørskov

3. november 2017

Det skønne, det seje og det smadrede er tre sider af samme sag for danske MØ. Sådan har det været, siden hun omkring 2012 sprang ud som popsanger efter i nogle år at have givet den som punkkunstner i duoen MOR.

Ja, denne udtrykscocktail er noget af det, der har gjort hende til en helt særlig figur på den internationale popscene, og den er også betegnende for hendes nye udgivelse, When I Was Young – EP, der består af seks numre. Her er der både plads til rå læderbukser og yndige blondebluser. Til dybrøde rosenblade og afbleget hår med mørke udgroninger.

Stilistisk tager hun ingen kvantespring på When I Was Young. Der er stadig godt smæk på både de rytmisk pulserende elementer og de syntetiske bølger af lyd, der vasker ind over lytteren. Det meste af tiden synger Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen både kraft- og sjælfuldt med sin perfekt uperfekte vokal.

Og når de elektroniske lydkulisser truer med at blive lidt for renskurede for den unge, danske popsangerinde, smider hun lige en gang rust på stemmen, der får det hele til at dirre. Sådan som hun plejer.

Poesibogsidyl

Men hun viser nye sider af sin klang, når hun på nummeret »Turn My Heart to Stone«, der i øvrigt lægger ud med et saxofontema, går helt op i de mest luftige lag i sin vokal.

Her opstår en sårbarhed, som måske nok er seksuelt ladet, men som også bare giver noget helt skrøbeligt til lydbilledet. Det er lige ved at knække, selvom man fornemmer, at hun har fuld kontrol.

Det udtryk har jeg ikke hørt fra hendes side før, i hvert fald ikke på den måde, og det klæder hende. Ligesom det klæder EP’en, at den er skrevet med en voksens længsel efter ungdommens poesibogsidyl, dengang ferierne varede for evigt og følelserne prikkede livligt på huden.

When I Was Young er med andre ord en fin tilføjelse til hendes voksende værk. Ikke mindst fordi skrøbeligheden får lov at være den æstetiske æresgæst.

MØ: ’When I Was Young – EP’ (Sony Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu