Læsetid: 4 min.

Morrissey er et orgie af selvmodsigelser

Musikalsk set strutter Morrisseys ellevte album af overskud og opfindsomhed. Teksterne tyder derimod på en fatal mangel på inspiration, hans engang så herligt kontrære udgydelser lyder forudsigelige og tamme denne gang
Klaus Lynggaard lod sig til en begyndelse fuldstændig forføre af Morrisseys nye album, Low in High School. Men så kom han til at lytte til teksterne.

Klaus Lynggaard lod sig til en begyndelse fuldstændig forføre af Morrisseys nye album, Low in High School. Men så kom han til at lytte til teksterne.

Etienne/BMG

17. november 2017

58-årige Steven Patrick Morrissey er et sitrende bundt paradokser, umulig at elske, svær ikke at holde en lille smule af. En aggressiv pacifist, der stejlt afviser enhver krigshandling, men helt bogstaveligt kræver hovederne af folk, som har mishaget ham, på et fad.

En militant dyrerettighedsforkæmper, der nådesløst fordømmer mennesker, der plager dyr, således kaldte han rask væk alle kineserne for ’undermennesker’ grundet landets praksis med at flå hunde og katte levende, men generelt fuld af afgrundsdyb foragt for mennesker. Nådesløs i sin kritik af andre, men nærtagende, grænsende til det paranoide, når han selv rammes. Priste i årtier cølibat og jomfruelighed, indtil han forelskede sig, sprang ud som bøsse og i en uventet kovending lyrisk henført besang kødets lyst.

Morrissey stiller sig (næsten) altid på underhundens side, men fører sig både frem som og forventer at blive behandlet som en nobilitet. Er endvidere britisk nationalist med dybsiddende had til det engelske kongehus, hvis medlemmer han alle ønsker hen, hvor peberet gror. Besidder en særdeles skeptisk holdning til indvandring, samtidig med at han stejler fuldstændig, hvis han kaldes racist. En lidenskabelig fortaler for individets ret til såvel selvudfoldelse som fred for omgivelsernes indblanding – med mindre Morrissey altså ikke bryder sig om vedkommende, så skal de middelalderlige torturinstrumenter op fra kælderen. Osv. Altså et orgie af selvmodsigelser, men totalt blottet for evnen til selv at se det.

Født gammel, men stadig i trodsalderen

Morrisseys solokarriere – som immervæk har pågået i 30 år, siden hans stilskabende ensemble The Smiths efter fem heftige år smed håndklædet i ringen i 1987 – deler til stadighed vandene. Der findes dem, som i ramme alvor mener, at alt hans soloarbejde er det rene crap, ligesom der er dem, der finder, det er guld det hele. Et sted midt i mellem ligger Deres udsendte, som finder det sådan 60-40 til den positive side, og at ikke mindst de fire foregående albums fra dette årtusind alle holder vand, hvad angår bidskhed, sproglig skarphed, musikalsk substans og vokal finesse.

Alderen synes ikke at tynge denne Morrissey, der i øvrigt forekommer at være født gammel uden nogensinde sådan seriøst at have forladt trodsalderen, for nu at blive i paradokserne.

Og min første reaktion, da jeg lyttede til Low in High School, hans ellevte soloskive og den første på eget pladeselskab, var uforbeholdent positiv. Hvilket skyldes, at den musikalsk set er i top, afvekslende og opfindsomt produceret, spillet med lige dele intensitet og finesse samt sunget sjældent flot, næsten alle ti sange er på værd at lytte til, fulde af ofte overraskende instrumentering i nogle fejende flotte arrangementer og med lidt plads til tonal inspiration fra såvel Den Iberiske Halvø som Mellemøsten, hvilket føjer nye facetter til mandens i forvejen rige udtryk.

Lovlig mange dumheder

Morrissey har jo ikke ry for at være nem at arbejde sammen med, og der har altid været et vist gennemtræk i hans backingbands, fraset den trofaste guitarist Boz Boorer, der har stået distancen side 1992, og Jesse Tobias, som siden 2005 ligeledes har stået for excellent guitar.

På forgængeren World Peace Is None of Your Business (2014) kom den gudbenådede tangentspiller Gustavo Manzur til, og i denne ombæring er Mando Lopez blevet indforskrevet som bassist. Alle fire herrer leverer melodier til solistens tekster, og fraset det bombastiske »Israel« er der ikke en svipser iblandt. Det er sonisk kræs, fandens fedt at lytte til, og jeg lod mig til en begyndelse fuldstændig forføre og så for mig en overskrift som »En miserabel misantrops mesterværk« og lignende afsindig allitteration.

Men så lyttede jeg til teksterne, og tvivlen begyndte at melde sig, for udover at der er en beklagelig mangel på de der uforglemmelige enkeltlinjer, Morrissey mestrer som få, får han altså også fyret lovlig mange platituder og deciderede dumheder af.

Så når han lægger ud med en svada som:

»Teach your kids to recognize and despise all the propaganda
filtered down by the dead echelons mainstream media«

Så bliver jeg sgu lidt træt. Også du, Steven Patrick? Eller når han på den i øvrigt fængende single »Spent the Day in Bed« opfordrer til at: 

»Stop watching the news!
because the news contrives to frighten you
to make you feel small and alone« og bla-bla, ja, så er det jo ikke ligefrem den mest ætsende mediekritik, man har hørt på denne side af Trump.

Og de utallige henvisninger til arbejdets fordummende og sløvende effekt, what’s the fucking alternative, dude? Vi kan ikke alle blive i sengen hele dagen, hvis vi vil betale husleje, vel? Og hvor skal jeg i øvrigt stille sengen, hvis jeg sættes på gaden?

Fra Det Arabiske Forår til oralsex

På samme måde er antikrigssangen »I Bury the Living« næsten en parodi på samme, måske skulle han læse nogle mainstreamaviser og se noget nyheds-tv for at forstå, for hvor mange ordet ’nej’ ikke er en mulighed. Det er jo næsten hippie-naivt, Steven Patrick. Ja, av av av.

Den afsluttende uforbeholdne hyldest til Israel på nummeret af samme navn må han selvfølgelig selv stå på mål for, men igen forsimpler han en vanvittig kompleks situation på en måde, der hverken klæder ham eller emnet. På samme måde som der er noget bizart (om end underholdende) i måden, han på »In Your Lap« frisk springer fra Det Arabiske Forår til trangen til oralsex.

Bedst er han på den selvbiografiske »Jacky’s Only Happy When She’s Up on the Stage«, hvor protagonisten er »free in the truth of make-believe«.

Jo, Morrissey har som så mange store kunstnere skabt en alternativ verden til den mere velkendte, vi andre trasker rundt i, lysvågne og påklædte, mens vi læser aviser og passer vores forpulede arbejde. Jeg er nemlig ikke sikker på, at der er plads til ret mange andre end ham selv deri.

Morrissey: ’Low in High School’ (Étienne/BMG)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu