Læsetid 5 min.

Mumitroldene går efter verdensherredømme. Man kan forestille sig langt værre imperialister end dem

Premierefilmen ’Mumitroldenes vinter’ og det nyåbnede mumi-museum i Finland vidner om, at verden stadig bliver lidt lunere i selskab med Tove Janssons omsorgsfulde væsener med de store flodhestemuler
’Mumitroldenes vinter’ bliver næsten en mindfulnessøvelse for varmehungrende voksne i det skandinaviske mørke.

’Mumitroldenes vinter’ bliver næsten en mindfulnessøvelse for varmehungrende voksne i det skandinaviske mørke.

Angel Films

24. november 2017

Too-Ticki. Alene navnet er fint at smage på, og karakteren er et godt eksempel på de mange skæve eksistenser, som finurligt sameksisterer i Tove Janssons dal med mumitrolde.

Too-Ticki er baseret på Tove Janssons livspartner, grafikeren Tuulikki Pietilä. Hun går altid i stribet trøje, bukser og hat over det korte hår. Om vinteren bor hun i badehuset, mens mumitroldene går i hi.

Hun er praktisk anlagt i forhold til livets mange små og store udfordringer, og hun er en skøn kontrast til de milde mumier med de store muler, som tit har brug for en hjælpende hånd. Ikke mindst når de pludselig bestemmer sig for at være vågne hele vinteren, fordi de gerne vil møde ’Julen’, som de længe tænker er en helt særlig person.

Mumierne er på glatis i vinterverdenen, men Too-Ticki og andre er heldigvis leveringsdygtige i en bred vifte af både praktiske og hyggelige tips om kvaliteterne ved julen og kulden.

Kan man ikke komme i decemberstemning, burde Mumitroldenes vinter og Too-Ticki klare julemosten. Too-Ticki elsker nemlig vinter. Mens mumierne savner sommersolen, har hun forstået vinterens værdi, og Mumitroldenes vinter bliver næsten en mindfulnessøvelse for varmehungrende voksne i det skandinaviske mørke, mens de fleste børn jo helt enkelt bare elsker alt med sne.

Ingen Disney i dalen

Der er tidligere lavet både tegnefilm og stop-motion-film om mumitroldene, som efter sigende blev skabt, da den unge Tove Jansson tegnede en karikatur af filosoffen Immanuel Kant på toiletvæggen i sit finlandssvenske barndomshjem. Siden udviklede figurerne sig i en rundere retning, og den første bog om livet i Mumidalen udkom i 1945. Fra 1950’erne kunne udlandet læse med, både i form af oversatte bøger og som en tegneserie i London Evening News.

Den nye film bygger på bogen Troldvinter, der er den femte bog om mumitroldene, oprindelig udgivet i 1957. Bogen er kendt som en af de mere dystre mumifortællinger, bl.a. fordi mumierne netop ikke føler sig hjemme i de uvante vinterlandskaber.

Da filmen blev annonceret sidste år, skete det med lanceringen af popsangen »Lad det sne« (ikke at forveksle med Frost-hittet »Lad det ske«) på hele 23 sprog og præsentationen af svenske stjerner som Stellan Skarsgaard og Alicia Vikander på stemmesiden i den internationale version.

Det første møde med den nuttede snesang gav bange anelser om, at der var gået Disney i Mumidalen, og at alle kanter og karakterer nu var slebet efter slidte skabeloner, men det er heldigvis ikke tilfældet.

Trailer til 'Mumitroldenes vinter’.

Filtet hygge i klippeklistreland

Den finsk-polske film holder trofast fast i det adstadige tempo og den godmodige grundstemning. Der er masser af nordisk lokalkolorit med alt fra blåbærtærter til tranebærdesserter, mens de charmerende væsener fra Mumidalen i fællesskab gør sig klar til at møde julen. Lille My er stadig vidunderligt stædig og legesyg på slæde i sneen. Samtidig er der plads til en smule af bøgernes mørkere sider i form af de uhyggelige ulve og Murren – men ikke mere end at de yngste familiemedlemmer også kan se med.

Mumitroldenes vinter er lavet som stop-motion-dukkefilm, og de mundløse mumitrolde har den udfordring, at de kun kan udtrykke sig med øjnene. Derfor bliver materialerne, rekvisitterne og scenerierne centrale, for en stor del af stemningen sidder i filten eller i det særlige mønster på sengetøjet.

Filmens smukke landskaber med sne og nordlys lader den stemningsfuldt tegnede Isfrue vandre forbi, mens stearinlysene skinner som stjerner og juletræet stråler med mumimors broche i toppen.

Flere af situationerne fremstår fuldstændig som de scenerier, man siden denne sommer har kunnet se som en del af det nyåbnede Mumi Museum i Tampere. Jeg var der i august – sammen med de mange asiatiske mumifans, der var valfartet til det finske – og der så jeg Too-Ticki som minutiøst udført figur fiske fra en lille bro over vinterlandskabet, mens Lille-My boltrede sig i sneen.

Mumier med lys og lyd

Mumitroldenes vinter fremstår på den måde tro over for Janssons originalunivers, som man på museet kunne udforske i en udstilling med over 400 illustrationer og 30 scenerier, fra de allerførste tegninger af mumier til det univers, som siden er blevet populært som bøger, film, kopper og andet med karaktervenlige overflader.

Fra man kommer til museet i bygningen, der også rummer Tamperes symfoniorkester, fornemmer man, at man er i sikre mumihænder. En imposant bronzemumi byder velkommen udenfor, men indenfor træder man ind i et mere stilfærdigt og smukt lyssat univers med naturen i fokus, hvor man bevæger sig rundt mellem lyden af rislende bække eller den første, forsigtige sne.

Undervejs kan man høre tekstuddrag på alverdens sprog eller kravle ind i troldmandens interaktive hat og se, hvad der sker. Det er ikke mindst en fornøjelse at høre teksterne læst på finlandssvensk, hvor man forstår det sagte, men samtidig møder sprogets særlige klang og den rolige rytme i forfatteren Janssons fine tekster.

Illustratoren Janssons arbejde med det unikke karakterdesign og de nordiske landskaber er også spændende at se i virkeligheden, fra de mere enkle sort-hvide skitser og tegninger til farverige akvareller og de flotte modeller.

Museets stolthed er det femetagers mumihus, som Jansson lavede sammen med Tuulikki Pietilä og en ven i 1970’erne. Ligesom man nyder detaljerigdommen i den nye films scenerier og landskaber, kan man i mødet med det over to meter høje hus selv bruge lang tid på at gå på opdagelse i mumifigurernes dagligdags projekter blandt de smukt modellerede miniaturemøbler.

Mumierne – og århundredets finlandssvensker

Den nye film og museet vidner om, at der stadig er stor interesse for Tove Janssons excentriske mumidal med plads til både den ordensfikserede Filifjonk eller den filosofisk anlagte Mumrik. Kometer og andet kan true, men alt bliver godt til sidst, hvis dalens mange forskellige eksistenser kan finde ud af at stå sammen.

Jansson har skabt et rigt univers med mange nuancer for både voksne og børn, som også danskerne gradvis har taget til sig. Der er ikke noget at sige til, at hun tidligere denne måned blev kåret som århundredets finlandssvensker, da den svensksprogede del af den finske public service tv-station YLE lod seerne vælge blandt 22 kandidater. Jansson løb sikkert med sejren med markant flere stemmer end den legendariske finlandssvenske militær- og statsmand Carl Gustaf Mannerheim på andenpladsen og komponisten Jean Sibelius på tredjepladsen.

Med de seneste års stigende anerkendelse af maleren Janssons virke som mere end ’bare’ mumimor og med en ny, stor finsk-britisk tv-serie om mumierne i produktion, er både Jansson og mumitroldene sikkert ved at indtage stadig mere af verden. Det er godt gået på baggrund af en Kant-karikatur.

’Mumitroldenes vinter’. Instruktion: Ira Carpelan og Jakub Wronski. Manuskript: Ira Carpelan, Piotr Szczepanowicz og Malgorzata Wieckowicz-Zyla over Tove Janssons univers. Finsk/polsk. (Premiere i et sneskred af biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu