Læsetid: 3 min.

Mungo Parks fatale forelskelse i Politiken

’Fritz Hansen Folket’ forvandlede sig fra en minefeltsforestilling til en revymontage for et købestærkt kernepublikum. Oprigtigheden susede ud i tågen over Nordsjælland, mens forestillingen skrumpede. Uden at nogen bandt nogen, hverken på mund eller hånd
Den forkælede kulturembedsmand – i Henrik Prips rammende overskudsfortolkning – der styrer verden som kulturradikal i Fritz Hansen Folket. I hvert fald indtil hans arbejdsplads skal udflyttes til Esbjerg.

Den forkælede kulturembedsmand – i Henrik Prips rammende overskudsfortolkning – der styrer verden som kulturradikal i Fritz Hansen Folket. I hvert fald indtil hans arbejdsplads skal udflyttes til Esbjerg.

Bjarke MacCarthy

3. november 2017

Det er al ære værd, at Lasse Bo Handberg indleder sin teaterchefperiode på Mungo Park Allerød med en revselsesforestilling om de kulturradikale. Den nu 45-årige Lasse Bo Handberg har siddet som chef i Mungo Park Kolding de sidste fem år og betragtet københavnerarven fra brødrene Brandes på afstand. Denne sæson har han så indtaget Nordsjælland, og det skal tydeligvis kunne mærkes i alle hjem med designermøbler og Louisiana-årskort.

Hans første forestilling er Fritz Hansen Folket – en tydelig satire over den kulturradikale klasses forundring over ikke længere at tilhøre det herskende lag. Forestillingens tekst har han skrevet sammen med dramatikeren Line Mørkeby, og det er instruktøren Kamilla Bach Mortensen, der har realiseret ideerne på scenen – klart, muntert og kækt.

Der er da også en ægte Fritz Hansen-stol på scenen, Arne Jacobsens Svanen, som skuespilleren Henrik Prip søger ly i, når hans deroute som kulturembedsmand bliver for slem, og han trænger til at lytte til noget jazz. For han er en tidsaktuel, selvsikker københavner, der bliver beordret til Esbjerg med sin statslige arbejdsplads.

Udflyttet jazznørd

»Jeg er en slags,« siger han som sit humanismemantra. »Jeg er en mand, et menneske, en far, en, der har et arbejde – en humanist.«

Det er en flot begyndelse på forestillingen. Henrik Prip har en afvæbnende imødekommenhed og en modig normalitet over sig – man kommer simpelthen til at holde af denne sjokkende jazzelsker.

Desværre rutsjer forestillingen. I sit udtryk ligner den ellers en typisk Mungo Park-forestilling – med teatersportsagtige forenklinger og karikerede cliffhanger-overgange, der trives i Nadia Nabils symbolske trappescenografi med evighedsgardiner. Halløj, der kommer Poul Henningsen! Goddag til ’nu leger vi, at vi er brødrene Brandes’, der dukker op i form af Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand som intellektuel klovneduo. Etcetera.

Men forestillingen får aldrig fat i kernen af kulturradikalismen. Den har mere travlt med at lave hotte billedshots af Josephine Bakers bananskørt – eller i hvert fald af Nana Morks i smækkert udbrud – end med at få os til at mærke, hvordan kulturradikalismens selvsikkerhed og sammenbruddet af den danske velfærdsmodel hænger sammen.

Man binder os

Musikalsk lyser forestillingen op, når musikeren Morten Ærø overtager lyset i sit instrumenthjørne. Men allermest når Marianne Mortensen synger med på »Man binder os på mund og hånd«. Hendes vidunderlige sangstemme behøver ikke engang at synge rigtigt ud for at sprede gåsehud - bare hun nynner, kan man mærke lyden risle.

Lasse Bo Handberg er forelsket i Politiken. Det er vi mange, der er. Derfor er det spændende, at Fritz Hansen Folket faktisk tør bevæge sig ind i Politikens nyeste kulturkonflikt, nemlig afviklingen af den faglige kunstkritik – med teaterkritikken i front, selvfølgelig.

Marianne Mortensen kaster sig i hvert fald empatisk ind i rollen som intellektuel, men håndforvreden Ditte, der er en fiktiv, mangeårig, fastansat teateranmelder ved Politiken. Men ak! I den nye, kulturradikale virkelighed bliver hun fyret af avisens chefredaktør, Christian – i form af Jonas Munck Hansen med drenget hyperbegejstring.

Lige i synet

Sådan. Lige i synet på virkeligheden.

In your face ville den autentiske Ditte-anmelder antagelig kalde det i spalterne. I denne scene gibbede det i publikum. Så meget for det kulturradikale livssyn. Til premieren kunne tilskuerne endda samtidig skæve over til Politikens kloge anmelder Monna Dithmer i ærefrygt og sympati. Så vi sad alle sammen på nåle og ventede spændt på næste scene. For hvad ville Mungo Park få Politiken til at gøre i kulturradikalismens hellige navn?

Ingenting, viste det sig. Ingenting, såmænd. Forestillingen slap grebet. Forlod emnet. Lod Politiken forgrove kulturen – og lod os grine lidt fjoget.

Væk var alvoren og kampgejsten. Fritz Hansen Folket forvandlede sig fra en minefeltsforestilling til en revymontage for et købestærkt kernepublikum. Oprigtigheden susede ud i tågen over Nordsjælland, mens forestillingen skrumpede. Uden at nogen bandt nogen, hverken på mund eller hånd.

Eller hvad? Måske var det bare mig, der oplevede forestillingen sådan. Men jeg er vel også en slags – humanist.

’Fritz Hansen Folket’. Koncept: Lasse Bo Handberg. Tekst: Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg. Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Nadia Nabil. Koreografi: Anja Gaardbo. Musik: Morten Ærø. Mungo Park Allerød. Til 11. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu