Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Muppet-mysterie for børn og deres voksne

Fire af årets julekalendere på dansk tv giver fire meget forskellige bud på, hvordan man fordeler en samlet højtidsfortælling i små indpakninger. Nogle vil poesiens og antydningens kunst. En af dem er ’Ramajetternes jul’ på DR Ramasjang
'Ramasjetternes jul' er årets julekalender på DR Ramasjang.

'Ramasjetternes jul' er årets julekalender på DR Ramasjang.

Bjarne Bergius Hermansen

Kultur
1. december 2017

Svigermors drøm, Ramasjang-værten Kristian Gintberg, er det samlende element i Ramajetternes Jul på Ramasjang, der forbinder to af kanalens populære programmer Ramajetterne og Ramasjang Mysteriet. De to, for dem med småfolk i målgruppen, særdeles velkendte universer udspiller sig henholdsvis som et muppetshow i en lufthavn, hvor Kristian er den langtfra strikse chef, og som et detektivprogram, hvor børn hjælper Kristian med at løse et mysterium, der involverer de andre kendte karakterer fra Ramasjang.

Som det fremgår i denne uges udgave af Informations kulturtillæg, er Ramasjang et studie i vellykket konceptualisering. Værterne bevæger sig på kryds og tværs mellem programmerne på kanalen og opbygger relationer til hinanden, så man nemt forestiller sig, at de faktisk bebor den donutformerede discworld-agtige formation, der udgør landet Ramasjang i logoet. Det er en god idé at kombinere Ramajetternes dukker med det fortællemæssige drive, der ligger i Ramasjangmysterierne.

Julemandens computer er mellemlandet i Ramasjanglufthavnen, og ramajetterne må bevogte den dyrebare last natten over, inden piloten Sus skal fragte den videre til Grønland. Men katastrofen indtræffer:

Computeren bliver stjålet, og julen er i fare. Øvst, Finn Falk, Flummer og Sus, som de sjove dukker med hver deres skæve særtræk hedder, allierer sig med et ægte barn, Kristians niece, i jagten på den forsvundne computer. Sjovt nok hedder hun også Selma – ligesom hovedrollen i hovedkanalens julekalender. Redaktionerne kunne godt lige have snakket sammen, tænker man.

Det må svært at spille skuespil over for en flok hånddukker, mens man skal abstrahere fra, at dukkeførerne og dermed medspillerne befinder sig nede ved gulvet. Derfor fortjener niårige Johanne Marie Brandt, der spiller Selma, helt eksplicit og stor ros for at gøre det med en så oprigtig empati. Gennem hendes blik ser vi andet og mere end dukker. Ramajatternes Jul er for de små børn, men som det så ofte er tilfældet på kanalen, så betyder små børn ikke aber – det gør det ellers tit andre steder. Dukkernes forskelligheder gør dem til hele individer, og vi lærer at kende og forstå dem.

Nogle gange glipper det selvfølgelig, og Kristian Gintbergs stemme bliver lys og overbærende, som det kan ske for de fleste voksne, når de taler til børn og et øjeblik glemmer, at de ikke er aber. Men det sker trods alt imponerende sjældent.

Ramajetternes Jul er den slags småbørns-tv, som man ikke bliver idiot af at se som voksen, faktisk er det ofte virkelig sjovt – ikke mindst julehaderen den fåmælte Finn Falk – og når voksne synes det, så er der en stor chance for, at børnene også ville kunne lide det.

’Ramajetternes Jul’ vises hver dag på Ramasjang kl. 17

Serie

Public service-eftersyn af DR-kanalerne

Kulturredaktionen kaster sig hver uge over en af Danmarks Radios tv-kanaler op til næste års medieforhandlinger.

Hvad kunne de engang, hvad kan de nu og hvad bidrager de til?

Seneste artikler

  • DR Ultra er både moralsk og umoralsk

    22. december 2017
    På DR Ultra er der både præstationssamfundsfremmende og -nedbrydende programmer. Når det er værst tales der ned til målgruppen på de 7-12 årige, når det er bedst tales der med dem – og det gør der for det meste. I kulturredaktionens gennemgang af DR’s kanaler er vi nået til DR Ultra
  • En 8-årig anmelder: ’Ultras Sorte Kageshow er nok mit yndlingsprogram’

    22. december 2017
    Eva Brask Thormann ser kun DR Ultra på iPad, for dér kan hun selv bestemme, hvad hun vil se. Hun elsker Klassen og DR Ultras dramaserier generelt, men kan ikke lide, når de bander
  • DR Ultra er en lille hovedkanal

    22. december 2017
    DR Ultra er god til at tilbyde noget forskelligt og noget udfordrende til deres seere, der ikke nødvendigvis har andet end deres alder til fælles. Det skal de ikke være bange for at blive ved med, når de ikke længere laver flow-tv
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her