Læsetid: 4 min.

Peter Handkes essay gennemlyser mennesket

Med ’Forsøg over svampenarren’ leverer Handke en dybt indsigtsfuld guidet tur gennem menneskesindets besvær med at finde sig til rette i verden
Peter Handkes essay er så overlegent og koldsindigt, næsten kynisk, gjort, samtidig med at det er en dybt indsigtsfuld guided tur gennem menneskesindets besvær med at finde sig til rette i verden.

Peter Handkes essay er så overlegent og koldsindigt, næsten kynisk, gjort, samtidig med at det er en dybt indsigtsfuld guided tur gennem menneskesindets besvær med at finde sig til rette i verden.

Cecar Cabrera

18. november 2017

Ud over dramatik, lyrik, romaner og noveller skriver den østrigske forfatter Peter Handke også essays, blandt andet en lille serie med ’Forsøg’. Forsøg over trætheden, Forsøg over jukeboxen, Forsøg over en vellykket dag og nu denne: Forsøg over svampenarren.

Mystisk titel, tænker man, og ser dansende, grinende paddehatte a la Elsa Beskow for sit indre blik.

Dem kan man dog godt glemme alt om, det finder man hurtigt ud af. Og i løbet af læsningen bliver man både overbevist om, at svampenarren findes i virkeligheden, og at essayet gennemlyser menneskelig skrøbelighed og dårskab i langt større skala end det, denne ene mand repræsenterer, totalt bidt af at samle svampe, som han bliver.

Jeg tøver med at skrive ’bidt’, selv om jeg kan være relativt sikker på, at læseren forstår den metaforiske mening, men Peter Handkes forhold til sproget har det med at gøre én konstant mistroisk over for sit eget ordvalg. Bare hans indledning:

»’Så er det alvor igen!’ sagde jeg for lidt siden uvilkårligt til mig selv, før jeg begav mig på vej over til skrivebordet.« – Og så fortsætter overvejelserne:

»Hvordan det? De få skridt ud og bagefter ind til skrivebordet: en ’vej’? ’begive sig på vej’? et ’opbrud’? Sådan forekom det mig. Sådan oplevede jeg det. Sådan var det.«

Afsnittet slutter: »Så lad det da blive alvor.«

Hvorefter man ’for alvor’ er blevet mistænksom. Hvor alvorlig er denne superoverlegne forfatter, der alvidende beretter om en nu forsvunden ven, der blev en ’svampenar’?

Undervejs i essayet dukker ransagningen af sproget flere gange op: »det smagte,« står der om en svamperet, med fortsættelsen: »og smager og vil have smagt.« Beretningen går herefter over til beskrivelsen af en hussvamp, der opæder vennens hus, hvorefter haven invaderes af stinksvampe!

Stilheden

Men alvorlig er Handke i beskrivelsen af sin usikre barndomsven fra landsbyen, der har et særligt indforstået forhold til skovens natur. Hvis man ved alvor forstår psykologisk skarpsyn, for det er der til overflod i skildringen af vennens udvikling.

Hvordan han bliver en estimeret forsvarsadvokat, bliver gift og får en søn. Hvordan hans advokatarbejde i en lang periode er succesfuldt, fordi han henlægger sin arbejdsplads til et særligt godt karljohan-svampested i skoven, til skovguden Pans verden, skjult bag et buskads. Her forenes indsigten i naturen og i menneskene, som han får indsigt i via de forbipasserendes ageren og snak(!). Han forsoner sig med tiden, der før faldt ham så lang, at han måtte gå i biografen for at få den til at gå, til han kunne sove, og han fyldes af en stor indre fred:

»Og når han så fandt, når han fik øje: Da stilnede det så helt anderledes end nogen film den uendelige kværnen i hans indre, stilnede det de sjælløse refræner, stilnede det de plagsomme falske melodier, stilnede og stilnede, og stilnede, og gjorde stille og skabte stilhed.«

Dette er svampenarrens lykkeligste stund, før kærligheden til svampe mere og mere bliver til en besættelse, der tager magten fra ham og ødelægger hans liv. Med endnu en uheldsvanger formulering bliver han »enehersker over sig selv«. Men de bedste svampe finder han i bombekratere fra Anden Verdenskrig. Konen flygter fra ham med sønnen. Han bliver mere og mere hovmodig og nedladende over for andre – herunder sine klienter. Til slut bliver svampejægere for ham til »menneskehedens sidste eventyrere, om ikke ligefrem de sidste mennesker«.

Til sidst ser han alt, selv skorstene, som svampe, og han ender med i en sanseløs jagt på flere og flere svampe at forsvinde sporløst i et af bombekraterne.

Den internationale domstol

Advaret om skrøbeligheden i svampenarrens indre fred er man jo allerede af sproget i passagen om stilheden, der vendes og drejes og ikke vil stå stille, men samtidig leder den over i et andet lag hos Handke: henvisningerne til virkeligheden. De er få og små, men højst signifikante.

Om bombekraterne hedder det, at de var »fyldt med kvas og et halvt århundred gamle visne blade, hvori der lå spredte blikkrus og stålhjelme«, men at svampenarren ikke ønskede at vide »eller bare ane noget om nogen fortider uanset hvilke, men at lære kun af nuet, her og nu«.

Som altså til sidst opsluger ham, da han ikke længere kan løsrive sig fra svampejagtens nu.

Og vennens advokatarbejde foregår ved ’Den internationale domstol’, som kun kan være FN’s domstol i Haag. Han forsvarer altså krigsforbrydere. Midt i den forrygende sproglige tour de force mindes man om, at Peter Handke forsvarede både Milosevic og Karadzic, og at han dukkede op og holdt tale ved Milosevics begravelse. Også den politiske nar – som man jo synes, Handke er – skyder i et trodsigt nu hovedet op fra skovbunden.

Alvor?

Med en så flertydig tekst tøver man med bombastiske udlægninger, men mon ikke essayet blandt andet peger på, at man ikke kan løsrive sig fra historien, tænker man. Så let slipper man dog ikke! Spørgsmålet om fortællerens alvor har rørt uroligt på sig under hele læsningen, og hvad gør han så til slut?

Svampenarren dukker efter nogen tid op på Peter Handkes pariserbopæl og er tilsyneladende kureret for sin dårskab. Peter Handke, der nu træder frem som sig selv, arrangerer et møde mellem vennen og den kone, der flygtede fra ham, og de genforenes i et lykkeligt favntag!

Jeg tør godt afsløre slutningen, for kun hvis man læser essayet mere naivt, end Peter Handke tillader, kan det kaldes en spoiler. Det hele er så overlegent og koldsindigt, næsten kynisk, gjort, samtidig med at det er en dybt indsigtsfuld guided tur gennem menneskesindets besvær med at finde sig til rette i verden.

– Og så tillader han sig nærmest som en guddommelig hersker at lade mand og kone få hinanden til slut.

Hører man Pan le?

Peter Handke: ’Forsøg over svampenarren’. Oversat af Hanne Lund. Batzer & co. 152 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Hans Aagaard
Trond Meiring og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, og hvorfor skulle det lige hedde "Forsøg over ..."? Og hvad hed det på originalsproget? "Versuch über"? Det ville jeg gerne have haft svaret på, nu talen var så meget om sprog.

Michael Kongstad Nielsen

Nåh, nu forstår jeg. Du ville ikke have svaret, men have haft svaret,
Måske 'forsøg' skal hentes fra forsknings-verdenen, ligesom biologiske undersøgelser, Så 'Undersøgelser af ...' er et bud på oversættelse.

Michael Kongstad Nielsen

Det er måske det samme. Nå, pyt.
Kan nogen i øvrigt huske 'svampeprofessoren' Morten Lange, MF for SF, han var herlig og absolut ikke nogen nar

Maj-Britt Kent Hansen.
Ja, du har ret. Bogen "Forsøg over trætheden "hedder på tysk "Versuch über die Müdigkeit."
"Versuch" er det tyske ord for essay, hvilket en googling da også viser, at man oversætter det til på engelsk. Altså "Essay on Tiredness."

Essay on Tiredness

Trond Meiring og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Tak, Steen - gad vide, hvorfor det så ikke blev oversat til "Essay om ..." på dansk.

Trond Meiring og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar