I Ennio Morricones fodspor
Hvad kommer først i skabelsen af en film, de levende billeder eller lydsporet? Når det gælder den unge danske komponist og musiker August Rosenbaums nye album, Vista, er svaret ligetil.
For selv om hans overvejende instrumentale kompositioner i deres formsprog nærmest synes at insistere på, at de henviser til billeder, replikker og fortælling, er der ikke noget konkret forlæg til pladen. Det er nemlig musik, der leder efter en film, som August Rosenbaum selv har udtalt.
August Rosenbaum: 'Vista'
Kompositionerne på Vista refererer til gengæld tydeligt til filmmusikkens historie og ikke mindst til to af giganterne i denne, nemlig David Lynch’ tro samarbejdspartner Angelo Badalamenti og den uforlignelige konge af spaghetti-western-hymner, Ennio Morricone.
For 30-årige August Rosenbaum, som er kendt fra sit arbejde som musiker, sangskriver og arrangør for navne som Quadron, Rhye og MØ, indhyller os fra starten i en sælsom mystik og tager os med til fiktive sicilianske kystbyer.
I sammenligning med forbillederne har August Rosenbaum dog skruet ned for den musikalske fortællekunst. Han leverer ikke først og fremmest den slags melodier, som næsten egenhændigt kan give et filmisk værk identitet – tænk på Angelo Badalamentis gåsehudsfremkaldende »Laura Palmer’s Theme« fra tv-serien Twin Peaks. Eller på Ennio Morricones legendariske tema til The Good, the Bad and the Ugly.
Rosenbaum stræber efter en melodisk minimalisme. Hans temaer, der ofte spilles med en skrøbelig synthesizerlyd, virker nærmest selvudslettende og udvikler sig sjældent til mere end antydninger af, hvad de kunne have været.
Dette er både pladens akilleshæl og dens stærke lægmuskel, der bærer os fremad. For hvor det medfører, at numrenes musikalske henvendelse bliver lidt mindre presserende, er August Rosenbaum og hans prominente producer Robin Hannibal til gengæld exceptionelt gode til at give de næsten melodiløse numre karakter igennem arrangementerne og dermed få det bedste frem i denne æstetik.
Og når melodierne engang imellem får lov til at udvikle sig, til at vokse, som det blandt andet sker på den fjerde skæring, »Nebula«, er effekten til at tage og føle på.
Så selv om jeg tror, at det vil klæde Vista at finde en film, der på sin side kan byde ind med narrativer, så tør jeg godt sige, at det afgjort også vil klæde en endnu uskrevet film at blive skabt med udgangspunkt i Rosenbaums lydkunst. Når nu musikken så gerne ville komme først.
August Rosenbaum: ’Vista’ (Tambourhinoceros)
Blaue Blumes musikalske hulk
Det er meget få danske rockbands, egentlig rockbands i det hele taget, der formår at kombinere det vanvittigt velspillede med det kunstnerisk begavede i samme grad som den koldingensiske kvartet Blaue Blume gør det. Og de giver helt los på deres nye, fire numre korte EP, Sobs, der står som en stemningsmæssig lysning i
Blaue Blume: 'Sobs'
Ja, de er så sprudlende på denne lille udgivelse, at mange af deres normale æstetiske regler bliver sat ud af spil. De smider danske sætninger ind i deres ellers rendyrkede engelske tekstunivers, og de har skiftet mange af guitarerne ud med synthesizere, der giver nyt liv til deres klanglige side. Trommeslager Søren Jensen Buhl får sågar lov til at lukke EP’en med et lille, jazzet solostykke.
Men Blaue Blume er så meget en enhed – måske fordi de har spillet og boet sammen i flere forskellige sammenhænge siden 2006, i mange måneder i et sommerhus i Danmark og på en bilrejse i USA med instrumenterne i baggagerummet – at de nye benspænd ikke fælder dem.
Tværtimod giver de bare nyt liv til deres musikalske univers. Der opstår for eksempel en vigtig spænding, når Søren Jensen Buhl spiller op ad de lidt strammere, syntetiske klanginstrumenter med sine mange levende underdelinger og fills. Mens det klæder Jonas Smiths inderligt intense vokal, som altid får puddersneen på toppen af de højeste tinder til at hvirvle op, at komme ind i et nyt lydunivers.
Blaue Blume formår altså at holde tråd i deres grundlæggende udtryk, den elegante, patosladede rockmusik, og Sobs virker som et forløsende hulk fra deres musikalske fælleskrop.
Blaue Blume: ’Sobs’ (Universal Music)
En tur i drømmenes cirkus
Det giver på alle måder god mening, at Hayao Miyazaki, den Oscar-vindende japanske instruktør bag film som Chihiro og heksene og Min Nabo Totoro, har inviteret den nordiske folkemusiktrio Dreamers’ Circus til at spille en intimkoncert i sit hjem.
For udover at trioen faktisk er ganske populær i Japan, er der også et dybere kunstnerisk slægtskab imellem Miyazakis finurlige anime-tegnefilm og sangene på Dreamers’ Circus’ tredje studiealbum, Rooftop Sessions.
De tre nordiske musikanter dykker nemlig ikke blot ned i traditionerne og folkloren, ligesom Miyazaki gør. Som Miyazaki arbejder Dreamers’ Circus ligeledes videre med forlæggene og
Dreamers' Circus: 'Rooftop Sessions'
Dreamers’ Circus er skruet sammen af en ganske klassisk folk-besætning med dansk-færøske Rune Tonsgaard Sørensen på violin, svenske Ale Carr på strengeinstrumentet cittern og danske Nikolaj Busk på klaver og harmonika.
Og Rooftop Sessions er for mange af numrenes vedkommende båret af regulære folkemusiktemaer, som gentages i et skønt væk med varierende, dynamiske akkompagnementer – som det er kutyme inden for meget nordisk folkemusik.
Det er eventyrenes logik og fortællinger om udviklinger og livsforløb, der kommer til udtryk i disse stykker. Meget markant på et nummer som »Kitchen Stories«, hvor et hvirvlende hovedtema repeteres, for så, efter et par modstykker, der skaber melodisk kontrast, at vende tilbage.
Nu krydret med antydninger af de ting, vi har lært i modstykkerne, mens vi var ude i den vide verden: Hjem, ud, hjem går det altså, og til sidst står vi med ny indsigt og måske en storbyprinsesse (m/k) under armen.
Men Dreamers’ Circus er altså også vigtige fornyere af vores folkemusiktraditioner, og i de mest progressive aspekter af pladen lader de en mere drømmende logik tage over.
»Rooftop Sessions, Pt. I« starter for eksempel ud i et regulært folkemusikalsk tema, som gentages adskillige gange i en cirkulær struktur. Men når først vi har forladt temaet for at glide over i et udflydende, drømmende stykke, kigger vi os aldrig tilbage. Tværtimod bliver vi båret af en stærk vind ud over tagene, væk, væk, væk. Mens den tyngdekraft, der har holdt instrumenterne jordbundne, ligefrem opløses, når trioen lydmæssigt bevæger sig væk fra deres naturalistiske udgangspunkt og lader deres instrumenter smelte sammen med sfæriske lydeffekter.
Det er den mest fabelagtige forestillingskraft og det mest dirrende nærvær, der er på spil, når Dreamers’ Circus fornyer folkemusikken på Rooftop Sessions. Og hvor ville jeg gerne være en flue på væggen til deres intimkoncert i Hayao Miyazakis hjem.
Dreamers’ Circus: ’Rooftop Sessions’ (GO Danish Folk Music)
