Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Puccinis western-opera er en smuk repertoirefornyelse i Operaen

En tro og lydhør iscenesættelse af Puccinis ’Pigen fra Vesten’ og et fantastisk sangerhold gav en medrivende opførsel af en opera, hvis hovedperson er musikken
Værtshusejer Minnie skjuler Ramerrez i sin skurvogn, efter at han er blevet skudt og såret af sheriffen, men han bliver opdaget, fordi hans blod drypper ned fra loftet.

Værtshusejer Minnie skjuler Ramerrez i sin skurvogn, efter at han er blevet skudt og såret af sheriffen, men han bliver opdaget, fordi hans blod drypper ned fra loftet.

Miklos Szabo

Kultur
24. november 2017

Det var en usædvanligt smuk oplevelse at gå i Operaen i sidste uge og opleve Puccinis opera Pigen fra Vesten, anden gang den spillede siden premieren den 10. november.

Ann Petersen, der ellers ved premieren har fået meget ros for sin rolle som heltinden Minnie, var desværre blevet syg, men den bulgarske sanger Svetla Vassileva sprang ind i stedet og gennemførte forestilingen sammen med David Kempster som sheriffen Jack Rance og Niels Jørgen Riis som bandelederen Ramerrez og et i det hele taget stærkt hold minearbejdersangere.

Forestillingen blev ikke bare reddet, men en meget smuk kemi opstod i Christoffer Berdals fine opsætning og Palle Steen Christensens smukke scenografi. Tilkommende chefdirigent Alexander Vedernikov styrede det kongelige kapel sikkert gennem de nye, gamle noder.

Når engle spiller poker

Pigen fra Vesten er et modent værk fra Puccini. Som et langt orkesterdigt komponerer han over den amerikanske forfatter David Belascos historie om livet i en guldgraverlejr for foden ad Cloudy Mountains, Californien, i midten af det 19. århundrede. Det er en historie om skæbner, der sætter livet på spil og tåler et hårdt liv med mange savn for at kunne samle penge sammen til sig selv og de efterladte familier.

Hovedkaraktererne Minnie, der har værtshuset Polka, sheriffen, der attrår Minnie, og banditten Ramerrez, er alle modne karakterer, der er nået over deres ungdom og som sådan har affundet sig med et liv alene, men ikke desto mindre stadig har drømmen om den eneste ene.

Alle elsker Minnie. Hun er kvinden, deres allesammens mor, søster, kone, trøster og beskytter, en engel, de ikke kan leve uden. Når de mandlige gemytter farer op mod hinanden, skrider hun ind med sin revolver og får dem til at sætte sig ned og lytte pænt, mens hun læser op fra biblen.

Blodigt trekantsdrama

Trekantsdramaet opstår, da Ramerrez en dag træder ind på Polka, hvor han udgiver sig for at være en Mr. Johnson. Minnie genkender ham som den mand, der en gang har rakt hende en jasmingren, og som hun aldrig har glemt. Den forelskede sherif bliver voldsomt jaloux på deres forbindelse og får opklaret, at hans rival er selveste den eftersøgte bandeleder, hvilket skulle give ham gode muligheder for at få ham skaffet af vejen.

Men Minnie er en stærk kvinde med en stærk kærlighed, og hun tilgiver Ramerrez og vælger at beskytte ham hele vejen. Først skjuler hun ham, skudt og såret af sheriffen, på loftet i sin skurvogn, men bliver afsløret af Ramerrez’ blod, der drypper ned fra loftet. Så griber hun sine kort og foreslår sheriffen et slag poker! Hvis hun vinder, får Ramerrez lov at gå, hvis hun taber, får sheriffen både Ramerrez og hende.

Den kærlighedsødelagte sherif spiller sine kort godt, men Minnie snyder og vinder. Selvfølgelig bliver Ramerrez fanget alligevel af minearbejderne, som dømmer ham til hængning, men igen redder Minnie ham, nu ved at minde alle minearbejderne om deres kærlighed til hende og alt det gode, hun har gjort for dem. De elsker hende for meget, konkluderer de, og lader Minnie få sin elskede.

Guddommelig forfører

Puccini er en guddommelig forfører. Ligegyldigt hvor resistent man prøver at gøre sig for hans sentimentale musik, ender man som regel med tårer ned af kinderne, rystet indeni. For Puccini kan noget med at lukke op for de rum, vi ikke selv kan åbne. I første akt græder den unge minearbejder af hjemlængsel, så de andre minearbejdere må forbarme sig og samler ind til hans hjemrejse. Hulken er en lidt patetisk tør lyd – og i Berdals latinofremmede instruktion, fik vi den slet ikke – men når Puccini smider sin store orkesterbølge efter den forklemte sorg, åbnes der for sluserne, og hjemve bliver en flodbølge, en ærlig følelse kastet ud til os alle sammen.

I Pigen fra Vesten synes Puccini dog at være nået til et nyt stadie med sin sentimentalitet. Den er blevet handlekraftig og mindre tårepersende. I operaen La Boheme, når hovedkarakteren Mimi døende og tuberkulosesvag synger til sin ulykkelige, elskede om deres første kærlighed, kan sentimentaliteten synes fortærende. Og endnu værre, når lille Butterfly tager livet at sig selv i operaen Madame Butterfly, fordi hendes kærlighed og ægteskab kun er en illusion.

Men i Pigen fra Vesten, når den kvindelige hovedkarakter med en revolver i den ene hånd og Biblens kærlighedslignelser i den anden synger for de nedtrykte minearbejdere, at de skal passe kærligheden i sig som en stikling fra Gud, og dermed hjælper dem til at tage sig af hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden, bliver sentimentaliteten anderledes opbyggelig.

Impressionistisk lærred

Pigen fra Vesten er på randen til mere at være et orkesterværk end en opera. Orkesterpartituret er en slags hovedperson, et kæmpe impressionistisk lærred, der fortæller en historie, som sangerne meget af tiden bare er dubbing til, og som nogle gange endda trumfer dem. Vi er uden håb, synges der på scenen, men musikken åbenbarer et interval, der maler håb og modsiger handlingen. Jeg er syg, synger den unge minearbejder med hjemlængsel, men musikken spiller noget, der lige så godt kunne betyde, at der bare er gået hul på hans følelser, og at det er hans redning og udvej.

Kærlighed er som at snyde i kortspil – som i det skjulte at kærtegne din elskede med en fod under bordet – det er Minnies kærlighedsæstetik. Puccinis partitur spiller, snyder, elsker, græder og danser. Vi slipper for tårerne denne gang og får i stedet masseret brystet godt og grundigt indefra til en rig følelse af, at nogen har plantet en stikling dér.

Velkommen på det kongelige repertoire til én af Puccinis bedste operaer!

Giacomo Puccini: ’Pigen fra Vesten’. Musikalsk ledelse: Alexander Vedernikov. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen. Svetla Vassileva, David Kempster, Niels Jørgen Riis med flere. Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operamandskor. Operaen 10.11.2017 – 26.1.2018

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Kærlighed er som at snyde i kortspil – som i det skjulte at kærtegne din elskede med en fod under bordet – det er Minnies kærlighedsæstetik."

Hvad mon #MeToo komiteen siger til denne, der ovenikøbet fremføres med statstilskud på en institution hvor direktøren netop har meldt hus forbi til alle anklager?

Torben Siersbæk

... det var da vist anmelderens bemærkning.... Gaaab.
Har du været i Operaen og set forestillingen, eller plaprer du bare?