Redaktionen elsker: Joan Didion

Joan Didion er indbegrebet af coolness. Hun er stil, simpelthen. Og, som Barack Obama udtrykte det i 2012, en af de mest indflydelsesrige forfattere i USA. 

Endelig er det 82-årige barberbladsskarpe ikon blevet indfanget og portrætteret i en dokumentarfilm. The Center Will Not Hold, hedder den. Og kender man ikke allerede til Didions liv og levned, så er den et formidabelt sted at begynde. 

Joan Didion selv begyndte i 1956 som journalist hos Vogue. Hun fik jobbet ved at vinde en essaykonkurrence, og på to år arbejdede hun sig op fra at være tekstforfatter til at blive redaktør.

Hun mødte sin mand, journalisten John Gregory Dunne, de fik en datter, og de arbejdede side om side de følgende 40 år – med et ben i den intellektuelle forfatterelite i New York og et andet i det glamourøse og dekadente Malibu.

The Center Will Not Hold præsenterer Joan Didion som et utrolig roligt og eftertænksomt gemyt, der drikker cola til morgenmad og får sin »tømrerven« Harrison Ford til at bygge hendes terrasse i Malibu. Og hun ligner en million i sine overdimensionerede halvfjerdserbriller, kassebuksen og med den evige smøg hængende løst mellem fingrene på alle billederne.

Men det absolut bedste element i filmen er, når Joan Didion læser Joan Didion.

Når hendes spinkle, spinkle arme svæver frit i luften som en slags vinger, mens hun med tør og kontrolleret stemme læser op fra sit tekstkorpus i sin hvide lænestol. Om hippiebevægelsen, borgerkrigen i El Salvador, om racisme eller kriminalitet i USA. Eller om den enorme sorg, der rammer Didion, da hun i 2003 mister sin mand og i 2005 sin datter, og som hun siden har beskrevet så umuligt rørende. Alene oplæsningerne gør The Center Will Not Hold til en udsøgt perle af en film.