Læsetid: 3 min.

’Den røde skildpadde’ er en mageløst smuk animationsfilm om et menneskeliv

Hollandske Michaël Dudok de Wit skildrer livet som en robinsonade, hvor man befinder sig på en øde ø, indtil man finder den eneste ene, i sin mageløst smukke animationsfilm, ’Den røde skildpadde’
En mand og en stor, rød skildpadde får afgørende betydning for hinandens liv i Michaël Dudok de Wits smukke animationsfilm, ’Den røde skildpadde’.

En mand og en stor, rød skildpadde får afgørende betydning for hinandens liv i Michaël Dudok de Wits smukke animationsfilm, ’Den røde skildpadde’.

Cinemateket

17. november 2017

Det begynder med en mand, der strander på en øde ø. Han forsøger flere gange at komme væk – på større og større flåder bygget af den bambus, der vokser på øen – men bliver hver gang stoppet af et mystisk havvæsen, der ødelægger flåden. Manden gribes af desperation og giver for en tid op – indtil han forsøger én gang til og igen bliver stoppet af væsenet, der viser sig at være en stor, rød havskildpadde.

Den er tilsyneladende ikke ude på at gøre ham noget, men den vil ikke have, at han forlader den lille ø, og det kommer til et sammenstød mellem de to, da skildpadden går på land og nu befinder sig på mandens hjemmebane. Det er voldsomt, men bliver også en ny begyndelse for dem begge.

Og nogenlunde så kort og enkelt kan man forklare handlingen i den hollandske spillefilmdebutant, Michaël Dudok de Wits animationsfilm, Den røde skildpadde. Det er dog kun en meget lille del af, hvad der reelt sker – både historiemæssigt, psykologisk og følelsesmæssigt – i den mageløst smukke og bevægende film, som handler om intet mindre end livet og døden og alt det, der er indimellem.

Man bliver født

Skildpadden, en af havets mere majestætiske og uudgrundelige beboere, er i den eventyrlige fortælling selvfølgelig andet og mere end en skildpadde. Den hjælper den strandede mand med at opbygge et liv på øen, og man følger ham, mens han oplever både glæder og sorger og små og store katastrofer.

Manden lærer at begå sig og overleve, og Den røde skildpadde, der begynder som en ligefrem robinsonade, bliver uden store forklaringer eller falbelader til en vidunderlig allegori over eller et skønt billede på et menneskes – og alle menneskers – liv: Man bliver født, vokser op, finder én at dele livet med og nyder tosomheden, inden man igen må herfra.

Dagligdagen på øen er skildret med stor poesi, drama og humor, det sidste ikke mindst i skikkelse af fire små krabber, der følger nysgerrigt med i mandens gøren og laden og gerne deler hans sparsomme måltider med ham. Øen og planterne og dyrene på og omkring den giver ham alt, hvad han har brug for – mad, vand, ly og læ, tøj på kroppen – men den tager også fra ham, og i hvert fald for en periode er han isoleret og alene.

Uden ord

»Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele,« skrev den engelske digter John Donne for små 400 år siden, og det er et af budskaberne, hvis man skal formulere det lidt firkantet, i Michaël Dudok de Wits film. Vi har alle brug for nogen til at holde os med selskab, til at tage sig af os eller til at tage os af. Det er én af de ting, manden lærer af den store skildpadde.

Den røde skildpadde gør ikke det store væsen af sig i forhold til så mange andre af tidens hektiske og som regel computeranimerede film. Den er håndtegnet i en enkel, farvemæssigt afdæmpet stil, der vækker mindelser om klassiske europæiske tegneserier. Filmen er helt uden ord – men masser af naturens lyde – og voldsomme effekter, og den tager sig tid til at fortælle sin stemningsladede historie.

Japanske Studio Ghibli, der står bag mesterinstruktøren Hayao Miyazakis film, har været med til at producere Den røde skildpadde, og jeg synes godt, at man kan mærke, at de Wit har hentet inspiration i både Miyazakis humanisme og fascination af naturen og Isao Takahatas nænsomme tegnestil og brug af farver.

Det er ikke en film for små børn – selv om de nok vil kunne nyde de vidunderlige billeder – men en stor del af den øvrige familie vil kunne få meget ud af denne universelle fortælling om at være menneske.

’Den røde skildpadde’. Instruktion: Michaël Dudok de Wit. Manuskript: Pascale Ferran og Michaël Dudok de Wit. Fransk-belgisk-japansk (Cinemateket i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu