Læsetid 6 min.

Ruben Östlund viser, at der altid er en abe i rummet, når mennesker civiliserer sig

Ruben Östlunds nye film, ’The Square’, som vandt Den Gyldne Palme i Cannes, er en ubehagelig samtidssatire og en vidunderlig kærlighedserklæring til menneskenes latterlige forsøg på at civilisere sig selv sammen
’The Square’ er en samtidssatire, der afslører idealister som hyklere og de dannede som aber.

’The Square’ er en samtidssatire, der afslører idealister som hyklere og de dannede som aber.

Scanbox

23. november 2017

Den gamle orden falder, en rytterstatue foran slottet bliver væltet, og en ny orden bliver tegnet på den flade jord. Og vi ser i begyndelsen af den svenske instruktør Ruben Östlunds film The Square en tekst skrevet ind i en messingplade. Det kunne være en forfatning for vores samfund:

»Firkanten er et fristed for tillid og omsorg. Inden for den deler vi alle lige rettigheder og forpligtelser.«

Vi siger, at vores samfund bygger på tillid, og vi betaler halvdelen af vores indkomst til fælleskassen, fordi vi drager omsorg for hinanden. Og lige rettigheder og pligter er selve den sociale kontrakt i velfærdsstaten.

Men Östlund har en forunderlig evne til at vise os, at samfundet ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Vi genkender det i hans film som noget, vores kroppe oplever hver dag, men som vi aldrig har set på den måde før. Det er pinligt, morsomt og sandt. Der er altid en abe i rummet hos Östlund. Aben er os selv, og den træder direkte ind i stuen i hans nye film, The Square. Men den firkant, filmen definerer i starten, er ikke en beskrivelse af vores sociale kontrakt; det er derimod programerklæringen for et eksperimenterende samtidskunstværk.

For 20 år siden var det normen at være mand, siger Ruben Östlund: ’Dengang så man ikke på sig selv som en del af en struktur. I dag lever vi med et pres fra 30 forskellige steder, og man har et blik på sig selv udefra, som handler om alle disse moralske spørgsmål’.
Læs også

Filmens helt er Christian, den smukke danske kunstneriske leder af et stort museum for samtidskunst i Stockholm. Han går i en af filmens første scener målrettet gennem det offentlige rum i Stockholm ved siden af velklædte medborgere, der ligesom han selv fokuserer på deres egen verden af forbindelser på deres intelligente telefoner. Men en kvindes råb om hjælp kalder ham tilbage til virkeligheden, han kigger op og rundt.

Ordenen er forstyrret af et overgreb, men de andre ignorerer opråbet. Hun kommer løbende imod ham, og manden ved siden af opfordrer Christian til at hjælpe, da en uhyggelig, karseklippet vred mand angriber hende. Det lykkes Christian og hans nye allierede at bremse manden og redde kvinden.

Christian er lykkelig over, at de to i et spontant solidarisk makkerskab har genoprettet ordenen i det mondæne Stockholm. Ekstatisk siger han til den anden mand, at så kan man mærke, at man lever. De to mand i jakkesæt er trådt i karakter som handlekraftige hverdagshelte – tror Christian. Indtil det går op ham, at han har mistet sin mobiltelefon og sin pung.

De to andre har iscenesat opløbet for at snyde ham. Christian har handlet, som om han levede i en firkant af omsorg og tillid. Men netop fordi han tror på, at verden er retfærdig, og menneskene ikke er strategiske aber, mister han sine penge og sin telefon. Og vi lærer, at de, der forveksler kunstens løfter om den ideale firkant med virkeligheden, bliver bedraget.

Trailer til instruktør Ruben Östlunds film: The Square, der har dansk præmiere den 23. november.

Museet og samfundet

De to fortællinger, som reflekterer hinanden i The Square, er slået an i denne scene: Den ene handler om, at Christian er vært for udstillingen The Square. Han skal arrangere udstillingen, lancere den i offentligheden og være vært for selskaber i kunstens overklasse. Den fortælling udfolder sig inden for kunstverdenen som en lukket firkant. Han taler det æstetiske jetsets perfekte engelsk, og han jonglerer suverænt med samtidskunstens imponerende repertoire af politiske klicheer.

Den anden fortælling handler om, at Christian skal finde frem til dem, som har stjålet hans pung og telefon. Her skal han bevæge sig uden for sin egen sociale firkant. Det sjove er, at han i sit kunstreservat taler om at bryde ud af »tryghedszonen«. At overskride firkanten. Men da han selv bliver tvunget til at opsøge verden uden for sin egen firkant for at genfinde sin mobiltelefon og pung, bliver han bange og hjælpeløs.

Frygtelige situationer

Der er i Ruben Östlunds film altid sammenstød mellem den sociale kontrakt og aben i rummet. Hans geni er ikke den store fortælling, men de katastrofale situationer, hvor den sociale kontrakt bryder sammen, når mennesket bliver sluppet løs som primat.

Det sættes mesterligt på spidsen i en scene, hvor den af de dannede klasser tilbedte kunstner afsløres som en brutal abe. Christian har til en festmiddag på slottet engageret en performancekunstner til at optræde som abe blandt mænd i smoking og kvinder i klassiske kjoler.

Performancekunstneren indleder med almindelig chikane af en gæst. Det er vedtaget kunstnerisk korrekt, fordi det er ’provokerende’. Publikum keder sig lidt, nogle kigger væk, mens andre følger fraværende med.

Kunstneren tager en ung kvinde på brysterne og trækker hende hen over gulvet i håret. Hun skriger, men selskabet er passive tilskuere til det, de anser for opførelsen af et kunstværk. Først da kunstneren på gulvet i festsalen indleder en voldtægt, griber en ældre herre ind. Og så følger alle de andre efter.

I anledning af premieren på den svenske filminstruktør Ruben Östlunds guldpalmevinder ’The Square’ opridser vi fem pragteksempler på uoprettelig dårlig stemning fra hans tidligere film. De sidste to handler om to måder at sige fra på, som spreder rigtig dårlig stemning
Læs også

Nu er kunstneren ikke længere et provokerende geni, men en grusom primitiv, som selskabet kaster sig over. Og det civiliserede selskab bliver i deres raseri til en hævnende flok af vilde dyr.

Scenen er en parodi på kunstverdenen, hvor ingen vil tilstå, at de ikke forstår, hvad der er kunst, men tilbeder tilfældige ting som hellige objekter, hvis bare de er placeret på et museum.

I en anden scene har rengøringspersonalet fjernet noget sand fra gulvet, som de troede, var snavs. En underordnet, som tror på kunstværket som helligt, betror forfærdet Christian det forfærdelige, som er sket. Men Christian beder hende roligt om at finde sandet fra skraldespanden og genopføre installationen. Han ved, at museet er firkanten, som gør sandbunkerne til kunst.

I og uden for firkanten

Der er to typer sammenstød i The Square: Det ene er konflikter inden for firkanten. Under en såkaldt artist talk afbryder en tilhører en internationalt anerkendt kunstner med sjofle tilråb. Pik, pik, bræk, bræk, vis patterne, luder, råber han.

Igen ignorerer publikum aben i rummet. Indtil det bliver så meget, at én siger: »Hold kæft, gå hjem.«

Tilhøreren har overtrådt den sociale kontrakt i rummet. Men så siger en anden tilhører forarget, at denne mand »lider af en neuropsykiatrisk sygdom«, så han ikke selv kan styre sine impulser. Han er den diagnosticerede abe, og så træder en ny kontrakt i stedet: inklusion af minoriteter.  Sammenstødene inden for firkanten skaber konstante kontraktforhandlinger, som bliver til komiske forviklinger.

Det andet er sammenstødet med verden uden for firkanten, hvor Christian opsøger de farlige forstæder, som han regner for lovløse. Og hvor han taber, fordi de holder ham fast på den sociale kontrakt, han troede, han skulle opgive for at begå sig. Når han tror, de andre er uciviliserede, afsløres han som socialt afstumpet.

Ugens Radio Information handler om Ruben Östlunds nye film ’The Square’, som chefredaktøren er faldet pladask for. Men også om dommen over Ratko Mladic, der sætter punktum for verdens mest succesfulde krigsforbryderopgør. Og David Rehling ser tilbage på KV17
Læs også

The Square er Ruben Östlunds hidtil længste, vanskeligste og mest ambitiøse film. Det lykkes ham at forbinde sine signifikante situationer i en stor fortælling, hvor Claes Bang er fremragende som den kunstneriske leder, Elisabeth Moss er overbevisende som kvinden, der foragter sig selv for at blive forført af hans magtspil, og Dominic West brillerer som den anerkendte kunstner, der udsættes for interventioner fra publikum.

Filmen er en samtidssatire, der afslører idealister som hyklere og de dannede som aber. Men den er også en komisk-tragisk kærlighedserklæring til menneskenes evige heroiske forsøg på at oprette ideale firkanter, hvor vi civiliserede aber kan leve sammen. Afstanden mellem dem, vi gerne vil være, og det, vi opdager os selv som, er ligeså latterlig, som den er smuk. Det er vores fælles kunstværk, at vi bliver ved med at lave de firkanter, som er vores små og store samfund.

'The Square’. Instruktion: Ruben Östlund. Biografer i hele landet fra den 23. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Ejvind Larsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Seks artikler om Ruben Östlund og hans film the ’The Square’ på fire dage. Nu rækker det altså, venner!

ingemaje lange, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Måske fordi der er tale om en ualmindeligt god film? Det lyder da sådan!

Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Balder Olrik

Jeg tror den vil komme til at stå som en af største filmværker i dette årti. Det er som om man ikke kan blive færdig med at finde meninger i den. Den bliver ved med at rumstere i baghovedet. Fuld af underlige ubevidste koblinger, imellem de forskellige hændelser. Derfor.