Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Sebastian på scenen er teaterkoncert uden teater

Lasse Popp skuffer med sin flade teaterkoncert over Sebastians gamle plade ’Ulvehøjen’ for Limfjordsteatret
Musikerne i UMPAS leger veloplagt med som ulveflok for Lasse Popps førerulv i ’Ulvehøjen’ på turne med Limfjordsteatret. Men forestillingen mangler drama.

Musikerne i UMPAS leger veloplagt med som ulveflok for Lasse Popps førerulv i ’Ulvehøjen’ på turne med Limfjordsteatret. Men forestillingen mangler drama.

Lars Horn

Kultur
17. november 2017

Da sangeren og performeren Lasse Popp forrige år stod på scenen i intimteaterkoncerten Træt lever og tungt hjerte, virkede det, som om han vitterlig transformerede sig selv til en Limfjordsvariant af Tom Waits. Her var en mand, der gled i karakter, mens hans stemme nåede krasse dybder af druk og undergang. Det var teatermagi.

Derfor har forventningerne til Lasse Popps teaterkoncertfortolkning af Sebastians plade Ulvehøjen fra 1977 været skyhøje. For hvordan ville han skabe en sammenhængende figur ud af denne ulvefortælling?

Desværre sker forvandlingen ikke. Limfjordsteatrets teaterkoncert bliver faktisk ikke til ret meget mere end en koncert.

Det er såmænd også imponerende i sig selv, for bandet UMPAS har formået at omskabe Sebastians lyd til sin helt særlige blanding af rock, folk, klezmer, og hvad ved jeg. Når Bastian Popp klimprer på sin kontrabras, og Sune Pors Andersen finder melodien på guitaren, og Mads Brander Fjeldvig slipper sig løs på trommerne, mens Simon Skov giver den gas på saxofonen, så vælter barfodsmusikken frem med en energi som hos en hel ulveflok. Det er godt.

Hyl under månen

Men der mangler noget drama.

Lasse Popp lister sig godt nok snigende rundt på sine tynde ben og med sine skønne, mørkmalede øjne i forsangerrollen som den ensomme ulv under månen. Lasse Popp kan hyle, så hans indre ulv krænges ud. Hans stemme er forreven af slagsmål, og hans bevægelser er på vagt. Men betragter man hans figur som en teaterpræstation, er der simpelthen ikke overlevermuskler nok på denne hanulv.

Instruktøren Marlene Smith har ikke formået at skabe en samlende dramaturgisk udvikling i denne forestilling. Alt for meget afvikles bare som en række uafhængige numre lige som ved en almindelig koncert. En teaterkoncert skal ikke nødvendigvis have nogen handling. Men den skal have et medrivende forløb og en indlysende struktur – og en oplagt brug af scenerummet. Det har Ulvehøjen ikke.

Den spartanske træpladescenografi af Kim Fast Jensen byder godt nok på flotte videoprojektioner af smukke skovtykninger, der skaber stemning af fuldmåne og dystre tanker. Men straks efter kommer der videobidder af fødselsdagskager og fjollegæster og alt muligt andet dagligdagsmenneskeligt – og så er det ikke helt til at forstå, hvad dette ulveshow går ud på. Uanset hvor dragende ulvehylene er undervejs.

Som det lyder hos Sebastian:

»Fredløse ulv/ de hører dig nu«.

Mere ulv, tak!

’Ulvehøjen’. Musik og tekster: Sebastian (1977). Iscenesættelse og koreografi: Marlene Smith. Arrangement og livemusik: UMPAS. Scenografi, teknik og animation: Kim Fast Jensen. Kostumer: Lene Bek Nielsen. Lys: Rasmus Hvilshøj Pedersen. Limfjordsteatret. Oplevet på Kappelborg i Skagen. Turné. Bl.a. til Vejle 19. november, Nykøbing Mors 20. november, Randers 22. november og Vordingborg 23. november 2017 – samt Teater V i Valby 10-14. januar 2018

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her