Læsetid: 5 min.

Selvudviklingspodcast for økonomiske analfabeter og budgetfobikere

Den amerikanske skuespiller og forfatter Gaby Dunn blotter i ’Bad With Money’ sin privatøkonomiske uduelighed i jagten på et elementært overblik over, hvordan økonomi fungerer
10. november 2017

»Jeg har været meget skeptisk over for ideen om personligt ansvar,« siger Gaby Dunn i indledningen til et afsnit af sin podcast, Bad with Money. Gaby Dunn er ikke ked af det. Ikke lige for tiden i hvert fald, for lige nu har hun penge nok. Men pengeproblemer er det, der har gjort den 29-årige skuespiller og forfatter allermest afmægtig og ulykkelig.

Det ved man, hvis man har hørt de første afsnit af Bad with Money, hvor Gaby Dunn tager udgangspunkt i sin egen privatøkonomiske hjælpeløshed og prøver at regne ud, hvad præcis der er gået galt mellem hende og fænomenet penge.

Gaby Dunn er ikke afvisende over for ideen om, at folk er ansvarlige for deres handlinger, præciserer hun, men hele podcastens udgangspunkt er, at det ikke nødvendigvis kun er hendes egen skyld, at hun ikke har styr på pengene. Det kan også være, at det et stykke af vejen er samfundets. Eller hendes forældres. Gaby Dunn er åben for forklaringer. Både på sin egen uformåenhed og på, hvordan sådan noget som skat, kreditkort, studiegæld og aktieinvesteringer faktisk fungerer.    

 Afstigmatisér uduelighed

Målgruppen for Bad with Money er alle, der er dårlige til penge, og vi er nogle, der sætter pris på den indsats, som Gaby Dunn gør for at afstigmatisere økonomisk uduelighed. Det er en åben invitation til problemerkendelse og bevidstgørelse, når Gaby Dunn i podcastens punkrockede introsang synger om penge, at »you don’t know how you’re supposed to earn it/ or what to do with it/ or how to keep it/ You’re a freak with a dark, shameful secret«. 

Det kan hun godt have ret i. Men der er håb, forstår man på de næste linjer: »But you’re not the only one (...) Now your healing has begun/ it’s Bad with Money with Gaby Dunn.« 

Gaby Dunn blotter altså sig selv og sin privatøkonomiske historie i folkeoplysningens tjeneste, og hun gør det med oprejst pande. Hun er ikke stolt af sin uvidenhed og sin – ifølge samtlige af podcastens interviewede eksperter – uhensigtsmæssige trang til at bruge alt, hvad hun har, inden pengene på magisk vis fordufter, men hun står ved såvel sin uvidenheden som sine fikse ideer med henblik på at blive klogere. Moralen er, at man skal tale om pengesager i stedet for at skamme sig over dem, og det er – især i første sæson– en dejligt bred flok af økonomiske eksperter og analfabeter, hun opsøger for at blive klogere.  

I første omgang er det hendes familie, der står for tur. Tæring blev ikke sat efter næring i hendes barndom, tværtimod nøjedes forældrene med at afdrage så lidt som muligt på så få af deres lån som muligt. På den måde var der bedre råd til sjove aktiviteter – og til hendes fars alkoholmisbrug.  

Ikke så godt. Det forstår Gaby Dunn nu, og man forstår det med hende, men det er ikke så meget bebrejdelse, man hører i hendes stemme, som tilfredsstillelsen ved at have fundet frem til en plausibel forklaring på hendes adfærd. Erkendelsen af, at der er tale om tankemønstre, der blev programmeret ind i hendes hoved fra barnsben, bliver ekstra klar i Gaby Dunns samtale med en finansiel psykolog. »Det er faktisk en ting, der findes,« jubler Dunn. »Og det burde findes endnu mere! Jeg fatter ikke, hvorfor jeg først hører om det nu.«

Den finansielle psykolog er heldigvis ikke af den pseudospirituelle positive tænknings skole, der kan finde på at forestille sig, at man visualiserer sig til rigdom. Lidt smart er han at høre på, når han taler om, at forskellige mennesker har forskellige økonomiske komfortzoner.

Men det giver ok mening, når han skelner mellem at tænke som en fattig, der lever fra hånden til munden, og den formuendes tankegang, hvor penge ikke er noget, der uundgåeligt forsvinder mellem fingrene på en, men noget, som man får til at avle. Som præmieeksempel på den kortsigtede tilgang interviewer Gaby Dunn sin lillesøster, der er lige så dårlig til penge som hun selv, men i modsætning til Gaby Dunn ikke synderligt bekymret over det. Hun låner bare nogle penge, når hun mangler. Eller måske får hun nogle af sin storesøster. De er vel familie.

Bad with Money er bedst, når Gaby Dunn ikke bare sidder med åbne arme og modtager økonomirelaterede åbenbaringer, men derimod anfægter den måde, de mere fornuftige typer, hun møder, tænker på og lever med penge. Hendes kæreste f.eks., som helt i begyndelsen af deres forhold følte sig nødsaget til at gribe ind, da han en dag på deres fælles arbejdsplads så hende sidde og fumle med sine overtrukne kreditkortkonti. Han fortæller, hvad der drev ham ind i finansbranchen (penge), og hvad der drev ham ud af den igen (kedsomhed), og hun forklarer ham, hvad man tænker, når man opdager, at ham, man lige er begyndt at date, gemmer en sæk med kontanter og en strømpistol til nødsituationer i sit soveværelse.       

Ikke kun amerikanske problemer 

Mange af de privatøkonomiske lektioner, som Bad with Money har at byde på, handler specifikt om, hvordan tingene fungerer i USA. Sundhedsforsikring, studielån og dyre kreditkort får rimeligt nok hver et afsnit, som man som priviligeret skandinavisk velfærdsborger kan lune sig lidt ved. Det kunne være værre. 

Som erklæret intersektionalistisk (det betyder bare, at man forholder sig til samtlige af de ulighedsskabende faktorer, man kan komme i tanker om) antikapitalistisk queerfeminist er Gaby Dunn optaget af at vise, hvordan den økonomiske politik i USA rammer forskellige samfundsgrupper. Hun taler med sorte aktivister og forfattere, der er trætte af ikke at få penge for deres bidrag til forskellige medier, fordi udgiverne mener, det er generøst nok at »give dem en stemme og en platform«. En kvinde med hjerneskaden cerebral parese forklarer, hvordan statsstøtten til amerikanere med handicap fungerer, og sexarbejdere beskriver deres prekære position i det økonomiske system. 

Alle disse forskelle på økonomiske vilkår i USA og Danmark er håndgribelige og ikke specielt overraskende. Det er mere tankevækkende, når Gaby Dunns samtaler drejer ind på, hvordan man som privatperson bør forholde sig til andre menneskers økonomiske situation. Om man f.eks. hjælper sin arbejdsløse, forlystelsessyge søster eller ej. Her åbner der sig et stort og følsomt felt af finansiel takt og tone, som mildest talt virker træls at navigere i.

Mere universelt er det, når Gaby Dunn taler på vegne af sin egen faggruppe: vittige leverandører af gratis indhold til internettet. Hun har tidligere arbejdet for netmediet BuzzFeed, som får en del ukærlige ord med på vejen for sin måde at holde på både royalties og rettigheder. Gaby Dunn er ikke bleg for at bruge ordet udbytning.

Nok er hun ikke den mest analysestærke kapitalismekritiker, men kombinationen af Gaby Dunns indignation, hendes faktiske nysgerrighed og hendes plan om at mane privatøkonomisk skam i jorden gør Bad with Money til en glimrende selvudviklingspodcast for økonomiske analfabeter og budgetfobikere.       

'Bad with Money' kan høres på diverse podcast-apps. 

Serie

Kan kunsten æde pengene, før de æder os?

Vi optimerer vores kroppe og investerer i os selv, parforholdet og karrieren. Det finanskapitalistiske system styrer ikke alene den globale økonomi men har også invaderet vores sprog og relationer. Men kunsten går til kamp mod den økonomiske tænkning og viser os, hvor nedværdigende, paradoksal og latterlig den kan være.

I denne uges kulturtillæg spørger vi, om kunsten kan æde pengene, før de æder os? Vi giver jer interviews med teenagedrenge og intellektuelle, anmeldelser og værkeksempler over kunstens kapitalismekritik og undersøger, hvordan nogle værker kan udstille forbrugersamfundet og værditænkning.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu