Læsetid: 4 min.

Skuespilleransigtet, der imploderede lige ind i meningsløsheden

Skuespilleren Mads Wille afslører nye, grufulde sprækker ind i magtmanipulationens indre med sin rolle som læreren i Ionescos ’Enetime’ på Teatret ved Sorte Hest
Ionescos meningsløshedsdrama om magt og begær bliver djævelsk godt fortolket af Mads Wille over for Rosalinde Mynsters elev og med Sarah Bobergs husbestyrerinde på sidelinjen i Enetime på Teatret ved Sorte Hest.

Ionescos meningsløshedsdrama om magt og begær bliver djævelsk godt fortolket af Mads Wille over for Rosalinde Mynsters elev og med Sarah Bobergs husbestyrerinde på sidelinjen i Enetime på Teatret ved Sorte Hest.

Robin Skjoldborg

3. november 2017

Det er sjældent, at man kan komme til at se Ionescos klassiker Enetime fra 1951. I hvert fald i Danmark. Flemming Flindts kongeniale ballet over stykket fra 1963 er godt nok blevet et internationalt hit, der jævnligt er på repertoiret – også hos Den Kongelige Ballet.

Men teaterstykket ses sjældent, måske fordi iscenesættelsesopgaven virker lidt mystisk i dag. For hvordan iscenesætter man en ophøjet klassiker fra den såkaldt ’absurde’ periode i efterkrigstiden, så den virker spændstig og aktuel i en realismefikseret nutid?

Den opgave har teaterlederen Maria Vinterberg hos Teatret ved Sorte Hest taget på sig. Med sin kærlighed til dramatikerne i 1950’erne – senest med Ionescos Den skaldede sangerinde og Becketts Glade dage – har hun vist, at hun har særlig tæft for at tumle de forvrængede, eksistentielle tanker på en scenisk interessant måde.

Slap pigekrop

Maria Vinterbergs opsætning af Enetime er da også blevet et intenst og renskrabet møde med meningsløsheden – endda stiliseret af Christian Ludvigsens tidskorrekte iscenesættelse, hvor lærer og elev er Des.

I stykket ringer en ung, kvindelig elev på hos en lærer for at få en enetime som forberedelse til sin eksamen. En husbestyrerinde lukker op, og så træder eleven ind til sin fatale time. Alt, hun lærer, er grotesk nonsens. En plus en er to. Men kun i første omgang. Så skubbes virkeligheden, og resultatet bliver underordnet. Fordi det handler om magtforholdet mellem lærer og elev.

Mads Willes lærer er frygtindgydende god. Han er imødekommende og høflig, betænksom og interesseret. Og Rosalinde Mynsters elev er kvik og sjov – og lækker. De to pirrer hinanden, til det næsten er uudholdeligt. De tumler med ord og talresultater og hovedstæder i en grotesk leg med paratviden, som er løsrevet fra al virkelighed. Lige indtil manden ikke længere kan tackle sit raseri og kaster sig ud i noget udefinerbart, der ender med en slap pigekrop.

Magtnydelsen og den seksuelle overgrebsmulighed flakser i Mads Willes blik som vindpust af orkanstyrke. Han er fuldstændig rolig og tilforladelig det ene øjeblik – og aldeles afsindig af begær det næste. Intet er forudsigeligt, men alt virker fuldstændig indlysende, når det sker. Det er psykologi på et højere plan, dette spil, og Mads Willes stemme holder fast i sin klang. Lige indtil den bare hviner og bliver til en skræmmende lyd af magttrang – og af frygt.

Stød af selvbebrejdelse

Realismen knækkes også visuelt. Marianne Nilsson har skabt en skarp scenografi, tilsyneladende bare med en dørtelefon på væggen og med et sort bord med to stole, hvor læreren og eleven kan sidde direkte over for hinanden.

Men da enetimen ændrer sig fra undervisning til manipulation, afsløres et nyt værelse på Sorte Hests lillebitte scene – igen et bord, men nu med en kæmpestol til eleven. Det forstørrede og visuelt forvrængede springer i øjnene, så det næsten blænder tilskueren. Og derfra er der kun kort til det ultimative meningskollaps.

Både på den lille stol og den store stol er Rosalinde Mynsters elev forrygende. Hendes krop er selvsikker, og hendes tale har en morsom omhyggelighed og barmbølgende melodi over sig, når hun prøver at blære sig med sin ikkeviden.

Hun spiller op til Mads Willes lærer og tvinger ham i øjenhøjde med ungdommelig frygtløshed. Hendes lange ben er iført tjekkede, sorte strømper, og hun nyder at mærke professorens betragterblik. Også helt kyssetæt. Spillet mellem dem er i gang fra første sekund.

Men da eleven vil afbryde undervisningen, går det galt. Her opstår så den fascinerende kamp mellem den stærkeste og den svageste. Pointen i denne iscenesættelse er så bare, at den stærkeste også bliver sit eget offer.

Når Mads Wille strækker sine arme op i vejret efter sin udførte udåd, ser det nærmest ud, som om hans ansigt er forsvundet. Som om øjnene er væk, fordi ansigtet er imploderet. I overgrebslyst og selvhad på samme tid. Der går rystelser igennem ham, som om han har udsat sig selv for elektriske stød af selvbebrejdelse, men også af dyb tilfredshed. Og så falder han sammen og ligner en træt version af sit gamle jeg, lige indtil husbestyrerinden kommer tilbage og hjælper ham med at ordne stuen.

Den perfekte PA

Sarah Boberg holder kontrollen. Hendes husbestyrerinde er nærmere en assistent. Den perfekte PA, om man vil. Uundværlig og altkontrollerende. Hun definerer sin tavshedspligt, som hun vil. Man fornemmer, at hendes smalle, pertentlige skjortekrop får mere ud af at arbejde for sin professor, end der står i kontrakten.

Hendes læbestiftsmil er professionelt, men også slidt. Alligevel sætter hun sig selv op til at åbne døren for endnu en elev. Tilknappet og med nøglen i kæde om halsen – og med nedladende øjne. Uden at spørge efter meningen, men alligevel til tjeneste, hver eneste gang dørklokken ringer.

»Jeg er ikke helt sikker på, hvad der skete,« sagde min veninde til mig bagefter, mens hun både rystede på hovedet og smilede stort. Egentlig kunne hun lige så godt have citeret professorens replik: »Det er ikke sådan til at forklare.«

For nej, man er ikke sikker på noget med Ionesco. Og slet ikke med Mads Wille på scenen. Det er faktisk pointen i denne djævelsk gode forestilling – og det er det vidunderlige: at erkendelsen af meningsløsheden forløser et lille øjeblik – og næsten giver mening.

’Enetime’. Tekst: Eugene Ionesco (1951). Oversættelse: Christian Ludvigsen. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Kostumer: Mikael Jensen. Lys: Søren Kyed. Teatret ved Sorte Hest til 2. december 2017. Turné i 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu