Læsetid: 8 min.

Skuespillerne fortæller: Sådan føles det at blive slået ihjel eller voldtaget i DR’s dramaserier

Mange kvinder er i tidens løb blevet voldtaget, tæsket og/eller dræbt i DR’s søndagsdramaer. Men hvordan føles det at spille en kvinde i den rolle? Vi har talt med fire af dem
Mange kvinder er i tidens løb blevet voldtaget, tæsket og/eller dræbt i DR’s søndagsdramaer. Men hvordan føles det at spille en kvinde i den rolle? Vi har talt med fire af dem

iBureauet/Mia Mottelson

3. november 2017

Forbrydelsen II

113 sminkede stiksår

Sarah Gottlieb spiller Anne Dragsholm i første afsnit af Forbrydelsen II. Karakteren bliver taget som gidsel i sit eget hjem, hvor hun grædende bliver tvunget til at læse et brev op, mens hun bliver filmet af gidseltageren. Senere finder politiet hendes lig bundet op af et træ i Mindelunden. Senere igen ser man det nøgne lig med stiksår på en briks hos retsmedicineren.

For at forberede mig gik jeg på nettet og fandt nogle rigtige videoer af folk, der blev holdt som gidsler – også nogle, hvor man så gidslet pludselig blive skudt. Det lyder måske lidt forkert, men det var meget givende for mit skuespil at se, hvad de ægte fysiske reaktioner på sådan en situation er. Der var ret voldsom kropsrysten, men også et bestemt udtryk i øjnene. Det var forfærdeligt at se på.

Til scenen, hvor jeg er taget som gidsel, blev jeg sminket, som om jeg var blevet slået i ansigtet, fik en blå silkekimono på og blev bundet fast til en stol med reb. De strammede om kroppen og mine håndled, og det gjorde lidt ondt, men sådanne hjælpemidler gør det mere realistisk og lettere at spille scenen.

Der var en speciel stemning på settet den dag. Der var helt mørkt i studiet, mens jeg sad der, og folk kom meget tyst og spurgte, om jeg havde brug for at blive sprøjtet lidt i øjnene med pebermynte for at hjælpe mig på vej med at græde. Alle, der ikke direkte havde noget at gøre med optagelsen, blev sendt udenfor. Der var enormt meget respekt og varsomhed omkring lige præcis den her scene. Efter optagelsen var der en rystet stemning blandt filmcrewet, nogen græd, og jeg fik også krammere.

Senere bliver min karakters lig bundet på af et træ i Mindelunden. Det var sent efterår. De vidste, at hvis jeg sad op ad træet i mere end fem minutter, så ville jeg begynde at ryste af kulde, og det går jo ikke, at man ryster, når man spiller død. Så de havde hyret en stand in til at indspille prøve-takes. Selv om jeg havde mange lag undertøj på, så begyndte jeg ganske rigtigt at ryste, men vi nåede lige at indspille scenen inden.

Det mest særlige ved hele oplevelsen var at ligge pilnøgen med 113 sminkede stiksår på et koldt metalbord hos retsmedicineren, som jo var den sidste scene. Det var sgu lidt creepy og syret. Og ikke bare for mig, men især for min mor. Hun syntes, at det var grænseoverskridende at se sin datter sådan. Det tog kun fem minutter at filme, men til gengæld tog det seks-syv timer at få sminket stiksårene på min nøgne krop.

Rejseholdet

Michael Falck var nænsom

Isa Holm spiller rigmandskonen Putte i afsnit 26 af Rejseholdet. Hendes mand har byttet mord med en anden mand, som slår Isa Holms karakter ihjel ved at spærre hende inde i saunaen, hvor hun brænder ihjel.

Det er mange år siden, men jeg husker alligevel scenen klart. Det, jeg husker tydeligst, er, hvor dårligt, jeg havde det inden. Allerede da jeg læste om scenen i manuskriptet, tænkte jeg, at det var en uhyggelig scene, og at det godt kunne blive ubehageligt at spille. Det var jo en ret lille rolle, ja faktisk en statistrolle, og jeg havde ingen replikker, men alligevel havde jeg kvalme i flere dage op til, vi skulle indspille. Det satte gang i et eller andet. Jeg er ofte nervøs, inden jeg skal på, hvilket er helt normalt at være inden en præstation, men jeg kan huske, at det her var noget andet. En ekstra nervøsitet.

Det var værst, mens jeg var i sminken. Vi lagde ud med at indspille den scene, hvor jeg dør i saunaen, og først bagefter blev jeg sminket til den scene, hvor jeg inden mordet går rundt oppe i den store villa og laver mig en drink. Så de begyndte at sminke min hud til at se forbrændt ud. Det, synes jeg virkelig, var spooky. Først lagde de noget ekstra hud, som de så flåede op og sminkede som sår. Sminken var ikke ubehagelig at have på huden, men jeg koncentrerede mig hele vejen igennem for at tænke på noget andet. Jeg kunne slet ikke holde ud at se mig selv i spejlet.

Da jeg så stod i situationen som skuespiller, forsvandt min kvalme. Da først vi begyndte at optage, var jeg til stede i nuet og i en helt anden tilstand, end når jeg er mit private jeg. For mig var springet fra Isa til Putte meget stort i min sindstilstand. Man kan klare de mest usandsynlige ting når man træder fra det private rum ind i skuespillet.

Jeg mindes, at mine mandlige kolleger, som skulle finde mig i scenen, var klar over, at det kunne være psykisk udfordrende at spille sådan en rolle, så de var meget søde og hensynsfulde. Det, der står klarest for mig, er Michael Falck, som spiller den retsmediciner, der skulle tilse mit lig. Han var så nænsom og nærværende i sin undersøgelse af mig, og det har jeg aldrig nogensinde glemt. Han sagde ingenting, men uden ord kunne jeg mærke, at han var der for mig. Det gjorde, at jeg havde en helt anden følelse i kroppen, da jeg tog hjem, end da jeg kom. Kvalmen var væk. Bagefter tænkte jeg, at der jo slet ikke var grund til at være nervøs.

Information satte i forrige uge fokus på, hvordan det opleves som kvindelig skuespiller at blive voldtaget eller slået ihjel foran rullende kameraer. Men for hvert offer er der også en krænker, og denne gang har vi spurgt de mandlige skuespillere om, hvordan det føles at spille sådan én
Læs også

Historien om Danmark

Instruktøren ville have mere modstand

Tine Hammerbo spiller en unavngiven kvinde i fjerde afsnit af Historien om Danmark, der handler om den tidlige middelalder. På vej hjem fra markedet går hun gennem skoven med sine indkøb, da hun bliver overfaldet af en fremmed mand. Han voldtager hende og efterlader hende derefter liggende på jorden.

Vi skulle filme i begyndelsen af februar, og jeg var helt klart mere nervøs, end jeg har været som skuespiller før. Da jeg ankom til settet, mødte jeg for første gang skuespilleren, der skulle spille voldtægtsforbryderen. Jeg havde inden da tænkt, at det var bedst, at jeg ikke talte med ham, inden scenen skulle indspilles, for så var der jo en realistisk afstand og fremmedhed mellem os.

Men så faldt vi i snak, og det viste sig at være en rigtig god idé. Jeg er 1,58 meter høj, og han er to meter. Det i sig selv var uhyggeligt, fordi der var en helt klar magtulighed dér. Men så spurgte han bare, hvad jeg havde lavet af skuespil før og fortalte, at han til hverdag arbejder i et fængsel. Hele den snak gjorde mig mere tryg.

Lige inden vi skulle filme, gik jeg en tur med instruktøren for at tale scenen igennem. Vi aftalte et safe word, som jeg kunne sige under voldtægten, hvis det hele blev for ubehageligt, og jeg ville have det til at stoppe. Jeg tror, at ordet var noget helt åndssvagt som remoulade.

Scenen foregik i en skovlysning med noget buskads omkring, som voldtægtsmanden kunne gemme sig i. Det tog cirka to timer at filme hele scenen fra skoven. Og selve den del, hvor han kaster mig ned mod skovbunden og voldtager mig, tog nok tre kvarter.

Det var jo vinter, og vi havde store kapper af uld på. Men når min kjole blev hevet op, og jeg lå der i den fugtige skovbund med ansigtet presset ned i jorden, så kunne jeg mærke, at det blev koldt. Og noget af det, jeg husker lige fra det øjeblik, var en kraftig duft af jord, som for mig blev et uudsletteligt minde for min rolle.

Jeg havde læst meget om kvinders rettigheder i den tidlige middelalder, og jeg havde øvet hjemmefra, at min rolle skulle være helt i chok og frygt for at dø under voldtægten. Hun skulle ligge og spekulere på, hvad hendes mand mon ville tænke om hende, nu hvor hun var blevet voldtaget.

Men på settet kunne de godt tænke sig noget mere modstand, og at jeg kæmpede imod. Så det gjorde jeg. Til allersidst, da han er færdig med at voldtage hende, bliver hun liggende. Der har hun givet op.

Krøniken

’Jeg syntes ikke, jeg var bange ægte nok’

Maibritt Saerens spiller Søs Nielsen i Krøniken. Søs bliver voldtaget af en mand, hun kender, i en baggård efter en nytårsfest i seriens første afsnit.

Jeg var så ung, da jeg spillede Søs. Så i det hele taget famlede jeg lidt i blinde som skuespiller med den scene.

Men det er klart, at jeg havde min fantasi. Så jeg prøvede at sætte mig ind i det at få frataget min frihed. Jeg kan mærke, der kommer et oprør inde i mig bare ved at sidde lige nu og tale om voldtægt. Det er så krænkende. Det var det oprør, jeg brugte som skuespiller.

Alle på settet var altid lidt på tåspidserne, når vigtige scener skulle filmes. De var mere vågne, og der var en større koncentration. Det kunne man bare mærke i stemningen og mellem ordene, og som skuespiller blev man nurset mere end ellers. Sådan var det også på settet den dag, hvor Søs skulle voldtages.

Mens jeg blev sminket, var jeg nervøs for, om jeg kunne gøre det ægte, og om jeg kunne finde ud af at vise desperationen.

Vi filmede i en baggård i indre København, og jeg husker det som, at det var pissekoldt. Jeg gik rundt i mine nylonstrømper og små sko og pissefrøs. Vi havde sådan nogle puder i skoene, hvor et eller andet stof aktiveres, hvis man slår på dem, og så begynder de at varme.

Men det var simpelthen så frygteligt at filme scenen, for det blev så teknisk. Der var for eksempel en ekstra lampe direkte på mine øjne, der lyste dem op, som jeg ikke måtte bevæge hovedet væk fra.

Og på et tidspunkt blev min røde kjole revet i stykker. Den scene kunne vi kun få lov at tage om tre gange, for der var blevet syet tre kjoler til mig og ikke mere.

Vi stod ude i kulden i fire timer, og assistenterne stod klar med sutsko til os, hvis det skulle blive for koldt. Jeg kan huske, at vi diskuterede, om Søs skulle slås med ham, der skulle voldtage mig. Jeg ville gerne have, at hun gav mere modstand. For sådan er mit temperament i virkeligheden, det tror jeg selv, at jeg ville gøre. Men det syntes instruktøren ikke, at hun skulle. Måske var genren ikke til, at gøre det rigtig modbydeligt og lade det svælge i det visuelle helvede.

Jeg husker, at jeg ikke selv var tilfreds med resultatet. Jeg syntes ikke, at jeg blev bange ægte nok. Den her scene er så voldsom, at den virkelig skal være der. Men den scene var også en svendeprøve for mig, for jeg var helt ung og nyuddannet på det tidspunkt.

Da episoden af Krøniken blev sendt over et halvt år senere, havde jeg fuldstændig glemt at gøre min søster opmærksom på, at det kunne blive voldsomt for mine to små nevøer at se scenen. Så de kom til at se moster blive voldtaget i sin røde kjole. Det var ikke så godt.

Kvindevold bliver ikke kun anvendt i film og tv som aktiv modstand mod volden, og den primært underholdende vold hersker ikke blot i specialiserede slasher- og horrorfilm. Den findes også i de krimi- og dramaserier, vi alle sammen ser og taler om, som vi gyser over og hygger os sammen omkring
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Eva Schwanenflügel
ulrik mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Min gænse er nået, for jeg springer film og serier over der har detalieret vold i deres handlng. Der er simpelt hen for meget af det lort.

Niels K. Nielsen, Anne Eriksen, Joy Nitav, Benny Larsen, Søren Kristensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Og guns, jeg gider heller ikke alle de skydere. Amerikanerne er jo fuldstændig besat og det er jo deres filmmarked.

Der blev også myrdet mænd i forbrydelsen II, lige som der generelt ikke er mangel på drab på mænd i film og fiktion. Er det mindre alvorligt, problematisk og opmærksomhedskrævende osv.?

Christian De Thurah

At nogle roller er sværere end andre, sådan rent teknisk, kan jeg godt forstå, men at nogle roller skulle være "hårdere" rent psykisk, lyder mærkeligt. Det er dog stadig roller. Der er selvfølgelig skuespillere, der lever sig sådan ind i rollen, at det kniber med at komme ud af den igen, Jeremy Brett fra BBC's Sherlock Holmes-serie er et velkendt eksempel, men så har man jo under alle omstændigheder et problem, der ikke har så meget med rollen at gøre.