Læsetid: 4 min.

I spidsen for sine svenske elitetropper gav dirigenten Thomas Dausgaard en suveræn opførelse af Beethovens Missa solemnis

Det Svenske Radiokor hører til de bedste af sin slags. Det Svenske Kammerorkester har vundet et internationalt ry som Beethoven-orkester. Disse to ensembler var rygraden i gæstespillet i Koncerthuset, hvor vores egen Thomas Dausgaard endnu en gang åbenbarede sig som en visionær og kompromisløs dirigent
Musik der nedbryder normer og grænser, stræber opad, omfavner millioner, danser i en glædesrus. Sådan oplevede Informations anmelder opførelsen af de svenske gæster og dirigent Thomas Dausgaard.

Musik der nedbryder normer og grænser, stræber opad, omfavner millioner, danser i en glædesrus. Sådan oplevede Informations anmelder opførelsen af de svenske gæster og dirigent Thomas Dausgaard.

Marius Nyheim

17. november 2017

Troede Beethoven på dette? Credo in unum Deum, patrem omnipotentem (Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader) – sådan begynder den katolske kirkes trosbekendelse, denne ordrige latinske tekst som Beethoven anvendte i sin store messe, Missa solemnis, og netop Credo-satsen er det længste og mest dramatiske forløb i værket.

Jo, efter alt at dømme troede Beethoven på en almægtig, guddommelig hersker, blot ikke begrænset til dogmerne i den romerskkatolske ’folkekirke’, han var født ind i. Hans åndelige søgen gik også tilbage til indiske vedatekster og til tyske filosoffers optagethed af panteismen, ifølge hvilken Gud identificeres med hans allestedsnærværelse i naturen.

Schillers Ode An die Freude havde også en kolossal indflydelse på Beethovens tænkning, det er herfra, denne berømte linje kommer:

»Brødre – over stjerneteltet må bo en kærlig Fader.«

Oden brugte han i finalen af 9. Symfoni, begge værker blev komponeret først i 1820’erne. På samme tid nedskrev den døve komponist følgende sætning i sit konversationshefte:

»Den moralske lov inden i os, og stjernehimlen over os« – i en omskrivning af et udsagn af filosoffen Immanuel Kant.

Missa solemnis kan således høres som noget langt mere vidtfavnende end endnu en tonesætning af messens fem faste led (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus Dei). Den er Beethovens mest omfangsrige værk, bortset fra operaen Fidelio, og kan måske snarere betegnes som et vældigt oratorium i fortsættelse af Händel og Bach, som Beethoven beundrede grænseløst.

Man kan høre hans udlægning af messeteksten som en lidenskabelig tale til menneskeheden, borte fra kirkerummet og inde i koncertsalen. Og endelig meddeler Missa solemnis sig fortsat som en art fremtidsmusik sammen med 9. Symfoni, de sidste klaversonater og de fem gale strygekvartetter – musik der nedbryder normer og grænser, stræber opad, omfavner millioner, danser i en glædesrus. Det var just sådan, jeg oplevede opførelsen med de svenske gæster og Thomas Dausgaard.

Isblå korklang

Foran os i koncertsalen havde vi en beundringsværdig talentmasse.

Det Svenske Radiokor eller Radiokören, som det kaldes hinsidan, er en glorværdig institution i det internationale musikliv. Det Svenske Kammerorkester fra Örebro har på en snes år udviklet sig til et suverænt Beethoven-ensemble med fokus på historisk opførelsespraksis. Thomas Dausgaard er manden bag denne orkestersucces, og det er også rimeligt at hævde, at han i kraft af det mangeårige samarbejde har udviklet sig til en spændende dirigentpersonlighed. De fire solister – sopranen Malin Christensson, alten Kristina Hammarström, tenoren Michael Weinius, alle svenske, og den østrigske bas Josef Wagner – føjede sig smukt ind i det stilistiske koncept, som Dausgaard lagde for dagen.

Beethoven kræver så at sige det umulige af koret i Missa solemnis.

At synge så mange høje toner i så lang tid, at synge dem så kraftigt, at synge dem så svagt, at klare den ene bjergbestigning efter den anden uden at miste pusten – det er udfordringer, de fleste kor ikke magter på en måde, så man virkelig kan komme overens med værket. Men det kom jeg som aldrig før med Det Svenske Radiokor. I korlederfænomenet Eric Ericssons dage for mere end 40 år siden lød det anderledes, dengang kom der en bredere, fyldigere klang fra damestemmerne, og basserne var mørkere.

Nu er spektret ændret til lysere, men fortsat dynamiske og fabelagtigt kontrollerede stemmer, undertiden som et isblåt kraftcenter eller et hviskende chorus mysticus som i Goethes Faust. Balancen var tilmed påfaldende. Sopranerne kunne i begyndelsen lyde underbelyste, men man forstod ganske hurtigt, at deres omtrent vibratoløse klang, sammen med de ligeledes slanke basstemmer, gav hele koret en forbløffende manøvredygtighed. Det hørtes især i de afsluttende fugaer i Gloria og Credo.

Der er mange euforisk himmelstræbende passager i denne messe, men disse to kontrapunktiske magtdemonstrationer blev fremført storslået og uden vaklen i geledderne.

Solokvartetten var som et aftryk af korets klanglige disposition og på den måde homogent sammensunget, dog undertiden med en lidt for lidenskabelig tenor. Det var gribende at høre de fire individer som forposten i den tyste »Qui tollis« (du som borttager alverdens synder) i Gloria-satsen. Stille bønfaldelser i vekselsang med koret og indfarvet af blæsernes medfølende replikker. Et lignende højtideligt moment – solemnis betyder højtidelig – gjaldt begyndelsen af Agnus Dei, hvor bassolisten i et intenst tilbageholdt legato gik i sørgeprocession med mandskoret til samme tekst.

Mangfoldighed

Men det hele udgik fra dirigenten. Hans vision hørte jeg som en integreret åndelig klangverden, sangerne blandede sig i lange stræk med orkestrets musikere som instrumentalstemmer, og således kunne han udfolde logikken og skønheden i messens symfoniske sammenhængskraft. Orkestret bød på en mangfoldighed af spillemåder og klangvirkninger og skabte også derigennem en række bevægende scener.

Efter den hvirvlende anråbelse af Jesus Kristus i Credo-satsen skiftes der fra himmel til jord i en pludselig nedblænding på linjen »Et incarnatus est« (og han har påtaget sig kød), og det efterfølgende forløb om essensen af påskebudskabet lykkedes overmåde godt – først i et fint kontrolleret pianissimo, siden smertefuldt oprevet i korsfæstelsen og endelig med tilbageholdt åndedrag i strygernes dybe nedgang i graven, før genopstandelsesjublen brød løs. Benedictus-satsens vidtspundne sangscene med soloviolinen var et andet fortættet højdepunkt.

Og så kom den mystiske slutning i Agnus Dei, hvor man hører militærmusik i det fjerne, præcist artikuleret i svenskernes naturtrompeter og pauker. Hvad i alverden mente Beethoven med denne reference til krig? Han skrev det faktisk over noderne:

»Bøn om indre og ydre fred.«

Med andre ord: Fred i det enkelte menneske og mellem folkeslagene.

Gæstespil med Det Svenske Radiokor, Det Svenske Kammerorkester og Thomas Dausgaard. DR Koncerthuset 10. november 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Ivan Gullev
  • Frank Lee
  • Ejvind Larsen
Hans Larsen, Ivan Gullev, Frank Lee og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forbilledlig musikanmeldelse. År10'er siden vi læste en tilsvarende sidst.
Valdemar Lønsted blev i sin tid gået af Danmarks Radio, der var tilfreds med medarbejdere, der ustandseligt lancerede de mest platte anekdoter om komponister, som anmeldelser.

Michael Kongstad Nielsen

Overskriften er i hvert fald ikke god. " .. svenske elitetropper .." får mange til straks at stå af. Kan det være noget fra Karl Gustavs tid, hvor den svenske hær gik over de isbelagte bælter og nærmede sig København. Gangehøvdingen var fed, men havde ikke så meget med Beethoven at gøre.

Christian Mondrup

Michael Kongstad Nielsen: "Overskriften er i hvert fald ikke god" - enig! Jeg gætter på, at det ikke er Valdemar Lønsted, der står med ansvaret herfor.