Læsetid: 3 min.

Stærkt teater om flygtninge, der vil med ind i varmen

Aalborg Teater lykkes stort med sin satsning på folkelig dramatik i Julie Maj Jakobsens flygtningeforestilling ’Aftenlandet’
24. november 2017

Aftenlandet er en vidunderlig titel.

Den er poetisk, men den er også dyster – og den rummer den folkelighed, som ny dansk dramatik ofte forsømmer. Det nye stykke af den 35-årige dramatiker Julie Maj Jakobsen har det hele: poesien, desperationen, raseriet, volden, medfølelsen, afmagten – og så lige pludselig et strejf af kærlighed.

I Fucking Fattig fra 2013 beskrev Julie Maj Jakobsen nutidens teenageres skrøbelige forbrugeridentitet, og i Defekt fra 2016 var det de tvangssteriliserede piger på anstalten på Sprogø, hun gav stemme.

Men i Aftenlandet viser det sig, at hovedpersonerne er os alle sammen – os europæere og vores forhold til flygtningene og de arbejdere, der kommer østfra og sydfra for at få et bedre liv.

Kaffe og croissant

Tue Biering har iscenesat Aftenlandet sammen med scenografen Nicolaj Spangaa på Aalborg Teater. Inden forestillingen bliver publikum først gennet ud i teatrets baggård, så da vi endelig sidder i en spånpladeverden rundt om et stort bord, er vi parate til lidt af hvert.

På bordet står en stor modeltankstation med parkeringspladser og det hele, og ovre i hjørnet står en kaffemaskine og en vandautomat, der senere transformerer sig til håndholdt lydstudie. Det er troværdigt spartansk, dette dogmeteater, hvor en mobiltelefon afspiller sin musik ned i tankstationens madmikrofon.

Et sæt glasdøre går op og i, og sneen pisker ned på parkeringspladsen, hvor en lastbilchauffør netop har tvunget en masse flygtninge til at forlade sin lastbil.

Forestillingen er fuld af knækkede skæbner, og iscenesættelsen lader konsekvent skuespillerne gøre noget andet, end de kommenterende replikker siger, at de gør. Det skaber en heftig koncentration på tilskuerpladserne – og en fin komik. Ena Spottag styrer i hvert fald sin tankstation med stolthed, mens hun remser de groteske rabatordninger op med sikker stemme; »kaffe og croissant« er favoritten.

Og Niels Anders Manley spiller hendes tvivlsomme, nyansatte medhjælper Natashia med blide håndbevægelser og barske undertoner. Det er sjovt.

Godt makkerskab

Alvoren dukker op, da Marie Knudsen Fogh vælter ind som den syriske kvinde, der leder efter sin datter. Marie Knudsen Fogh kan nulstille sin krop fuldstændig, hvorefter hun udtrykker en følelse så rent, at man umiddelbart bliver ramt af den. Også da hun uden overgang skifter til at spille tvivlende overklassepige med selvværdsproblemer.

Kathrine Høj Andersen har en slagkraftig udstråling som moderen med tvillingedøtrene på bagsædet, men som rig og uelsket kvinde i pels, der har drømt sit livs mareridt – uden at det egentlig påvirker hendes desperadomand, som Jakob Hannibal spiller køligt og druknepanisk på samme tid.

Det bedste modsætningspar er dog stykkets to vagtværnsmænd, der lige kommer ind fra skoven for at få en kop kaffe. Lars Topp Thomsen spiller den unge, højreorienterede selvtægtsbrutalis med alle typiske kendetegn på selvhævdelse, men også med den dirrende usikkerhed, som gør portrættet interessant.

Og Jørgen W. Larsen spiller hans eftertænksomme kollega med alderens gode langsomhed – og med en glemt handlekraft, som pludselig imod al forventning kommer til at afslutte det drama, hvis fortsættelse vi ellers glimrende kunne gisne om. Det er et godt makkerskab.

Ægte ansigter

Uden for glasvinduerne kommer så alle de flygtninge, der gerne vil med ind i varmen og i Europa. De står i Mathias Herslands ensomme motorvejslys af billygter, der suser forbi. Mennesker med ægte ansigter, der bare stirrer på os, men også mennesker vi aldrig får noget at vide om. Er de virkelige flygtninge? Eller er de bare castet som flygtninge?

Netop denne kyniske uklarhed skaber præcis den usikkerhed hos tilskueren, som velsagtens har været målet  på Aalborg Teater, hvis repertoire i sæsonen undersøger ’kærlighedens potentiale’. At så denne forestilling om ’Europas sjæl’ rummer nogle åbenlyse eventyrsvagheder, er velsagtens præmissen, når fiktionen styrer uden om hverdagslogikken.

Følelsesmæssigt rammer Aftenlandet i hvert fald, hvor den skal: lige i hjertet.

’Aftenlandet’. Tekst: Julie Maj Jakobsen. Iscenesættelse: Tue Biering. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Lys: Mathias Hersland. Lyddesign: Kristian Berg. Aalborg Teater, lille scene. Til 16. december 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu