Læsetid: 4 min.

Stanley Kubricks ’The Shining’ kan – og skal – igen ses på det store lærred

37 år efter premieren er der igen mulighed for at se Stanley Kubricks mesterlige gyserfilm, ’The Shining’ på det store lærred – og det i en flot, ny kopi af den amerikanske version af filmen, der er 25 minutter længere end den, som havde premiere i Europa. Her er fem gode grunde til, at det er en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for
Wendy (Shelley Duvall) trøster sin søn, Danny (Danny Lloyd), efter at han har mødt kvinden i værelse 237 i Stanley Kubricks mesterlige gyserfilm, ’The Shining’. 

Wendy (Shelley Duvall) trøster sin søn, Danny (Danny Lloyd), efter at han har mødt kvinden i værelse 237 i Stanley Kubricks mesterlige gyserfilm, ’The Shining’. 

SF Studios 

10. november 2017

1. Billederne

Den nye version af Stanley Kubricks gyserfilm, The Shining (Ondskabens hotel på dansk), ser knaldgodt ud. Billederne står så klart og skarpt, som de formentlig ikke har gjort siden premieren i 1980, og man kan i fulde drag nyde den omhu, som Kubrick har lagt i hver eneste indstilling. Det gælder helikopterbillederne, som indleder filmen, og som følger familien Torrance, mens de i en Folkevogn kører op til det afsidesliggende Overlook Hotel, hvor Jack Torrance (Jack Nicholson) skal være opsynsmand vinteren over.

Det flyvende kamera og vejen snor sig ud og ind imellem bjerge, søer og skove, og det er næsten som en tur ind i den menneskelige psykes kringelkroge – et forvarsel om, at familien, der også tæller mor Wendy (Shelley Duvall) og lille Danny (Danny Lloyd), sammen med publikum er på vej ind i et drømme- eller mareridtsland, hvor ikke alt er, som det bør være.

Det gælder de urovækkende, suggestive sekvenser, hvor kameraet er lige i hælene på lille Danny, mens han hjuler rundt i det store hotels tomme gange og blandt andet støder på spøgelsestvillingerne. Og det gælder de mange symmetriske billeder af hotelsale og -korridorer – med gennemdesignede tæpper, søjler og vægge – hvor Kubrick så udspekuleret placerer sine personer i forhold til rummene og hinanden og koreograferer deres bevægelser, som var der tale om en ballet.

2. Musikken

Ligesom i de fleste andre af sine film bruger Stanley Kubrick en blanding af ny og gammel kompositionsmusik i The Shining – Ligeti, Penderecki, Bartók – og formålet er filmen igennem at skabe en udefinérbar stemning af utryghed og indimellem endda uhygge. Wendy Carlos og Rachel Elkinds enkle, dybe og næsten truende toner, som ledsager køreturen til The Overlook Hotel, synes at antyde, hvad der er familien Torrance og os i vente.

Indimellem glider det ekspressive lyddesign og musikken sammen og skaber en stemning af noget foruroligende, andre gange nærmest skriger musikken, som da en chokeret Wendy opdager, at Jack – en aspirerende forfatter – har skrevet den samme sætning hundredvis af gange på sin skrivemaskine: »All work and no play makes Jack a dull boy.« Det er en ganske radikal brug af lyd og musik, som er med til at gøre The Shining til noget særligt.

3. Genren

The Shining, der er baseret på en bog af Stephen King, er en gyserfilm – og en uhyggelig én af slagsen. Selv om jeg ved, hvor og hvornår scenen med Danny og spøgelsestvillingerne kommer, får jeg alligevel kuldegysninger, hver gang jeg ser den: »Come and play with us, Danny. For ever and ever and ever

Kubrick tager sig tid til at bygge stemninger og uhygge op, og aldrig forfalder han til billige chokeffekter eller frenetisk klipning. Det kunne mange moderne gyserfilminstruktører lære meget af. Hotellet er i lige så høj grad som Jack, Wendy og Danny en figur i The Shining. Som kokken Dick Hallorann (vidunderlige Scatman Crothers) fortæller Danny, da familien vises rundt på hotellet, rummer bygninger nogle gange en art rester af de forfærdelige ting, der er sket i dem: Mange år tidligere myrdede en anden opsynsmand sin familie – sin kone og tvillingedøtre – på hotellet.

Både Danny og Hallorann har telepatiske og synske evner – de kan ’skinne’ – hvilket blandt andet gør dem i stand til at se, hvad der sker i fremtiden, og det er ved at skræmme livet af den stakkels dreng.

4. Jack Nicholson og Shelley Duvall

Man fornemmer tidligt i filmen, at Jack Torrance er i ubalance. Jack Nicholson spiller ham som en mand, der på overfladen virker afslappet og gemytlig, men som er ved at blive ædt op indefra. Han er hele tiden på kanten, og da han endelig eksploderer, er det med en chokerende kraft, hvor Nicholson bruger al sin dæmoni og sin fysik til at skabe en skifting, man slet ikke ved, hvor man har. På den anden side minder klejne Shelley Duvall med sine kæmpestore, brune øjne om et dådyr fanget i lyskeglerne fra en bil.

I begyndelsen er hendes Wendy den positive kraft, der tager sig af mand og søn. Men efterhånden som filmen skrider frem, og Jack forvandler sig, bliver hun selve indbegrebet af en rædselsslagen kvinde, der pludselig ser sin mands sande jeg, og som må kæmpe for sin egen og Dannys overlevelse. Og selv om Wendy skriger og græder og trygler, er hun ingenlunde en handlingslammet kliché af en gyserfilmkvinde. Hun reagerer følelsesmæssigt – hvem ville ikke det?! – men også med en god portion sund fornuft. De to skuespillere komplementerer hinanden på brillant vis, og man tror virkelig på dem som personer og på den forandring, de begge undergår.

5. Temaerne

The Shining kan ses som meget andet og mere end en fortælling om spøgelser og en mand, Jack, der bliver forført og besat af et hotel – ondskabens hotel. Den er også, som alle Stanley Kubricks film, et skarpt, ja, næsten brutalt, kig ind i det menneskelige sinds mørkeste afkroge – helt derind, hvor mennesker mister sig selv og gør hinanden fortræd. Tilmed dissekerer instruktøren et ægteskab, der er ved at falde fra hinanden. Jack har tidligere drukket for meget og været voldsom mod sin søn – nu er han tørlagt alkoholiker, og opholdet på hotellet er en mulighed for Wendy og ham for at begynde på en frisk.

De indre og ydre dæmoner vil dog ikke lade Jack i fred. Og endelig skildrer filmen den svære kreative proces. Jack har taget jobbet på The Overlook Hotel for at få fred til at skrive en bog, men han kan ikke komme i gang – måske fordi han ikke drikker – og det driver ham bogstavelig talt til vanvid.

’The Shining’. Instruktion: Stanley Kubrick. Manuskript: Stanley Kubrick og Diane Johnson. Amerikansk-britisk (Imperial i København og i Nordisk Film Biografer i Lyngby, Odense, Aarhus og Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg læste bogen. Så så jeg filmen. Derefter læste jeg bogen igen et stykke tid efter, og var nødt til at lægge den fra mig undervejs, sandsynligvis pga skræmmeeffekten fra filmen.

Christian Monggaard

Eva S.: Der står en lille smule om det til sidst i min anm. I faktaboksen. Det er ikke meget, man får ekstra, og det er som sagt overflødigt. Vil dog helst ikke skrive for meget af hensyn til de, der ikke har set filmen. Hvis du søger på The Shining og american version, får du mere at vide.

Eva Schwanenflügel

Tak for svar Christian Monggaard, det var gode oplysninger :-)
Kubrics version af "The Shining" har aldrig hverken skræmt eller fascineret mig, som du måske kan huske fra en tidligere kommentar. For mig var bogen altid mere levende på det indre filmlærred end det ydre, ligesom de fleste Stephen King bøger, med meget få undtagelser, såsom "The Shawshank Redemption", "The Green Mile", "Dolores Claiborne" og "Misery".
Måske ville det interessere dig og andre at vide, at Netflix har lavet to virkelig gode og helt nye Stephen King filmatiseringer, nemlig "Geralds Game" og "1922"? Du ved det sikkert, men ligger i baghånden med at anmelde den nyeste King-satsning, ikke Christian? :-)

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Og selv om Wendy skriger og græder og trygler, er hun ingenlunde en handlingslammet kliché af en gyserfilmkvinde. ---- man tror virkelig på dem som personer og på den forandring, de begge undergår".

Det afhænger vist meget af det blik og det mentale sanseapparat, der tages i anvendelse under filmen. Hvorfor er en sådan fremhævelse (og vel dermed indirekte et selvbenægtende udsagn) nødvendig i en anmeldelse?

Netop på grund af det i anmeldelsen fremhævede får nogle scener karakter af det "overgjorte". Den samme fornemmelse, som man kan sidde med ved visse scener i Lars von Triers film. Det kan få karakter af "verfremdungseffekt", og man kan sidde tilbage med en fornemmelse af at blive voldsomt manipuleret og leget med af instruktøren.

Gad vide om instruktøren også har et indre legebarn, der morer sig over sin egen magt? Så kan man som publikum enten vælge at more sig over det eller at blive voldsomt irriteret. Jeg vælger det første, for der er jo trods alt "kun" tale om et kunstværk, og det vidner jo også om en instruktør, der i den grad kan sit håndværk.

Publikum fungerer som de 3. års elever, hypnotisøren Ali Hamann kunne få til at sidde på skødet af rektor og kysse ham på kinden i den tro, at han var deres far.

Med henblik på en freudiansk tilgang kan jeg anbefale følgende analyse af psykologien Bente Petersen.
http://bente.p-ivil.tripod.com/id15.html

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Bjarne Toft Sørensen
I forhold til din kommentar om Wendy og hendes rolle i Kubrics "The Shining", har Stephen King udtalt, at hun blev portrætteret som en "skrigende karklud", og at Jack Nicholson, der spiller faderen, fra begyndelsen af filmen var alt for dæmonisk, for længe inden vi oplever de onde ånder på hotel Overlook, er han som besat. Danny, drengen der 'skinner', er også alt for infantil og hjælpeløs.
Det underbygger din udlægning af den magtfulde, manipulerende instruktør, der forsøger at hypnotisere sit publikum.
I bogen er opbygningen af konflikten langt mere subtil, og ondskaben krybende. Faderfiguren er på en gang kærlig og svag, og det er først da hotellet frister ham med alkohol, at sammenbruddet begynder for alvor. Moderen er stærk og handlekraftig, og bryder på intet tidspunkt ud i hyl og skrig, ligesom drengen kan tænke selv, og i det hele taget er omdrejningspunktet for handlingens fremdrift.
Jeg er ikke begejstret for filmen.