Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Stephen Frears’ ’Victoria & Abdul’ er som en håndgranat smidt ind i dronningens hof

Stephen Frears fortæller morsomt og rørende om den britiske dronning Victorias venskab med en jævn, indisk mand i sit underholdende periodekomediedrama, ’Victoria & Abdul’
Dronning Victoria (Judi Dench) falder for indiske Abdul (Ali Fazal), og de to meget forskellige mennesker bliver gode venner i Stephen Frears’ underholdende ’Victoria & Abdul’. Foto: UIP

 

Dronning Victoria (Judi Dench) falder for indiske Abdul (Ali Fazal), og de to meget forskellige mennesker bliver gode venner i Stephen Frears’ underholdende ’Victoria & Abdul’. Foto: UIP

 

Peter Mountain

Kultur
3. november 2017

Det er sjovt, som det næsten er blevet den britiske filminstruktør Stephen Frears’ lod at være en af de store dronningekronikører. Det var ikke lige, hvad man havde forventet af den halvvrede, samfundskritiske mand bag film som Mit smukke vaskeri, Dirty Pretty Things og The Van.

Det skal selvfølgelig siges, at han har lavet et hav af andre film, men hans mest berømte værk er vel nok stadig The Queen (2006) med Helen Mirren i titelrollen som Elizabeth II, og nu er han biografaktuel med en film om dronning Victoria og hendes venskab med en indisk mand, Victoria & Abdul.

Og faktisk giver det god mening, fordi Frears om nogen er en sædeskildrer af rang. Han placerer sig i forskellige miljøer – 1700-tallets franske adel, cowboys i 1940’ernes USA, varietéstjerner i mellemkrigstidens London, den usynlige underklasse af servicearbejdere på nutidens fornemme hoteller, de kongelige i 1990’erne og 1880’erne – og fortæller skarpt og vittigt om strukturer, omgangsformer, fordomme, uretfærdigheder, klassesystem, klassekamp, løgn og selvfølgelig mennesker.

Når han er bedst, formår Frears at sige mange kloge ting om den verden, vi lever i, hvorfor den ser ud, som den gør, og hvad det gør ved menneskene i den.

Viljestærk kvinde

Victoria & Abdul er således en fornøjelse af en dramakomedie, der er baseret på virkelige begivenheder og begynder i 1880’ernes Indien. Den unge, muslimske skriverkarl Abdul Karim (Ali Fazal) bliver til sin egen udelte begejstring og stolthed udvalgt til at rejse til Storbritannien for at overrække en medaljon til dronning Victoria (Judi Dench).

Sammen med en anden og noget mere vrangvillig landsmand, Mohammed (Adeel Akhtar), der kun vil tale om briterne som Indiens undertrykkere, ankommer Abdul til hoffet og fanger snart den aldrende dronnings øje. Hun keder sig noget så grusomt, og det, der begynder med en tiltrækning af hans gode udseende, udvikler sig til et venskab, hvor Abdul først får status af dronningens personlige lakaj og siden hendes munshi, en spirituel lærer.

De snakker sammen om snart sagt alt, og Abdul fortæller den beskyttede, verdensfjerne dronning om Indien og landets historie og traditioner. Hun begynder at lære urdu, og de mange mennesker omkring hende, ikke mindst hendes søn, tronfølgeren Bertie (Eddie Izzard), og premierministeren, lord Salisbury (Michael Gambon), ser med bekymring på venskabet og Abduls voksende indflydelse.

Men dronning Victoria er en viljestærk og begavet kvinde, der gang på gang gennemskuer og stopper den i hendes øjne umulige Berties rænkespil med livlægen, doktor Reid (Paul Higgins), hofdamen lady Churchill (Olivia Williams) og lord Ponsonby (Tim Piggott-Smith), hoffets daglige leder.

Strukturel racisme

Det er ikke mindst Storbritanniens rolle som kolonimagt og en institutionaliseret og strukturel racisme, især i det britiske samfunds forstokkede top, der står for skud i Victoria & Abdul. De grådige, traditionalistiske magtmennesker omkring dronning Victoria har endog meget svært ved at acceptere, at så jævnt et menneske som Abdul kan få adgang til dronningen – og så er han tilmed inder og muslim.

Det er ikke noget kønt portræt, Stephen Frears og hans manuskriptforfatter, Lee Hall, tegner af disse monstrøst privilegerede mennesker, der ingen føling har med den virkelige verden, og som føler sig truet af Abduls tilstedeværelse. Heldigvis forfalder instruktøren ikke – næsten ikke – til fæle karikaturer.

Victoria & Abdul handler også om den på mange måder ensomme, isolerede tilværelse, som et statsoverhoved lever. Dronning Victoria er nok rig og magtfuld, men hun har ingen mennesker tæt på sig, og som hun stoler på. Hun er alene efter mange år tidligere at have mistet både sin mand, prins Albert, og sin nære ven og – måske – elsker, tjeneren John Brown.

Og hvis hendes mange børn ikke strides med hende, strides de med hinanden om penge og magt. Hun er livstræt og svært overvægtig, og hun skal hele tiden deltage i kedelige statsbanketter, hvilket ødelægger hendes fordøjelse.

Morsomme detaljer

Der er nogle kostelige scener i filmen, hvor dronningen vækkes om morgenen, rulles om på siden af sine tjenestefolk, gøres klar og klædes på, som var hun en dukke. Og til de store middage spiser hun så hurtigt – for at blive færdig og komme væk – at hendes gæster må kæmpe for at følge med og nå at spise, inden deres stadig fulde tallerkner bliver fjernet.

Det er den slags morsomme detaljer, der er med til at gøre Victoria & Abdul så underholdende – og hvor Stephen Frears og Lee Hall formentlig tager sig visse friheder med det historiske materiale.

Judi Dench spiller rollen som Victoria med lige dele vitriol og sødme. Hun opfører sig næsten som en forelsket, ung pige, da hun første gang møder Abdul, der er tydeligt fascineret af hende. Med sit charmerende, milde smil og store, beundrende øjne er Ali Fazil perfekt i rollen som denne helt almindelige mand, der som en veritabel håndgranat bliver kastet ind midt i dronningens trummerum.

Kernen i filmen er venskabet mellem de to meget forskellige mennesker, som netop også blot er mennesker, der har brug for nogen at knytte sig til. Det er en rørende kerne, og den får kun yderligere vægt af at blive placeret i så storpolitisk et rum som det britiske hof på et tidspunkt, hvor imperiet var størst og mest magtfuldt. Tiden og miljøet er genskabt til noget nær perfektion, og ud over at være en på alle måder god oplevelse, er Victoria & Abdul også en fryd for øjne og ører.

’Victoria & Abdul’. Instruktion: Stephen Frears. Manuskript: Lee Hall. Britisk-amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

christian christensen

Man har vel valgt Judi Dench i hovedrollen af hensyn til investorerne, som så kunne være sikre på, at et vist minimum af mennesker ville gå ind og se filmen. Men ærligt talt. Hun har spillet rollen en gang før og heller ikke i denne film ligner hun den legendariske dronning. Hun er alt for skarp og skrap i trækkene i modsætning til den virkelige Victoria, som lignede en buttet udflydende tysk Hausfrau i ansigtet. Det meste af filmen gik med at sidde og se på, hvor forkert hun så ud, og det tog noget af opmærksomheden fra dramaet. Det er synd, for de kunne sikkert have fundet en glimrende kandidat blandt de talrige dygtige engelske skuespillerinder, som både lignede og spillede hende godt. Men i stedet for at satse på et ukendt navn, har man så valgt Dench.