Læsetid 3 min.

Syv døde kvinder mødes

Finske Laura Lindstedts roman ’Oneiron’ er en smuk, dyb fortælling om kvindeliv i syv verdensdele, set fra de sekunder, hvor liv bliver til død
Syv kvinder fra forskellige dele af verden mødes i et hvidt rum i sekunderne efter deres død. Her forlader de kroppen og oplever et fællesskab på tværs af alder og nationalitet.

Syv kvinder fra forskellige dele af verden mødes i et hvidt rum i sekunderne efter deres død. Her forlader de kroppen og oplever et fællesskab på tværs af alder og nationalitet.

Finn Frandsen

11. november 2017

Tre af de syv afdøde kvinder i Laura Lindstedts Oneiron er faktisk blevet myrdet.

Dermed får denne elegante og filosofisk rige roman et næsten kriminalistisk aspekt, også selv om dødsårsagen langtfra er hovedpointen.

De syv kvinder mødes i et hvidt, anonymt rum, hvor de langsomt mister fornemmelsen af krop og sanser. Hele handlingen foregår i sekunderne efter deres død, hvor de forlader kroppen, men samtidig oplever et fællesskab på tværs af alder og nationalitet.

På tværs af verdensdele fortæller de syv hinanden deres historie: Shlomith, en jødisk performancekunstner fra New York, Polina, en regnskabschef fra Moskva, Rosa Imaculada, en hjertepatient fra Brasilien, Nina, en fransk overklassekvinde, der venter tvillinger, Wlbgis fra Holland, der har strubekræft, den unge Maimuna fra Senegal, der drømmer om at blive model, og den sidst tilkomne, syttenårige Ulrike fra Østrig.

Bogen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og det forstår man, for den har en filosofisk dybde, der understreges af de semidokumentariske islæt, dødsannoncer, avisudklip og en 31 sider lang forelæsning, »Jødedom og anoreksi«, holdt af Shlomith, der hele sit liv har lidt af anoreksi, som også er det, hun dør af – på scenen, som et afsluttende statement!

Shlomiths forelæsning beskriver, hvorfor jødiske kvinder er mere udsat for anoreksi på grund af kosher-reglernes intense fokus på ortorektiske regler for, hvad man må og ikke må spise.

Fokus på kroppen

Beretningen anslår romanens grundtone. De syv kvinder har alle levet efter andres regler, andres behov.

Shlomith fik to børn med sin mand i en israelsk kibbutz i 1970’erne, men måtte kun se dem to timer om dagen. Børnene tilhørte fællesskabet, ikke deres forældre, Shlomith kunne ikke udholde børnenes længsel efter hende og valgte helt at forlade dem – på samme måde, som hun med sin sultekunst gør afkaldet til en livsform.

Rosa Imaculada blev ustandselig opsøgt af faderen til den unge mand, hvis hjerte hun fik transplanteret. Gennem hende søgte faderen forsoning med sin søn (hvis død faderen selv var skyld i!). Ninas mand er utro, mens hun venter deres fælles tvillinger. Ulrike på 17 blev snydt for hele sit liv.

Laura Lindstedt: ’Oneiron’

På sin vis er det først i døden, disse kvinder bliver helt klar over, hvem de selv er. Bogen besynger langtfra sjælens frihed fra kroppens fængsel. Tværtimod er her et overvældende fokus på kroppen som menneskeligt vilkår, på afmagrede hofteskåle, på rør implanteret i den beskadigede strube, og den diffuse længsel efter fysisk nydelse, som de aldrig mere skal opnå.

Bogen er dog ikke sørgelig, nærmest grotesk munter i sin udforskning af livet før døden, af individets grænser og af en munter kvindelig elskværdighed i tragediens øje. Wlbgis’ orangerøde kemo-paryk bliver gruppens lejrbål og centrum for fnisende munterhed.

Hen over parykkens orange bål fyger en række spirituelle retninger, som kvinderne præsenterer for hinanden: fra den meditative ro som åndeligt vilkår, nu, hvor kroppen ikke længere stiller krav om mad, kærlighed, bevægelse, til Swedenborgs vidtløftige teorier om en komplet materiel verden i det hinsides, som russiske Polina udlægger således: »Afdøde bliver til sine tanker og sin vilje, kroppen er ikke længere en hindring.«

Kærlighed og modstand

Diskussionerne samler sig til et fantasifuldt katalog over nutidens trosretninger, inspireret af film, religion og litteratur. Hver for sig tilbyder trosretningerne acceptable bud på livets og dødens udfordringer, især fordi diskussionerne samler sig om kærlighed og modstand. Hvornår skal man tie og tåle for dem, man elsker, hvornår stå fast på sit eget og havne i konflikt?

Kvindernes lyttende, trygge tålmodighed i det hvide rum danner en skarp kontrast til bogens anden del, hvor læseren indvies i, hvilke konflikter kvinderne levede med og døde af. For fleres vedkommende af simpel vold fra mere eller mindre ukendte mænd, blot fordi de var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Romanen er skarp og poetisk velskrevet, sikkert komponeret med drømmeagtig logik, der forplanter personernes svævende, meditative tilstand til læseren. At læse den er som at deltage i en runddans eller yogatime, hvor bevidstheden spændes ud mellem nul og uendelig, uden at fortællingen taber tempo eller dynamik.

Oneiron er en dybt original version af en klassisk episk-dramatisk form, hvor mange stemmer byder ind, og ingen besidder hele sandheden, eller retten til at belære andre. Skæbnefællesskabet og accepten af forskellighederne bliver i sig selv en paradisisk dialog om alt mellem himmel og jord. Med venner i lys vi tale! Også selv om vennerne ikke er nogen, vi før har mødt.

Laura Lindstedt: ’Oneiron’. Rosinante. Oversat af Birgita Bonde Hansen. 434 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu