Taylor Swifts 6. album havde været endnu bedre, hvis hun havde gået planken ud

Den 25. august 2017. Den første single Taylor Swifts sjette album udsendes. Hele verden holder vejret, for hvad har dette 27-årige musikfænomen nu fundet på?

Nummeret hedder »Look What You Made Me Do« og inspirationen fra (for)tidens mere kantede r&b (»Milkshake« med Kelis anno 2003 rinder denne anmelder i hu) er hørbar, selvom genren grundlæggende må klassificeres som electropop.

Videoen er uomtvisteligt mere interessant end sangen, men dermed ikke sagt lige så god, den er blevet et hit, fordi den kan noget. Men som sagt: interessant.

Et døgn efter den blev tilgængelig på nettet, havde videoen opnået 19 millioner visninger, og den er blændende flot, budgettet må have ligget på noget i retning af den samlede årlige danske kunststøtte. Hvis det kan gøre det.

Videoen starter med at zoome ind på en gravsten på en kirkegård, hvorpå skrevet står: Here Lies Taylor Swift’s Reputation.

Den ’reputation’, Swift måske har behov for at begrave, er givet hendes ry som allround pæn pige, men det er også titlen på hendes kommende album, så det virker lidt defaitistisk at sende det direkte ad helvede til, men ok, det bliver nok en sællert alligevel. Så sætter det ellers i med det ene visuelt mere blændende tableau efter det andet,

Swift skifter persona fra scene til scene (og der er mange), og de refererer alle til tidens hotteste buzzword, ’empowerment’. Hun svinger med en baseballkølle (fast inventar i musikvideoer p.t.), hun løfter et par motorcykler, hun går tur med en leopard, hun danser med en masse sorte mænd, hun sidder på en trone omgivet af slanger, hun kører en sportsvogn ind i en lygtepæl etc. Er budskabet lidt uklart, ser det sejt ud.

Musikvideoen til Taylor Swift sang '…Ready For It?'.

Totalt 2017

Den 3. september 2017. Den anden single fra Taylor Swifts sjette album udsendes. Nummeret hedder »… Ready For It?«, der musikalsk består af vers, der stilmæssigt ligger tæt op af tidens grasserende electropop, mens et fængende omkvæd (man mærker Max Martins ånde her) lyder mere om traditionelt melodisk fængende. Det lyder totalt 2017 og fraset egentlig originalitet besidder nummeret lige de elementer, der skal til at fylde et dansegulv lige nu. Jeg kan godt lide det.

Men videoen, ikke? Hold da op! Med et budget svarende til to danske spillefilm (skyder vi på) er det et overgearet sci-fi orgie, Bladerunner-dystert og visuelt overvældende overflødighedshorn, hvor vor heltinde atter spiller forskellige roller, der optræder overfor hinanden, blev set af 20,4 millioner i sine første 24 timer derude.

Og jo ja da, Swift ses bl.a. som ’nøgen’ android (kønsdelene er sådan lidt Barbiedukkeagtige at skue), mens alskens robotter løber forvildede rundt og de utallige specialeffekter lyner og slår gnister, og der refereres til en masse EFX-film, som denne anmelder helt sikkert ikke har set. Hvad videoen lige handler om, får stå hen, men hun er sej at se på. Og som altid med et glimt i øjet, Swifts mest forsonende træk. At hun (tilsyneladende) ikke tager sig selv for højtideligt.

Den 20. oktober 2017. Den tredje single fra Taylor Swifts sjette album udsendes. Nummeret hedder »Gorgeous« og trods et vist electro-præg, ligger den både melodisk og stemningsmæssigt i forlængelse af den ’gamle’ Swift, som store dele af hendes fanskare finder så tryg og indtagende. Desværre er sangen ikke fem potter pis værd (lyder som et anonymt spor, der kunne ligge gemt væk på et Kate Perry-album), men den er givetvis allerede blevet streamet flere gange end Trump har fortalt usandheder.

Ufarligt sexet og sjov

Jeg finder en fan-generet video på Youtube, da Swift og hendes pladeselskab åbenbart ikke har ofret én på sangen (ovenpå de to første er kontoen givetvis lænset). Den består af klip fra hendes mange tidligere videoer (hun har været på banen siden 2006, hvor hun debuterede som country-kunstner, 17 år gammel) og her folder hendes cute side sig fuldstændig ud. Og jo, det er en lille smule øretæveindbydende med al den sødme, men den demonstrerer hendes oprindelige appel, for hun lanceredes som præsentabel, spiselig for alle aldersgrupper, ufarligt sexet og ret sjov.

Den 3. november 2017. Den fjerde single fra Taylor Swifts sjette album udsendes. Nummeret hedder »Call It What You Want«, og her kommer anonymiteten for alvor krybende. Dvs. sangen vil givetvis glæde Swifts ældre fans, alt lyder som det plejer, en pænt karakterløs mellemtemposang i sådan en renskuret 1990’er singer-songwriterstil, der snildt kan spilles på akustisk guitar.

Trommeprogrammeringerne er lidt interessante og linjen »I brought a knife to a gun fight« er såmænd o.k., men hold da op, at hun ikke sætter barren højere. Heller ikke i denne ombæring er der lanceret en video, men det kan nås endnu. Sangen kan godt gøre en urolig for det ry, hun så gerne vil begrave Eller hvad?

Den 10. november 2017. Taylor Swifts sjette album udsendes. Det hedder Reputation og består af 14 numre, heriblandt de fire allerede nævnte. Som helhed har materialet fået et skub i retning af tidens bombastiske electropoppede hitlisteklang tilført lidt subversiv soul noir, det er tydeligt at Swift ønsker at give såvel sin lyd som sit image en drejning mod noget mere både farligt og sobert. Hvad angår det sidste, taler det sobre sort-hvide omslagsfoto sit tydelige sprog, hun vil tages alvorligt og udtrykke sig voksent. Så der synger om druk (eller i hvert fald alkohol) og sex (»scratches down your back now«) og længerevarende forhold som en reel mulighed.

Og der er bestemt også mere rusk i numre som »I Did Something Bad« (med autotune, wow og Swifts første brug af bandeord: »If a man talks shit, then I owe him nothing«) og »Don’t Blame Me« end normalt fra den kant. På samme måde som der er blevet plads til bidrag fra Ed Sheeran og rapperen Future på den skægge »End Game« med den fine linje »I bury hatchets but I keep maps of where I put ’em«. Hun gør sig umage for ikke at lyde som hun plejer, det høres. Kudos. Og så er der selvfølgelig også fillers som »Getaway Car«, »Dress« og »King of My Heart«, men ikke så man kløjes i dem.

Gå planken ud

Det sagt er der som helhed hverken klangligt eller kompositorisk noget ikke før hørt at finde her, hvis man har haft radioen indstillet bare en lillebitte smule på en af tidens såkaldte ”musikstationer”. Swifts styrke er, at hun (i samarbejde med sine producere) i de bedste tilfælde formår at sætte sit særpræg på kendte skabeloner.

Swifts personlighed fylder som bekendt en del, og de ferme, måske selvoplevede tekster ligger gerne over gennemsnittet, idet hendes sans for den sigende detalje er prisværdig, som f.eks. i »New Year’s Day«, den afsluttende ballade, pladens eneste af slagsen – og dens bedste nummer: »Glitter on the floor after the party/ Girls carrying their shoes down in the lobby«.

Jeg er ikke kortbærende medlem af fanklubben, men jeg respekterer Swift for at udfordre sig selv en smule. Men hun måtte gerne have gået planken helt ud for min skyld.

Taylor Swift: ’Reputation’ (Universal Music)