Læsetid: 4 min.

’The Hills’ er en mærkelig bog på den allerbedste måde bøger kan være mærkelige

Norske Matias Faldbakken er tilbage med en roman om det modsatte af alt det, han skrev om for ti år siden: det satte, det borgerlige
Matias Faldbakkens nye roman handler om det, der består, om det gamle, højborgerlige Europa i det 21. århundrede. Og så handler den om, hvordan fajancen alligevel slår revner på måder, der er uforståelige.

Matias Faldbakkens nye roman handler om det, der består, om det gamle, højborgerlige Europa i det 21. århundrede. Og så handler den om, hvordan fajancen alligevel slår revner på måder, der er uforståelige.

Ennio Leanza

4. november 2017

I starten og midten af 00’erne var noget af det sjoveste og mest spændende, der skete i skandinavisk litteratur, de tre romaner, den norske billedkunstner Matias Faldbakken udgav under pseudonymet Abo Rasul. The Cocka Hola Company, Macht und Rebel og Unfun var overgearede og frenetiske og helt utroligt morsomme. De var som at læse en ubehagelig og exceptionelt begavet komedie, der gik i dobbelt tempo.

Tilsammen udhulede de det, man kunne kalde undergrundens og den kunstneriske avantgardes logik: overskridelsens og negationens logik, den logik, der siger, at det mest progressive i verden er at undergrave det bestående. De drev den logik ud til en ekstrem, hvor den blev absurd, latterlig, tømt for mening. Og så gjorde de ikke mere.

Nu, snart ti år efter, vender Faldbakken tilbage til litteraturen med romanen The Hills. Den er både et skridt videre og det modsatte af hans trilogi. Den er for eksempel ikke overgearet og kun morsom på en ret underspillet måde. Den er snarere stillestående, sitrende, langsomt krakelerende. Den handler om det, der består, om det gamle, højborgerlige Europa i det 21. århundrede. Og så handler den om, hvordan fajancen alligevel slår revner på måder, der er uforståelige.

Den er også et lille mesterværk, kuldslået og rig, ikke til at blive klog på. Så er det sagt. 

Matias Faldbakken: The Hills

At fornemme espressoen

Hvordan skriver man det højborgerlige? I The Hills overlader Faldbakken sin fortælling til en erfaren tjener på den traditionsrige, historiske restaurant »The Hills«, over 150 år gammel, med væggene fyldt med tegninger og kunstværker fra det 20. århundredes traditioner. Her indånder man historien, her kommer stamgæsterne igen og igen, enkefruerne og de gammelrige, de dannede velhavere, enkelte kunstnertyper. Det er en restaurant i den store europæiske tradition, som tjeneren erklærer.

Hans arbejde er at holde på formerne, sørge for, at alt glider korrekt, behageligt og neutralt. Hans arbejde er at observere og være til tjeneste, men også at gribe ind, diskret og behageligt, inden de sociale former bryder sammen. Det arbejde får han stadigt sværere ved at udføre. Tingene skrider ligesom for ham undervejs i The Hills, men måske lige så meget inde i ham selv som ude blandt stamgæsterne.

En generisk skøn »barnedame« dukker op og skaber stemningsravage – et mærkeligt ord, men der er også noget mærkeligt vagt over både hende og den måde, hun bringer alle fra koncepterne. To grupper af stamgæster – kunstkenderne og velhaverne – smelter sammen på en for tjeneren helt upassende måde. Hans ven Edgar efterlader sin datter i restauranten. Og han går selv ligesom i udu, fremviser pludselig romanescokål for både den unge pige og vennens datter, serverer retter ved det forkerte bord, slår ud med småbitte udbrud af racistiske tanker.

Gennem det hele er han så også en slags filosof, fyldt med sære brokker og overvejelser over det passende, samtiden, forholdet mellem tegn og eksistens. Her har den unge dame bestilt en firdobbelt espresso! Det slår vor fortæller ud af kurs på mere end en måde.

»I en tid som vor, som Edgar siger, hvor det eksisterende politiske sprog ikke kan tilbyde andre løsninger end at holde andres elendighed på afstand gennem kontrol, markedsudvidelse, hvid sundhed, ekstrem turisme og underholdning, hvordan skal jeg beskrive denne piges drikning af en firdobbelt espresso? Der findes ikke noget politisk sprog, man kan formulere tidens politiske konflikter med. Men så meget kan siges – pigen drikker kaffen, som om det er mig der burde drikke den. Giver det mening? Hun drikker den med en slags udvendig nydelse. Jeg fornemmer espressoen når hun drikker den.«

Allegori og koncept

Om ikke andet viser sådan en passage, at det ville være trist at læse The Hills som en sædeskildrende, realistisk roman. Det er den, lidt, men den er samtidig noget helt andet, måske en allegori, måske en art konceptroman, en roman, der er interesseret i at undersøge sammenstødet mellem forskellige typer af sprog. Jeg mener, på helt sære tidspunkter bryder stamgæster og tjener ud i replikker om kunsthistorie eller æstetikteoretiske overvejelser.

Eller, som i citatet ovenfor, i brokker af venstreradikal samtidsdiagnose. Det øjeblik, man får den tanke, føles det for eksempel oplagt at læse romanens »barnedame« som en hilsen til den franske, venstreradikale gruppe Tiqquns lille, berygtede skrift Foreløbige materialer til en teori om ungpigen og dens vision om pigen som en figur, der inkarnerer en ny kapitalisme.

Så ville The Hills handle om, hvordan en ny kapitalisme, centreret om forbrug og begær, undergraver en gammel borgerlighed. Så ville tjeneren være en tragisk helt, fordi han prøver at beskytte vennens datter fra ungpigens indflydelse. Men man kunne også læse The Hills for dens præcision i skildringen af det sociale livs tegnudveskling og af restaurantens samling af mennesketyper. Om stamgæsten Sellers står der:

»Nogle menneskers beruselse er hjælpeløs eller fjollet. Sellers beruselse opleves som villet og udfordrende. Det er som man oplever Sellers beruselse som en kritik af andres ædruelighed.«

Romanen skrider for læseren: registrerer den sociale omgangsformer? Er den en allegori over Europa? Er den en konceptroman? Det er ikke til at sige. Måske vil den undersøge de ubestemmelige, uafgørlige tonefald. Måske vil den være et diskret modsvar til de strømme af vilde, entydige historier, vor tjener ser på sin smartphone, mens han helt langsomt går fra koncepterne:

»Nu ser jeg et billede af en pige, som står oppe på hovene af en hest, der ligger på ryggen, lidt som en hund. En kat som siger ’cock’. En håndsafhugning, islamist-stil. En artikel om forholdet mellem skærmstråler og gulning af tænder.«

Hvad mere er der at sige? Der er en stemning af indestængt panik over romanen, især hen mod slutningen, men også noget helt usentimentalt. The Hills er en mærkelig bog på den allerbedste måde, bøger kan være mærkelige. Det er ikke en bog, man bliver færdig med.

Matias Faldbakken: ’The Hills’, Forlaget Oktober, 240 sider, 379 NOK.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu