De har altid haft fuld fart på, The Minds of 99. Da de fortolkede Tom Kristensens mindedigt til polarforskeren Knud Rasmussen på deres første store hit, »Det Er Knud Som Er Død«, var det med utrættelige akkordskift og med Duracell-kaninen på trommer. Mens logikken på deres andet album, Liber, der fulgte op på succesen, virkede til at være, at mere er mere (er mere).
På Liber, som handlede om vild og voldsom frihedsdyrkelse, tog det efter min mening overhånd, det blev for ensidigt energisk. Der var ingen sprækker. Men på den nye EP fra de dansksprogede postpunkere, Solkongen (Del 1), er bandet begyndt at disponere deres kræfter bedre. Ligesom længslen efter det vilde liv ikke får lov at stå uimodsagt her. Tværtimod er det som om forsanger Niels Brandt tager et lyrisk skridt tilbage og kigger på frihedsprojektet udefra.
Positiv overraskelse
I den bevægelse opstår der også en sårbarhed, som åbenbarer libertineren som en skæv og måske ensom figur. Ikke mindst på titelnummeret, hvor sårbarheden både skinner igennem lyrisk og musikalsk.
Nummeret begynder med et søvnigt vuggende keyboard, som med en blød klang og nogle enkle akkordbrydninger bakker op om den poetiske sang om solkongen, der er ved at blive forført af måneprinsessen.
Det syngende jeg virker fortabt, men det intense i Niels Brandts stemmeføring bliver smukt opvejet af den rolige skønhed i akkompagnementet. Selv når klimakset indtræffer i slutningen af sangen, er det bløde i hus, side om side med de hårde markeringer.
Og når bandet så rent faktisk sætter energimæssig trumf på og giver deres hurtige hænder frit spil på numre som »Ung Kniv« og »Ubåd«, bliver det netop forløsende, fordi det står i kontrast til de mere afdæmpede passager.
Solkongen (Del 1) er ikke uden skønhedsfejl, men den er mest af alt en positiv overraskelse. Fordi The Minds of 99 her tør være andet og mere end et vildt og farligt orkester og for alvor undersøge de smertelige sider af deres frihedsdyrkelse.
The Minds of 99: ’Solkongen (Del 1)’ (No3)
