Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tingene bliver kun mærkeligere i anden sæson af ’Stranger Things’

’Stranger Things’ er et veliscenesat, velskrevet og ikke mindst velspillet nostalgitrip for en 45-årig popkulturfanatiker som Informations filmredaktør. Men det er ikke de mange populærkulturelle referencer, der for alvor gør anden sæson af serien god. Det er derimod personerne og den universelle fortælling om familie, venskab og behovet for at finde ud af, hvem man er
Will, Mike, Dustin og Lucas er på sporet af endnu større og mørkere kræfter i anden sæson af Duffer-brødrenes nostalgiske og underholdende science fiction-fantasy-thriller-serie ’Stranger Things’.

Will, Mike, Dustin og Lucas er på sporet af endnu større og mørkere kræfter i anden sæson af Duffer-brødrenes nostalgiske og underholdende science fiction-fantasy-thriller-serie ’Stranger Things’.

Netflix

Kultur
6. november 2017

En af de store fornøjelser ved at se tv-serien Stranger Things – i hvert fald hvis man som jeg er barn af 1970’erne og 1980’erne – er at spotte alle de referencer til datidens populærkultur, som de to brødre bag, Matt og Ross Duffer, har proppet den med.

Men faktisk er referencerne til alt fra Stephen King, Steven Spielberg og John Carpenter til St. Elmo’s Fire, E.T., og Ghostbusters blot ét af de krydderier, som er med til at gøre Stranger Things til noget særligt. Hovedattraktionen er personerne og deres indbyrdes forhold – de mange børn, unge og voksne, som udgør det brogede persongalleri, og som alle har sit at kæmpe med.

Stranger Things er nok en science fiction-fantasy-thriller-serie, men den er i høj grad også en medrivende og følelsesladet fortælling om ung kærlighed, venskab, familie, ensomhed, behovet for at høre til og finde ud af, hvem man er. Og det er de tematiske aspekter, der giver serien psykologisk og menneskelig klangbund og for alvor gør den værd at se for andet end referencerne, som ellers har det med at løbe med den store medieinteresse.

Anden sæson af serien, Stranger Things 2, der landede på Netflix for en uge siden, begynder i 1984, cirka et år efter hændelserne i første sæson, hvor ungerne i centrum af historien besejrede den såkaldte Demogorgon, et ondskabsfuldt væsen fra verdens mørke vrangside, The Upside Down. Nu er det snart Halloween igen, og livet i Hawkins, Indiana, er tilsyneladende, som det plejer at være. Men også kun tilsyneladende.

Ung kærlighed

13-årige Will Byers (Noah Schnapp), der i første sæson blev bortført til den mørke side, har mareridt om et endnu større mørkevæsen, der truer Hawkins’ eksistens. Og spørgsmålet er, om det kun er mareridt. Hans ulykkelige mor, Joyce (Winona Ryder), og den lokale politimester, Jim Hopper (David Harbour), kæmper for at forstå, hvad der sker med Will, og de lader ham undersøge af videnskabsmanden dr. Owens (Paul Reiser), der nu leder det laboratorium – og den hemmelige regeringsorganisation – der var skyld i, at der overhovedet blev åbnet en portal til verdens vrangside.

Wills tre bedste venner, Mike (Finn Wolfhard), Dustin (Gaten Matarazzo) og Lucas (Caleb McLaughlin), prøver at hjælpe Will, samtidig med at de også glæder sig til årets store aften: halloween. Der kommer dog grus i maskineriet i skikkelse af en ny, sej pige på skolen, Max (Sadie Sink), kaldet Mad Max, som både Lucas og Dustin brænder varm på, og som har en storebror, Billy (Dacre Montgomery), der bestemt ikke er nogen rar fyr.

Og hjemme i sin kælderhule sidder Mike og savner Eleven, El (Millie Bobby Brown), den mystiske pige med de telekinetiske kræfter, som han og vennerne mødte i første sæson, og som endte med at redde dem alle fra Demogorgon. Nej, det er ikke nemt at være ung og forelsket – heller ikke for El, der også savner Mike, men som har sit eget at slås med. Og så må jeg hellere lade være med at fortælle mere – Stranger Things 2 er fuld af hemmeligheder, som det er bedst selv at opdage, mens man ser serien.

Større ambitioner

Ikke overraskende har Duffer-brødrene større ambitioner i Stranger Things 2, og det er ikke kun truslen mod Hawkins og vore unge helte og heltinder, der er vokset. Det er den verden, personerne bevæger sig rundt i også. Handlingen foregår ikke kun i den lille by, og i en stor del af sæsonen forfølger forskellige personer forskellige mere eller mindre personlige mål, hvorfor den overordnede fortælling er mere fragmentarisk end i første sæson.

På den ene side er det kun godt, at universet udvides, ellers kunne det godt være blevet lidt klaustrofobisk og en gentagelse af første sæson. På den anden side betyder det, at man til at begynde med ikke får lige så meget af den underholdende, genkendelige dynamik, der er imellem seriens hovedpersoner, ikke mindst imellem Mike, Will, Lucas og Dustin: Drengenes konstante mundhuggerier og konkurrencer om highscores på spillemaskinerne i arkaden og Dungeons & Dragons og deres morsomme, pubertære snak om de piger, der også spiller en afgørende rolle i serien. De er alle nogle voldsomt charmerende unger, som man næsten ikke kan få nok af.

Der er heller ikke lige så meget eventyr i Stranger Things 2 end i den første sæson. Det hele er meget dystert, alvorligt og mærkeligt fra begyndelsen, fordi der er mere på spil. Men heldigvis er fortælleglæden og humoren intakt, og der introduceres flere nye, skæve og sjove bifigurer, blandt andre konspirationsteoretikeren Murray Bauman (Brett Gelman), som lægger planer sammen med Wills bror, Jonathan (Charlie Heaton), og Mikes storesøster, Nancy (Natalia Dyer), og Joyces nye, optimistiske kæreste, elektronikforhandleren Bob (Sean Astin), der intet aner om hændelserne i første sæson.

Efterhånden som den ni afsnit lange sæson skrider frem, samles trådene dog, og spændingen stiger, og selv om jeg altså savnede noget af første sæsons menneskelige overskud og intimitet, var jeg vældig glad for Stranger Things 2, da den sluttede. Serien er et veliscenesat, velskrevet og velspillet nostalgitrip for en 45-årig popkulturfanatiker som mig, som tillige gerne vil have, at det stikker lidt dybere end som så.

Stranger Things 2. Skabt af Duffer-brødrene. Kan ses på Netflix, hvor også første sæson er tilgængelig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Stranger Things er min topfavorit på Netflix, og jeg er fuldstændig enig i alt hvad du skriver, Christian Monggaard - som jeg gerne plejer at være :-)
Lidt nørde-info, som jeg ikke ved om andre fans har bemærket :
Jonathan Byers, Will's storebror, ligner i bemærkelsesværdig grad gyserforfatteren over dem alle, mesteren Stephen King, især mht. udseende og opvækstvilkår.
Da Jonathan og Nancy finder frem til den excentriske konspirations-teoretiker Murray Bauman, introducerer Jonathan sig som 'Steve', måske fordi han ikke helt stoler på Bauman til at begynde med? Og Steve er jo en forkortelse af Stephen (King).
Hvis andre har lignende fun facts, ville det være sjovt at høre om ;-)

Christian Monggaard

Tak for det, Eva Schwanenflügel. Vældig god serie, der er spækket med referencer til alt det gode fra 1980’erne. Jeg overvejer at lave en oversigt over alle referencerne om ikke så længe. Kunne være en skov øvelse.

Eva Schwanenflügel

Christian Monggaard, jeg er fan, så glæder mig til flere sublime anmeldelser fra din side, nørd til anden, he he..
Alle referencer til 80'rene er rendyrket egennytte! Jeg vil høre om dem, lytte til dem, og drømme om dem.
Go on too the movies, for all our sakes, please ;-)