Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Tip fra Third Ear, når jorden går under: Du skal pulje dine ressourcer i stedet for at sidde derhjemme med et oversavet jagtgevær og beskytte dine pastaskruer

På trods af et uoverbevisende første afsnit er Third Ears podcast i fire afsnit om apokalypsescenarier en underligt opløftende omgang oplysning til borgerne om samfundets sammenhængskraft og mulige undergang
Som emne for en dokumentar byder jordens undergang på den udfordring, at den endnu ikke har fundet sted.

Som emne for en dokumentar byder jordens undergang på den udfordring, at den endnu ikke har fundet sted.

Kenneth Meyer

Kultur
1. december 2017

Det er en mere utaknemmelig opgave end sædvanligt, det danske podcastkollektiv Third Ear har stillet sig selv i deres nyeste serie, Enden er nær – din guide til jordens undergang, der er lavet under Politiken Podcasts paraply. Third Ear er mestre i at lade historier om afvigende menneskelig adfærd være indgangen til nogle miljøer og persongallerier, der overgår det meste fiktion.

I Kvinden med den tunge kuffert fulgte Third Ears Krister Moltzen i sporene på en (noget tvangspræget) lystløgner gennem det kirkelige miljø, der findes omkring Danmarks refugier. I Forsvundne katte forsøgte Rikke Houd at efterforske mordet på en masse huskatte i et bornholmsk villakvarter, hvilket ikke kastede en decideret opklaring af sig, men dog en parade af klare, nuancerede billeder af hus- og havemenneskers forhold til andre dyrearter.

Og nu er Third Ear så rykket videre, helt frem til jordens undergang. Som emne for en dokumentar byder jordens undergang på den udfordring, at den endnu ikke har fundet sted og derfor er sværere at dokumentere end så meget andet. 

Hvad gør kommunen?

Der er hverken et oplagt miljø eller et specifikt persongalleri, der står klar til at blive beskrevet og interviewet, så Tim Hinman (der sammen med Krister Moltzen udgør Third Ears faste redaktion) tager udgangspunkt i en videnskabelig rapport. Første afsnit af Enden er nær – din guide til jordens undergang opremser de 12 mest sandsynlige scenarier for menneskehedens udryddelse ifølge tænketanken Future of Humanity Institute i Oxford.

Afsnittet veksler mellem Hinmans interview med Nick Bostrom, der er forsker ved tænketanken, og reporter Maria Dønvangs forsøg på at komme igennem på telefon til Københavns Kommune for at høre, hvad kommunen har tænkt sig at gøre i tilfælde af jordens undergang.

Som altid med Third Ears produktioner er lydbilledet både komplekst og med til at modvirke forvirring. Som en lydlig scenografi gør Tim Hinmans musik og reallydene det klart, hvilket fysisk rum man befinder sig i, eller hvilket niveau i fortællingen man er på. Hinman skriver også gode speaks, som på uhøjtidelig vis får introduceret apokalypsens fire ryttere fra Johannes’ åbenbaring. Med den beherskelse af radiomediet kunne Third Ear godt lave en troværdig og fængende dramatisering af en rapport som den, første afsnit tager udgangspunkt i.

Desværre sker dramatiseringen i det første afsnit på bekostning af sagligheden. Ikke at Nick Bostrom ikke ved, hvad han taler om, han har bare en slem tendens til at postulere, at de på Future of Humanity Institute stort set er alene om at forske i trusler mod menneskehedens fortsatte eksistens.

Det undrer mig, at Tim Hinman ikke i sit interview spørger kritisk til den præmis. Især fordi de følgende tre afsnit, der handler om henholdsvis klimaforandringer, sygdom og krig, demonstrerer, at der bliver brugt en del energi på at undgå enden på verden, som vi kender den. 

Det virker også som et for nemt og for fikst trick at ringe til kommunen og bede dem svare på så upræcist et spørgsmål, som hvad de vil stille op i tilfælde af jordens undergang. Det spørgsmål er så overdrevet bredt, at det ikke egner sig til at gøre nogen klogere, men derimod mest fungerer som oplæg til en tjep pointe om myndighedernes afmagt og strudseadfærd. Og der findes (som de senere afsnit plus al erfaring viser) selvfølgelig forskellige kommunale planer for håndtering af fænomener som klimaforandringer og sygdomsudbrud.

Afvæbnende perspektiv på livsfare

Efter gennemlytningen af første afsnit af Enden er nær – din guide til jordens undergang er jeg for første gang ægte og ordentligt skuffet over en produktion fra Third Ear, som repræsenterer den absolutte top inden for dansk radiodokumentarisme (og af den grund netop har modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspris).

Heldigvis går skuffelsen over, så snart jeg når videre til afsnit to, tre og fire, hvor Tim Hinman med hjælp fra Maria Dønvang og nogle vidende medvirkende gennemgår de tre mest sandsynlige undergangsscenarier for menneskeheden: klimaforandringer, verdensomspændende pandemiudbrud og atomkrig. Selv om temaet er til den dystre side, er det videbegær, der bliver lagt for dagen, opløftende, og trin for trin-beskrivelsen af, hvordan verden, som vi kender den, kan gå under, forankrer forklaringerne i billeder, man kan se klart for sig. 

Katastrofeforsker og forfatter til romanen Solstormen Rasmus Dahlberg forklarer detaljeret og overbevisende, hvordan en såkaldt solstorm (store eksplosioner på solens overflade, der sender gigantiske skyer af ladede partikler mod Jorden, som forstyrrer dens magnetfelt og får elnettet til at sætte ud) kan få samfundet til at falde fra hinanden.

Tankeeksperimentet er øjenåbnende, Rasmus Dahlbergs viden om samfundets skrøbelige, hårdføre og fleksible punkter kommer til sin ret (tip: Hav et netværk, få lavet nogle aftaler om at mødes med andre, »så man kan pulje sine ressourcer i stedet for at sidde derhjemme med et oversavet jagtgevær og beskytte sine pastaskruer«).

Tim Hinman rammer hvert scenarie ind i en fortælling, der inviterer lytteren med ud i en nær katastroferamt fremtid, hvor man f.eks. ror rundt i det oversvømmede område, der engang var København. Man kunne godt have valgt en anden vinkel på undergang end den lokale, som nok er nærliggende og gør scenariet nemt at se for sig, men også en del mere hypotetisk, end totalt strømnedbrud og oversvømmelse er andre steder i verden. Men så længe Enden er nær – din guide til jordens undergang holder et stabilt højt informationsniveau, er jeg godt tilfreds med det fængende og lidt afvæbnende (som i: ikke så akut pressererende) perspektiv på kollektiv livsfare. 

Pandemiforskeren Lone Simonsens guidede tur gennem et fiktivt verdensomspændende, dødeligt og civilisationsundergravende sygdomsudbrud er decideret krimispændende. Tim Hinman bider morsomt nok fast i, at det er samme aldersgruppe af 15-40-årige, der rammes som de første af en pandemi, som hører podcast, og lader i det fiktive scenarie en kernelytter af Third Ear – en Moderne Kultur-studerende kvinde med yogamåtte og eksotiske rejsevaner – dø som en af de første. 

Det er ikke første gang, Third Ear har taget livtag med abstrakte fænomener. I en af de tidlige udgaver af podcasten, Hestene er stille, handlede det f.eks. om liv efter døden, og til sammenligning er jordens undergang vældig konkret, hvad de fire afsnit af Enden er nær – din guide til jordens undergang gør sit for at dokumentere. På et eller andet tidspunkt vil jorden jo gå under.

’Enden er nær – din guide til jordens undergang’ findes på diverse podcastplatforme og på politiken.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her