Læsetid: 5 min.

To plader dokumenterer en musikhistorisk sensation i Ribe og tindrende julemusik i København

To nye vokaludgivelser på cd fra Dacapo Records rammer to af kirkeårets højtider, som hænger ubrydeligt sammen – den ene handler om julen, den anden om påsken
1. december 2017

De to plader er bemærkelsesværdige på hver sin måde. Umiddelbart vil jeg kalde det en musikhistorisk sensation, at vi nu med Musica Ficta under Bo Holten kan opleve en lutheransk påskemesse, sådan som den kunne være foregået i Ribe Domkirke i 1560, altså få år efter reformationen i renæssancens Danmark.

Og Paul Hillier og hans Theatre of Voices giver os en julegave, vi ikke troede, at vi ønskede os – tindrende barokmusik til adventen, julen og nytåret med Dietrich Buxtehude som hovedpersonen.

Fascinerende puslespil

Rekonstruktionen af påskemessen i Ribe er foretaget af en tysk musikprofessor, Konrad Küster fra universitetet i Freiburg, som forsker i luthersk musikkultur med særligt fokus på Nordtyskland og Danmark. Der er flere ting, der har givet hans arbejde med Ribe-messen en helt særlig status.

For det første blev der kort efter reformationen skabt et klart formuleret koncept for, hvordan den lutherske gudstjeneste skulle foregå i Danmark – det skete i Kirkeordinansen fra 1539.

For det andet samlede kantoren og musiklæreren på Ribe Katedralskole, Peder Hegelund, en håndbog med angivelser af al den musik, som blev opført under domkirkens gudstjenester hen over midten af århundredet.

Og for det tredje havde Hans Thomissøn – også kantor og musiklærer i byen, tillige udgiver af den første reformatoriske salmebog herhjemme – bestilt den ’fine’ flerstemmige kunstmusik op sydfra, eksempelvis fra et nodetrykkeri i Sachsen.

Alle disse noder er godt nok forsvundet, men Hegelunds registrant giver os titlerne og komponistnavnene, og så har professor Küster fundet noderne andetsteds og samlet et fascinerende puslespil. Påskemessen har fået navn efter Thomissøn, og den er angivelig eksemplarisk for, hvordan den lutheranske messe har været opført i Europa på den tid.

Julemesse anno 1620

Historiske rekonstruktioner af musikalske kirkeceremonier er ikke så ualmindelige. For godt 25 år siden optog Deutsche Grammophon en julemesse anno 1620 i Roskilde Domkirke – med flerstemmig musik for flere kor og mange instrumenter af tyskeren Michael Prætorius.

Her er stilen den tidlige barok, og det er en fantastisk cd med Gabrieli Consort & Players under Paul McCreesh, som har gjort det i flere lignende projekter. Ressourcerne hos Bo Holtens Musica Ficta er mere begrænsede, 12 sangere sådan som det formodentlig også har været tilfældet i 1560.

Scoopet ved Küsters rekonstruktion er indføjelsen af et sjældent indspillet værk af den betydelige flamske komponist Jacob Clemens non Papa – »Missa Virtute magna« – som indflettes i forløbet med kirkeårets faste messeled Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei.

Bo Holtens næsten livslange erfaring med tidlig musik fornægter sig ikke. Hans fine tolkning ligger absolut til den objektive side, forholdsvis rask i tempoet og uden musikalske affekter i linjespillet. Det ville nu have klædt korsangen med mere efterklang, optagelsen er delvis fra Ribe Domkirke, men alligevel står eksempelvis Sanctus smukt i formgivningen af lyse og mørke gestus. Undervejs hører vi mandlige celebranter messe de liturgiske læsninger, der hører til påskemorgens højmesse.

Det kan virke langt i spyttet for en kirkefremmed, men sådan var det engang, og det gøres professionelt og frem for alt fuldstændig forståeligt. I dag helt ukendte tyske komponister står bag messeled som Graduale, Alleluia og Sekvens, og for den nørdede lytter er det ganske simpelt guf at komme så langt væk fra alfarvej.

En ting savner jeg dog: orgelmusik, det var der jo også for 450 år siden i vore store kirker, men samlet set vurderer jeg denne glimrende udgivelse som et uhyre vigtigt klingende klenodie fra vores kulturarv.

Buxtehude blandt venner

Orglet spiller så sandelig hos Theatre of Voices på cd’en med Buxtehude og kolleger fra slutningen af 1600-tallet. Både et sprødt kammerorgel med to stemmer og Garnisons Kirkes store orgel trakteret af en af vore bedste organister, Allan Rasmussen.

Hans suveræne udlægning af stykker af Buxtehude, Scheidemann og Reincken fungerer som stemningsfulde forspil til de evangeliske scener, som fyldes ud af sangerne og et hold musikere fra Concerto Copenhagen. Det danske nationalpladeselskab udgiver dansk musik, men her bliver der udelukkende sunget på tysk og latin – og hvorfor det? Fordi Danmark havde haft tysksprogede besiddelser i århundreder, og tysk musikkultur var aldeles dominerende i dobbeltmonarkiet Danmark-Norge.

Godt nok var Buxtehude født i det danske Helsingborg ca. 1637, men hans egentlige storhedstid foregik i den tyske fristad Lübeck, og herfra skabte han et større netværk med kolleger fra det meste af Nordeuropa. Det er nogle af disse ’venner’, der kommer på visit og er årsagen til pladens vidunderlige stilistiske diversitet. Der er tale om ti kortere kantater eller motetter for vekslende antal sangere, fra en til otte, også instrumentalensemblet skifter konstant ud, og dermed trættes det sensible øre ikke på noget tidspunkt af monotoni.

Johann Christoph Bach, Johann Sebastians grandonkel, står for mit favoritnummer på pladen, »Merk auf, mein Herz« for to solistbesatte kor og ensemble. Teksten er en pudseløjerlig ombytning af syv vers fra Luthers julesalme »Fra Himlen højt kom budskab her«, og onkel Bach må havde siddet med et stort krus øl ved sin skrivepult, mens han komponerede, så skægt, drilsk og uhøjtideligt er der gået til værks.

Man kunne kalde det et stand-up-krybbespil for barnlige sjæle, for der masseres, kæles og parodieres med ordene, takten skifter frækt fødder, den kendte salmemelodi dukker uventet op her og der med en strofe, mens Helligånden overflyver sceneriet og minder om, hvad det lille skravl blandt okser og skrydende æsler egentlig er for et ophøjet væsen.

Buxtehudes forgænger som kantor ved Lübecks Mariakirke, Franz Tunder, bidrager med en mere stramt formuleret hyldest til den nyfødte, men det er dog Buxtehude selv, der er mesteren i flokken. Den gamle julesalme, »In dulci jubilo«, senere oversat af Grundtvig til »En sød og liflig klang«, bliver overdådigt udsmykket i hans udsættelse for tre stemmer i saligt vekselspil med to violiner.

Duetten »Fürchte euch nicht« om englen og hyrderne på marken bygger ligeså på den koncerterende samtale mellem stemmer og instrumenter. Og sådan føler man sig fremdeles i aldeles godt selskab med den eminente Paul Hillier og konsorter.

’Thomissøn’s Easter’. Musica Ficta og Bo Holten, Dacapo records.

’In dulci jubilo’. Buxtehude and friends, Theatre of Voices og Paul Hillier, Dacapo records. Kan streames på Spotify

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

lars søgaard-jensen

TAK til "Den Mindst Ringe" for at der endelig regelmæssigt levnes plads til vidende og derved givende musikkritikoplevelser - og så med Valdemar Lønsted. Tak igen.
Dejlig nøgtern og vægtig musik- og musikerbedømmelse. Heelt ulig DR P2-koncertens teateragtigt engagerede, ukritisk superlativiserende og vidensdeficiente musikjournalisters kommetarer omkring de enkelte udsendelser.