Læsetid: 4 min.

Tør du være den, du er?

I Joachim Triers visuelt overvældende ’Thelma’ bliver en ung kvindes frigørelsesproces til et sanseligt genregys fra grundfjeldet
Det er filmisk, flot og forførende med den voldsomme visualisering af Thelmas forbudte følelser.

Det er filmisk, flot og forførende med den voldsomme visualisering af Thelmas forbudte følelser.

Foto fra filmen

30. november 2017

Joachim Triers Thelma åbner med et iskoldt anslag, der ligger som en foruroligende, bundfrossen klangbund under det efterfølgende drama. En far og hans lille datter er på jagt i en vinterkold, nordisk skov.

På vej over den frosne sø stopper den lille pige op for at iagttage de levende fisk under isen. Det er fascinerende at se, at der er liv under overfladen, men de skal videre mod skoven.

Her sniger far og datter sig stilfærdigt ind på et rådyr, og efter et indforstået blik retter faren geværet mod dyret. Men mens datteren står helt stille foran ham og betragter dyret, peger han i stedet uset geværet mod hende.

Hvorfor forstår vi ikke, og den ubehagelige drejning i scenen forfølger os, mens den norske Trier bagefter tager os med til nutidens Oslo. Her skal den unge pige Thelma nu starte på universitetet, og kameraet finder hende langsomt for os blandt storbyens mange mennesker.

Fra norsk nybølge til genreleg

Triers film har altid været en filmisk fornøjelse. Han kender sin filmhistorie, og han sætter den gerne i spil. For ti år siden legede han i sin fremragende debutfilm Reprise poetisk med arven fra den franske nybølge, mens han udforskede to unge venners litterære livsdrømme.

Oslo, 31. august tog livtag med romanen Le feu follet, som Louis Malle filmatiserede i 1963, men gjorde den til sit helt eget portræt af en privilegeret generations problemer tilsat en god portion skandinavisk spleen.

Den film åbnede også med et markant anslag. Her gik vores hovedperson ud i en sø med lommerne fulde af sten for dog at komme op til overfladen igen. I hvert fald for en tid. Resten af filmen fulgte som et elegant enkelt drama hans sidste dag i Oslo.

Efter de to norske succeser lavede Trier sin første internationale film, familiedramaet Louder Than Bombs, hvor han både legede med kronologien og psykologien, mens vi fulgte karakterernes forskellige perspektiver på tilværelsen. Man fornemmede Trier i den fremmede ramme, men det føles alligevel bedre at have ham tilbage i det norske.

Også selv om han sammen med sin faste manuskriptforfatter Eskil Vogt denne gang bevidst bevæger sig ind på et bredere genrespor med en fortælling, som leger med velkendte troper fra klassiske gys som Brian de Palmas Carrie og har fået udenlandske anmeldere til at omtale Thelma som et møde mellem Stephen King og Ingmar Bergman.

Mellem to verdener

For Joachim Triers hovedpersoner har det altid været ensomt at være ung. I Thelma får den ensomhed lige en visuel tand mere i Jakob Ihres store cinemascope-billeder af Eili Harboes fortabthed som tilflytteren Thelma i storbyen. Der er ikke hygge at hente i studenterboligerne, svømmehallerne og vaskekældrene, mens Thelma forsøger at finde et ståsted i sit nye liv.

Hun er flyttet fra sine religiøse forældre (Henrik Rafaelsen og Ellen Dorrit Petersen), som troligt ringer for at høre om stort og småt. Man mærker et udmattende kontrolbehov, og da forældrene besøger hende i byen, viser Thelmas stjålne blik på et homoseksuelt par, at far og mor ikke passer ind i hendes nye omgivelser.

Thelma udfordrer på baggrund af sine studier også deres tanker om verden, indtil faren formaner hende om, at kundskab ikke gør en til et bedre menneske end andre.

Én gang holdt han hendes hånd over et lys, så hun kunne mærke helvedes ild. To verdensbilleder clasher, og mens Thelma først ulmer som en klassisk frigørelsesfortælling, brænder filmens anslag med barndommens traumer efterhånden igennem med allegoriske, overnaturlige indslag i lys lue.

De farlige, forbudte følelser

Det begynder at røre på sig, da Thelma møder pigen Anja (Kaya Wilkins) på biblioteket og får et pludseligt epileptisk anfald. Er det tilfældigt, at anfaldet ledsages af sorte fugle, der voldsomt flyver mod ruden? Og hvad med Thelmas stadig mere markante syn og drømme, som bliver foldet ud med symbolske slanger, mens hun slås med sin spirende seksualitet?

Filmen opbygger en stadig mere spændt stemning, hvor kameraet bliver hængende i billederne, efter at folk har forladt dem, for at give os tid til at granske, om noget mon gemmer sig i buskene.

Efterhånden forstår vi, at farerne lurer i Thelma, f.eks. i en intens scene, hvor hun er med Anja til ballet og en let berøring i bogstaveligste forstand sætter himmel og jord i bevægelse. Det er filmisk, flot og forførende med den voldsomme visualisering af Thelmas forbudte følelser, der tilsyneladende er til fare for andre.

Ansigtet som vores spejl

Fortiden viser sig at indeholde forklaringer, som ikke skal afsløres her. Undervejs er der mere vellykket, visuel dramatik med storsplintrende ruder, blod i mælken, undervandsklaustrofobi og et brændende forældreopgør.

Manuskriptet har sværere ved at samle de mange tanker om at spejle eksistentiel angst og skyldfølelse med hekseri og religionsopgør, men Thelma fungerer fortræffeligt som et originalt og overraskende bud på nordisk genregys fra grundfjeldet.

Den sårbare Eili Harboe er et fund som Thelma, fordi man kan læse næsten alt ind i hendes både uskyldige og modne ansigt, hvad enten hun helt udtryksløst gennemgår epilepsi-undersøgelser eller ensomt glider omkring i verden.

Joachim Trier er tilbage i Norden på stilsikker vis, og Norge har kvitteret ved at gøre Thelma til landets bud på en Oscar i år.

Thelma. Instruktion: Joachim Trier. Manuskript: Eskil Vogt og Joachim Trier. Norsk. (Premiere i en række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

God fornøjelse Eva. Som inkarneret filmfreak ser jeg gerne næsten alt, dog ikke de mest voldelige og de "vi smadrer det hele" film.

Eva Schwanenflügel

Tak skal du have, Bjarne :-)
Nej, jeg bryder mig bestemt heller ikke om 'slasher'-film eller højeksplosive action-brag.
Der skal være en god historie, og den skal være velspillet og velfortalt. Film skal også have god musik og fremfor alt, kreere en form for 'sug' så man glemmer tid og sted. Billederne er selvfølgelig alfa og omega, og special effects som tager vejret fra én er et stort plus.
Genremæssigt er jeg til alt, hvis ovennævnte kriterier er på plads ;-)