Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Tove Lo beretter om ståklittens vildveje

Den svenske popsanger Tove Lo fortsætter sin højsang til klitten og brysterne på sit tredje album. Hun ser også forbi al liren og ind i et tomt hjerterum. Og den visdom hun har erhvervet er, at hun ikke er blevet klogere.
Den svenske popsanger Tove Lo fortsætter sin højsang til klitten og brysterne på sit tredje album. Hun ser også forbi al liren og ind i et tomt hjerterum. Og den visdom hun har erhvervet er, at hun ikke er blevet klogere.

Universal Music

Kultur
24. november 2017

»I sit on your face
I see you smiling, covered in me.«

Jo, Tove Lo er stadig rimelig klar i mælet, når det kommer til krop og sex og hendes sult efter begge. Hendes projekt er fjerdebølgefeministisk krops- og sexlyksaligt.

»Let me be your guide when you eat my pussy out.«

Men det undersøger også det potentielle mørke og menneskeforbrug i sex.

Blue Lips er den svenske popsangers tredje album, og det er anden halvdel af Lady Wood-værket, der startede med 2016-albummet af samme navn. Ordet »ladywood« refererer til kvindelig seksuel ophidselse, altså en pendant til stådreng, måske ståklit? Mens »blue lips« er endnu en kvindelig pendant til et mandligt fænomen, »blue balls«, den smertefulde følelse af uforløst seksuel ophidselse. Så vidt så godt.

Som forgængeren er Blue Lips opdelt i to kapitler. »Light Beams« er et katalog over seksuelle nydelser og faldgruber, fremmedgørelser og narko. Mens »Pitch Black« er kærlighedskapitlet. Ikke den lette af slagsen, men forlisene, fortielserne, arrene, gentagelsesmønstrene. Og narko. »Think I’ve fallen out of my feelings,« lyder det på pladens fortabte afslutningsnummer »Hey You Got Drugs?«

Tekstligt er Tove Lo bedst i det seksuelle spor, i den liderlige nihilisme. »Leave my heart open, I’m gonna leave it for you / You can walk on it, I wanna hurt, feeling used.« Hun ser forbi al liren og ind i et tomt rum. Og den visdom hun har erhvervet er, at hun ikke er blevet klogere. Men kærlighedssangene har også få, rå glimt af erkendelse:

»The way I love you now and my love in the past are the same
And the things that I say are exactly what I used to tell them.«

Barske løjer.

Det er musikken til gengæld ikke. Det er en hymnisk pop eller en let knubbet og eksplorationscremet r&b, ofte med EDM-venligt glitterkanonstøv. Et tydeligvis dirty tænkende menneske, der ikke vil have jord, blod og kussesafter under neglene, altså sådan rent musikalsk.

Personligt kommer jeg til at tænke på Peaches’ »Lovertits« fra 2000, når Lo synger »Motherfucking queen of the disco tits.« Men i modsætning til canadierens offensive electroclash, så laver Tove Lo noget langt mere medgørligt. Stryger sine lyttere med hårene (nogle gang for meget), mens hendes stemme gjalder nogle gange et sted Céline Dion også frekventerer – eller ude i mere eller mindre vante popvokalforvridninger.

Men der er ofte en desperat klang i hendes stemme, og når man lytter til, hvad hun synger, så står det klart at hun bruger popskabelonen som en trojansk hest ind i mainstream. Hvilket ikke er så ringe, når smuglergodset er hud- og bundløs ærlighed omkring en ung kvindes lyster og følelser. En kvinde, der er blandt de 2.192 svenske kvindelige musikere, der netop har skrevet under på protestskrivelsen mod seksuelle krænkelser under #närmusikentystnar.

Tove Lo: ’Blue Lips – Lady Wood Phase 2’ (Universal Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her