Læsetid 5 min.

’Tvind – the musical’ er forførende teater om dengang, de unge troede på fremtiden

Teater V’s satiremusical om Tvind-sekten sætter sig i tilskueren som en følelse af ubehag. Men faktisk også af misundelse over naiviteten hos alle dem, der støttede Amdis gule spand
Tvind-disciplene har set lyset i kollektivets fællesskab mellem islandske sweatre og hårdt arbejde i Teater V’s paradoksalt smittende forestilling ’Tvind – the musical’.

Tvind-disciplene har set lyset i kollektivets fællesskab mellem islandske sweatre og hårdt arbejde i Teater V’s paradoksalt smittende forestilling ’Tvind – the musical’.

Daniel Buchwald
17. november 2017

De lilla bleer og de islandske sweatre sidder, som de skal. Piberne ligger lunt i hænderne, og rottehalerne slasker lavt. Det er 1972, og det er forførende Tvind-tid på Teater V i Valby.

Scenen i Tvind – the musical er et råt gulv med nogle plastikkasser. Akademikerbørnene fra København er rejst hjemmefra og står i Vestjylland, hvor de prøver at blande cement. Nu skal der støbes en ny og bedre verden. Og i Andreas Garfields friske og legende tekst vælter kampordene frem. Som det hedder:

»På Tvind er alt i det åbne.«

Spørgsmålet har været, om den desillusionerende beretning om kollektivet Tvind nu også kunne blive til fængende teater – og om lederen Mogens Amdi Petersen og hans svindel kunne blive til mere end et forudsigeligt gangsterdrama med lidt journalistisk research. Og om teatrets sanselige virkemidler vitterlig ville kunne bringe tilskueren tilbage til en 1970’er-følelse af fællesskab og ideologi.

Svup i gummistøvlerne

Men jo. Tvind – the musical har en ferm jordnærhed og en skummel illusion over sit kunstneriske udtryk, som overbeviser. Teksten er en skarptskåren og herligt fri satirecollage, og personerne er fiktive Tvind-medlemmer i perioden 1972-1997.

I Jens Svane Boutrups dynamiske iscenesættelse er Tvind-dagligdagen først og fremmest fortolket som en lavkomisk række af skænderiscener med hakkeorden og nedrakning. Skuespillerne træder ind og ud af rollerne med frejdige blikke og svup i gummistøvlerne i Teater V’s nøgne, sorte rum, som scenografen Julie Forchhammer har omskabt til et komplet 1970’er-ucharmerende rum af nødtørftige industriplastikkasser.

Og efter pausen er den overordnede symbolik klar: Jorden skrider under Tvind-folket, vindmølleheltestatus eller ej. Imens flimrer tre videoskærme med historiske glimt fra bl.a. Vietnamkrigen, Lech Walesa og Poul Schlüter. Effektfuldt og oplysende.

Uvelkommen journalist

I hjørnet står den utrættelige musiker Sune Skuldbøl Vraa. Han har en rå tæft for fællessangens seje tempo, og han akkompagnerer sig selv på guitar – og på elbas med violinbue og andet sjovt – mens han sammen med skuespillerne synger sange fra 1970’erne. Det er stemningshits lige fra »Diktatoren i Chile« til »The Times are a changing«. Men at kalde forestillingen en ’musical’ er vist lige så ironisk som at kalde Tvind for et fællesskab.

Skuespillerne stråler af loyal ensembleenergi. Margit Watt-Boolsen har den skønneste sangstemme, men også det mest overraskede blik som pigen, der forelsker sig i en Tvind-discipel – uden helt at kunne forstå, hvordan han kan bo i et mikroskopisk værelse sammen med tre andre kolleger. Jo, de skiftes da bare til at sove på sofaen hver fjerde nat …

Martin Bo Lindsten spiller troværdigt den opportunistiske medløber. »Vi læser ikke aviser længere,« som han siger, da journalisten fra Information dukker op og stiller nærgående spørgsmål. Inden hun bliver smidt ud.

Maos lille røde

Rikke Bilde spiller ublu de kvinder, der faktisk tør sige fra – både eleven, der afslører, at Tvind-skolens undervisere er inkompetente, og den udmattede Tvind-kvinde, der efter flere årtier i det kuldsejlede fællesskab endelig får sig et liv.

Det lykkes dog ikke for Iben Dorners selvretfærdige ’Anne’. Hun kan ellers Maos lille røde udenad, og det er hende, der forklarer princippet med ’Amdis gule spand’, nemlig at man skal lægge alle de penge, man ejer og tjener, ned i den. Hun er også den snedige, der først indser sektens snyd, for hendes figur rummer hele eftertidens skepsis over for Tvind. Og Iben Dorner formår at spille hende så irriterende, at man netop kan mærke, hvor forsvarsløs denne ellers så stærke pige er, når hun bliver afvist af sin ’gud’.

Lænken fra Amdi

Forestillingen kulminerer i en scene, hvor en af de stædigste Amdi-forsvarere alligevel har fået nok af at svindle med fattige folks penge gennem Tvinds ulandsprojekter. Nu vil han sige fra. Sune Kofoeds diplomatiske og pligtopfyldende projektleder står i hvert fald i sin slidte vindjakke og kræver et møde med den altherskende Amdi.

Men da undersåtten endelig står ansigt til ansigt med sin sektleder, siger han ikke op. I stedet løfter hans hånd sig villigt mod den usynlige gud, mens han rødkindet lader det eftertragtede Amdi-guldur blive sat fast om sit håndled – som et grufuldt symbol på lænken hos de ’slaver’, som Tvind-folkene egentlig ville befri, da forestillingen begyndte. Denne kropslige erkendelse af hjernevaskens effekt gør nas hos tilskueren. For hvem af os kan egentlig ændre kurs fra det, vi har troet på et helt liv?

Sang og sammenbrud

Visheden om, at den nu 78-årige, stenrige Mogens Amdi Petersen bor i Mexico og er på fri fod, selv om han er internationalt efterlyst, virker nærmest endnu mere komisk end hans usynlige gudefigur i forestillingen. Men det bliver mindre vigtigt undervejs. For ved siden af mig i Teater V sidder et kunstnerpar i 60’erne, som selv har knoklet for en bedre verden i 1970’erne – og antagelig lige siden. De synger højlydt med på »Internationale«, og de bliver tydeligvis bevæget over forestillingen.

Selv sidder jeg mest bare stille og forundret over de unges naivitet og idealisme dengang. Samtidig føler jeg lyst til at tage hatten af for teaterdirektør Pelle Koppel fra Teater V, der tager vores tids sammenbrudte ideologier alvorligt i sit repertoire – i modsætning til mange andre teatre, der blot har ubekymrede musicals og teaterkoncerter på plakaten. I 2012 opsatte han Hjardemål om Thylejren i 1971. Sidste år var det pacifismeforestillingen Sange for freden. Og nu er lyset så faldet på Tvind.

Paradoksalt nok kan jeg også mærke, hvordan Tvind – the musical faktisk skaber en følelse af misundelse. Nemlig misundelsen over at have været del af en generation, sådan før internettets tid, der vitterlig troede på, at verden kunne blive bedre, hvis bare man trak i en islandsk sweater og kæmpede – og lagde alle sine penge ned i en fælles gul spand.

Mit blik flakker i hvert fald, da en Tvind-discipel hånligt råber sin replik ud mod os tilskuere i 2017:

»Og hvad har I gjort?«

’Tvind – the musical’. Tekst: Andreas Garfield. Iscenesættelse: Jens Svane Boutrup. Scenografi: Julie Forchhammer. Musikalske arrangementer og livemusik: Sune Skuldbøl Vraa. Lys: Mikkel Jensen. Lyd: Erik Christoffersen. Video: Søren Knud og Julie Forchhammer. Teater V i Valby. Til 3. december 2017 samt senere i sæsonen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Bertram
    Eva Bertram
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Eva Bertram, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Nemlig : »Og hvad har I gjort?«

En udgangsreplik som bør vække aktivisten i enhver socialt bevidst borger til at udkæmpe/bidrage til endnu et forsvar for fællesejet. Fordi folket bliver stadig og stadig værre bedraget så eftertrykkeligt.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Godt, at den spiller senere, så jeg også kan få set den.
Jeg takker dog min Gud for, at jeg altid har været totalt immun overfor sekter af enhver slags.

Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Winther

Er det udtryk for fælleseje, når den legendariske svindler, Amdi, feder den i luxus Mexico for penge trukket op af den danske statskasse under påstand af at ville hjælpe problemramte, unge mennesker?

Brugerbillede for Steffen Gliese

Amdi Petersen er vel det bedste eksempel på, hvor giftig kapitalismen er. Især, hvis man kommer til penge uden psykologisk beredskab.

Brugerbillede for Peter Frost

Steffen Gliese, er Amdi Pedersen vel ikke bedre eksempel på hvad der sker hvis socialister får for meget magt? Det han gjorde var vel at tilrane sig magten og dernæst give sig selv og en lille gruppe nærtstående langt bedre økonomiske vilkår end de som reelt set skulle udføre arbejdet.

Brugerbillede for niels astrup

I gamle dage var Anne Middelboe blevet sendt til Skolen ved Floderne og var blevet tvunget til tre timers selvkritik. Hver dag. I fem år.

Gemte i øvrigt selv et par afhoppede tvind-lærere back in the day. De turde sgu ikke en gang gå ned efter morgenbrød...de var virkelig bange.