Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Uffe Lorenzen og Søren Huss: Den danske vise er en skægget mand

Uffe Lorenzen fra Spids Nøgenhat og Søren Huss fra Saybia jagter autenticiteten på hver deres nye udgivelse. Men de er bestemt ikke enige om, hvad det autentiske er for en størrelse, og den ene lykkes bedre med sit projekt end den anden
Sine steder er Uffe Lorenzens album ’Galmandsværk’ fremragende.

Sine steder er Uffe Lorenzens album ’Galmandsværk’ fremragende.

Zarko Ivetic

Kultur
17. november 2017

Det er mange års kunstnerisk rollespil, der bliver lagt på hylden, nu hvor Uffe Lorenzen, også kendt som Lorenzo Woodrose eller bare Guf, begynder at udgive sange i sit borgerlige navn. Men han gør det i autenticitetens tjeneste. Kongen af dansk psykedelisk rock vil nemlig have os tættere på, og det kommer vi på hans nye soloplade, Galmandsværk, der består af ni nye værdikampsviser samt en enkelt gammel protestsang, Benny Holst og Jesper Jensens »Sang Om Merværdi« fra 1970’erne.

Tættere på hr. Lorenzen betyder dog ikke mindst længere ind i sindet. Med Uffe som guide. Galmandsværk indledes således af en drejelire, et instrument med rødder i middelalderen, der, når man drejer på et håndsving, fremkalder sitrende, meditative dronetoner. Uffe Lorenzen får den til at danne en klangbund, et harmonisk flyvende tæppe, hvorfra han viser os verden, som han ser den gennem røg og damp. Fra sin udkant i samfundet vel at mærke.

Sine steder er det fremragende. I den storslåede »På Kanten Af Verden« (hvor Uffe og de andre i udkanten »går rundt og er skæve hele tiden«) sætter et lydbillede malet med drejelire, sitar, tablas og elektrisk summende guitar os i spiralbevægelser. Rundt og op og rundt og op.

Det er her, den største musik opstår, og det er egentlig også her, at den største modstand opstår. For nummeret er et gennemført kunstnerisk selvforsvar imod den lineære tænkning, og Uffe Lorenzen lader sig ikke låse af viseformen, som han gør visse andre steder på albummet.

Viseformerne, der er forløbsmæssigt i familie med popmusikken, holder os nemlig på godt og ondt bundne til den almindelige verden. Så selv om de øvrige sange på Galmandsværk er gode, står formerne i vejen for Uffe Lorenzens egentlige projekt. I vejen for, at vi kommer helt ind bag frontallapperne, vanetænkningens barrikader. Dette skal dog kun læses som et lille forbehold. For Galmandsværk er et stærkt bud på, hvordan ny dansk psychrock kan lyde.

Noget om troubadourer

Søren Huss

Søren Rønholt

Er der noget mere autentisk end en fordrukken troubadour ved klaveret? Ikke rigtigt, vel? Sandheden skal man sgu høre fra halvsnalrede visesangere. Det virker i hvert fald til at være logikken på Søren Huss’ nye soloplade, Midtlivsvisen, hvor han ofte kun er akkompagneret af klaver, mens han har skruet ned for den himmelstræbende vokal, han er blevet kendt for med bandet Saybia.

Hans søgen efter det autentiske fører ham hen imod det uperfekte, hæse, stakåndede, og på de fleste af de ti numre på Midtlivsvisen synger han med en tilstræbt Povl Dissing’sk klang, mens klaveret er spillet, som Benny Andersen kunne finde på at gøre det. Det har afgjort sin skønhed, melodierne er fine, det bløde lydbillede er rart at blive svøbt i.

Det passer også til hans sange, som er livsviser med små betragtninger om det nære. Der er noget om det almindelige liv med madpakker og børn. Noget om kærligheden. Noget om øl og aske fra cigaretter. Noget om antihelte. Men denne stil kræver samtidig sin digter, sin Benny Andersen eller Halfdan Rasmussen, hvis sangene skal løfte sig over det almindelige. Og sangene på Midtlivsvisen mangler lidt for ofte det fornødne sproglige spræl.

Det bedste øjeblik på pladen er således også dér, hvor Søren Huss musikalsk forlader de forestillinger om det autentiske, der har ført ham til den nøgne digtning. Det sker på outroen i fjerde skæring, »Ingen Appel«, hvor han over et indierocket beat synger enkelt, repetitivt om at vende hjem, mens han suges ind i den elektriske guitars forførende kunstneriske forstillelse. Dette stykke virker paradoksalt nok som det mest autentiske.

Uffe Lorenzen: ’Galmandsværk’ (Bad Afro Records)

Søren Huss: ’Midtlivsvisen’ (Universal Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her