Læsetid: 4 min.

Vita Andersens ’Indigo’ viser os, hvordan det føles at være for bange til at være i sin egen krop

Vita Andersens nye roman ’Indigo’ er hjerteskærende erindringsfragmenter fra en ustabil barndom. Virkeligheden bliver et flimrende hulter-til-bulter af sansninger og tankespring – og det fortællende jeg opløses for øjnene af læseren
Helt ned i sproget viser Vita Andersen, hvordan barnets følelse af sig selv og sin krop opløses i et mylder af stressende sansninger, der alle kræver hendes opmærksomhed, hvis hun skal overleve til i morgen.

Helt ned i sproget viser Vita Andersen, hvordan barnets følelse af sig selv og sin krop opløses i et mylder af stressende sansninger, der alle kræver hendes opmærksomhed, hvis hun skal overleve til i morgen.

Finn Frandsen

11. november 2017

Virkeligheden flimrer i Vita Andersens nye roman, Indigo, om en lille piges kaotiske opvækst. Bogen beskriver, hvordan et begavet barn vokser op uden fast tilhørssted og derfor er ’forkert’, set med skiftende voksnes øjne.

Hun er for følsom, ser for meget, spørger for meget. Kun hjemme hos sin moster og onkel tripper barnet syngende gennem stuerne.

Moster og onkel kan dog kun kortvarigt beskytte barnet mod den værste konsekvens af hendes barndom, nemlig det ikke at have en fast tilknytning, en fast fornemmelse af virkeligheden. Helt ned i sproget viser Vita Andersen, hvordan barnets følelse af sig selv og sin krop opløses i et mylder af stressende sansninger, der alle kræver hendes opmærksomhed, hvis hun skal overleve til i morgen.

’Roman’ står der på titelbladet, som der ofte gør på disse års erindringsværker, som vil forlag og forfatter gardere sig bag fiktionens uangribelighed.

Mest ligner bogen dog fragmenter af en erindringsproces, udformet som en slags dialog mellem forfatterens yngre og hendes voksne jeg.

Hjerteskærende loyal

Bogen rummer spor af at have været mange år undervejs, da ’nutidsplanet’, som erindringerne udgår fra, svinger fra jegfortælleren selv, der er småbarnsmor, til nutiden (Vita Andersen er nu 75 år). Men den voksne stemme, der kommenterer erindringsbillederne, er den samme, hjerteskærende loyal mod sit yngre jegs splintrende angst og forvirring.

Erindringsprocessen udløses i første kapitel, da en ukendt kvinde tilbyder at udlevere en kasse til den voksne, kendte forfatter. »I kassen var mit legetøj og dukketøj, som min mor selv havde syet.« Kassen afhenter hun dog aldrig – »Jeg kan ikke. (…) Jeg forstår det ikke selv,« som hun skriver.

Alligevel udløses en tsunami af barndomserindringer, da jegpersonen i de offentlige arkiver søger sine sagsakter for at finde ud af, hvad der egentlig er foregået.

Sagsakterne ordner barndommens kaos i en art kronologi, fra de tidligste erindringer om at være blebarn, bundet til sengen med en sele, frem til skolealderen. Samtidig er aktindsigten også forvirrende. Kan det f.eks. være sandt, at fortælleren allerede i toårsalderen kom på børnehjem – noget, hun husker så klart, som skete det for et ældre, bedre huskende barn?

I sin nye roman ’Indigo’ forsøger Vita Andersen at huske og skrive om en kaotisk barndom. Barnet forsøger at huske, og forfatteren dykker modstræbende ned i erindringens mørke og møder fortrængte og glemte dæmoner. Her er romanens første kapitel
Læs også

Tidligt blev fortælleren nemlig ’en sag’ hos myndighederne og var anbragt mange forskellige steder – på børnehjem, i plejefamilier, i en kort, lykkelig periode hos moster og onkel i Kartoffelrækkerne i København – men hver gang ’hjemgivet’ til mor i Borgergades københavnske slum. Her kommer også forklaringen på, hvorfor forfatteren ikke skal have noget at gøre med kassen og dukketøjet:

»Mens jeg skriver om min mor, ser jeg hende tydeligt, hendes krop, hendes hår, men hun er altid ansigtsløs.« … »Jeg var bange for min mor. Hun slog mig. Jeg måtte holde øje med hende hele tiden. Når hun gjorde en uventet bevægelse, fór jeg sammen. Det irriterede hende. Hold op med det, så slem er jeg ikke, sagde hun.«

En tidløs dimension

Indigos skarpt punktuerede, hypnotiske repetitive prosa ligner i rytme og skrøbelighed bestselleren Tryghedsnarkomaner (1977), hvor forfatterens metronom-sprøde ’knækprosa’ og rytmiske ophobning af sansninger gav stemme til datidens kvindelige usikkerhed.

Indholdsmæssigt har Indigo en måske mere tidløs dimension, nemlig børns overladthed til de voksne og reelt også myndigheders manglende evne til at etablere barndom for børn, når de biologiske forældre ikke kan finde ud af det.

Man ville gerne tro, at den slags barndom hører fortiden til. Men det gør den næppe.

For bogens hovedperson bliver den tidlige barndom en endeløs Odyssé af angst og svigt. Med sin intelligens og følsomhed søger hun mening i galskaben ved at se og mærke, men hendes væremåde og spørgsmål udløser de voksnes vrede. Barnets skæbne ligger jo i hænderne på den uforudsigelige, psykisk syge mor, der hverken kan tage vare på eller vil give slip på sin datter.

Vita Andersen: 'Indigo'.

Den barnløse moster og onkel vil gerne have hende, men moderen bliver jaloux på sin søster. Moster og onkel får derfor polititilhold mod at opsøge barnet, og hvis de sniger sig til at give hende noget, ryger det direkte i risten, fordi moderen kropsvisiterer pigen og vender bunden i vejret på skoletasken.

Som et lille dyr

Bogen rummer ingen forløsning, kun en slags distanceret forståelse for moderen, der aldrig slog igennem som forfatter, som hun ønskede sig.

Bogens egentligt røde tråd er en benhård selvopholdelsesdrift. Barnet fornemmer intuitivt, om voksne er til at stole på, og går som et lille dyr med dem, der kan give hende noget.

Måske derfor klarer hun sig, trods alt, finder som voksen sit eget sprog og en slags ro i de få lykkelige erindringer om Frilandsmuseet med moster og onkels pibelugt og Opel Kadett.

Bogen slutter så brat, som den begyndte, og kalder åbenlyst på en fortsættelse. Læseren hører intet om fortællerens liv efter syvårsalderen, men erfarer til gengæld, at Vita Andersens far var den antroposofiske forfatter Aage Neutszky-Wulff, og at hun dermed selv er søster til forfatteren Erwin Neutszky-Wulf! Den havde jeg ikke lige selv set komme.

Indigo er ikke en bog for sarte sjæle. Både fordi fortællingen er renset for den komik, som f.eks. Tove Ditlevsen og Erling Jepsen bruger til at fortælle om barndommens rædselskabinet. Men især fordi Vita Andersen, når hun er bedst, beskriver virkeligheden som et hjertebankende, flimrende hulter-til-bulter af sansninger og tankespring, der så at sige opløser centralperspektivet – det fortællende jeg – for læserens øjne.

Netop sådan må det føles at være for bange til at være i sin egen krop. Uden Vita Andersen ville verden være en meget speciel forfatter fattigere.

Vita Andersen: ’Indigo’, Rosinante, 352 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lene Timmermann
  • Jørn Andersen
  • Anker Nielsen
Lene Timmermann, Jørn Andersen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu