Læsetid 16 min.

I 2017 gik der halvhjertet hybrid og kaotisk collage i litteraturen

De overordnede kodeord i det slappe litteraturår 2017 blev, tematisk set, flygtninge, oprør, sorg og dystopi, men samtidig, formmæssigt set, såvel mammutformat som collage og kaos
De overordnede kodeord i det slappe litteraturår 2017 blev, tematisk set, flygtninge, oprør, sorg og dystopi, men samtidig, formmæssigt set, såvel mammutformat som collage og kaos

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

16. december 2017

Nedenstående ekspresoverflyvning af dansk litteratur fra året 2017 vil forme sig som en rejse mellem fire tematiske »øer«.

Den begynder ved en overfladisk letvægter i form af en skæg, men i sidste ende ligegyldig brevkassebog og slutter hos en ægte sværvægter i skikkelse af et utopisk civilisationssignalement. Det skal ikke være nogen hemmelighed, hvilken bog piloten bedst synes om af de to, og det skal på turen heller ikke skjules, at årets litterære ølandskab i grunden kun har budt på få reelle højdepunkter trods en mangfoldig og righoldig bogproduktion.

Årsagerne kan være flere, lad mig her fra cockpittet byde på nogle stykker: 

  1. Flere af de bedste forfattere har holdt pause, således f.eks. stilsikre Helle Helle, som fra 1999 nu ellers troligt havde udsendt en roman hvert tredje år.
  2. Der synes at være gået skrump og svamp i den fortællende prosa, sådan at vi i stedet for skarpe noveller og med omhu gennemskrevne romaner tit får halvhjertede ’hybrider’, tynde processuelle ’projekter’, udisponerede arbejdspapirer og mere eller mindre kaotiske ’collager’.
  3. En massiv tendens til engageret opbyggelighed driver for tiden den ene forfatter efter den anden til at sende læseren på human genopdragelse forstået som tvangsmæssigt ophold i bøger, hvor det etisk ’gode’ og det politisk ’rigtige’ får lov at kvæle det kunstnerisk smukke.
  4. Sammenhængende hermed rendyrker tidens litteratur det lidende offer og vel at mærke ofte med rette. Vi har det alle sammen så hårdt, og mange flygtninge hårdest af alle, men medlidenhedslitteratur bliver ikke automatisk til kunst.

Alle de onde år

Lykkeligt fri for offermentalitet var Line Knutzons Camille Clouds brevkasse, som i en gakket og muntert galgenhumoristisk tone parodierer genren Terapi & Selvhjælp.

Kris Jørgensen på Bøgevej 1 skriver således om sit passionerede had til venstreorienterede og fortæller, hvordan der »engang for længe siden« var en af slagsen »med udstående øjne der kiggede mærkeligt på mig nede i SuperBrugsen på Enghavevej. Måske fordi jeg er for tyk. Den slags gør ondt. Jeg tænkte ved mig selv at det ville jeg hævne. At det skulle hun få betalt. Men hvordan?«

Svaret fra Camille Cloud er kort:

»Løb efter hende til hun vælter. Så får du hævn, tykke. Efter alle de onde år.«

Den dannede læser kan her more sig ved henvisningen til Morten Nielsens berømte digt »Skæbne«, alt imens yndere af Line Knutzons dramatik, og blandt dem piloten, inderligt må savne hendes overbærende rummelighed.

Hvad man får, er et verbalt snylteprodukt, som så imidlertid giver appetit på ornli’ litteratur.

Lede ved fiktion

Fiktion er mange forfattere for resten blevet trætte af.

Litteraturforskere taler ligefrem om en skepsis over for fiktionen eller endda en udbredt lede ved det i fantasien frembragte. I stedet for at give os en roman udgav Kirsten Hammann således en mærkeligt mopset, stillestående dagbog indeholdende svar på de Ofte stillede spørgsmål, en forfatter får, når hun er ude i rollens medfør.

Og i stedet for at skrive digte, hvad Ursula Andkjær Olsen plejer at være skrap til, publicerede denne med Krisehæfterne et kaotisk processuelt collageværk, der vistnok skulle forestille en Pandoras æske af indestængt, men nu undsluppen vrede, som nøgternt betragtet bestod af uredigerede optegnelser, efter recepten Hvad Jeg Tænker På Lige Nu.

»Sjusk er den eneste mulige løsning på det totalitæres fare,« læser man her.

»Veltilrettelagt mangfoldighed er altid en form for nuttethed. Sjusk er løsningen.«

Ak ja, sådan kan man jo politisk og ideologisk legitimere redundansen om den varme grød. Piloten tænker tilbage på dengang i første halvdel af 1980’erne, hvor det om forfatteren Jørgen Christian Hansen forlød, at han var begyndt at skrive sine bøger på en computer. Nå, ja selvfølgelig, det var derfor, hans roman Guldsmeden voksede til en trilogi. Han glemte at slukke apparatet om natten!

Jeg ved, det kan lyde billigt, men spørger alligevel mig selv, om det er computerteknologien og dermed den fraværende modstand fra papiret og hånden, der har fremavlet mange forfatteres tyrkertro på rumlighed frem for tidslighed og på heterogene arrangementer frem for organiske kompositioner.

Se f.eks. Amalie Smiths raffineret akavede sammenklip af billeder og tekst til Et hjerte i alt, hvor hendes skrivetalent atter er åbenlyst, men hvor desorienteringen ofte lister sig ind, fordi man midt i denne sarte, søgende lyriske prosa også skal belæres af akademiske mini-essays og bebyrdes med refleksion over andre værker, der befinder sig alle mulige andre steder end den tekst, man lige nu sidder og læser.

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

Imellem X og Y

Ovenstående jammerklage kunne efterlade det indtryk, at piloten afskyr litterære hybrider. Sådan skal det ikke forstås. 2017 bragte således en vellykket og på BogForum med rette debutantprisbelønnet blanding af lyrik og prosa, Tine Høegs Nye rejsende, der skildrer en yngre kvinde i en mellemposition både geografisk og aldersmæssigt, både ægteskabeligt og eksistentielt.

Hun bor i København, men underviser på et gymnasium i Sydsjælland. Hun er blevet voksen, men forstår og ligner de unge. Hun er single, men får (og mister) en gift elsker. Hun er nogen, men ikke rigtig sig selv. Bl.a. derfor skifter bogen mellem to formregistre, den kan ses som både roman og digt.

Decideret kvalificeret lyrik var i 2017 forresten en mangelvare. En lysende undtagelse blev Peter Laugesens overdådigt layoutede samling Traveling:

»Små klynger af sætninger
spredt i det kæmpestore morads.« 

Og glitrende højdepunkter nåede ligeledes Peter Poulsen i Vi må videre (med tegninger af Jørgen Haugen Sørensen) såvel som den stilfærdigt suveræne Peter Nielsen i sin samling Tider.

To fæle bundskrabere blev Henrik Nordbrandts underligt jaskede Den store amerikanske hævn (ja, man fatter det knap) og Lone Munksgaard Nielsens skingert elegiske, udtryksmæssigt spinkle Hvis du møder en ensomhed.

Mulig forvandling

Derimod blev jeg uvilkårligt fascineret af Pia Busks Corinna og jeg, tre suiter af dagbogsbaserede digte over et liv som narkoafhængig prostitueret og poesiafhængig elev af en kunde, den lærde professor, som indførte hende i Ovids Amores og efterlod hende en bog, hvori han på side ét havde skrevet:

»Håber disse ord
må forvandle dig, som de har forvandlet mange
før dig.«

Sådan kan den døde digter, måske, forløse de(n) levende, en tanke, som også gennemsyrer Martin Larsens Parasitsonetterne – skrevet i ærbødig afhængighed af Inger Christensens nyklassiske Sommerfugledalen, men selv hybrid et besynderligt sted mellem digtet og den metriske/matematiske afhandling.

Lån med arme og ben kendetegner tillige Caspar Erics tredje digtsamling Avatar, hvor poeten sakser citater og desperate erklæringer fra nettet og lige lovlig smart kombinerer dem med en personlig tilstand af vrede, afmagt og grænseløs sorg til et signalement af en verden, som seriøst er blevet sindssyg, og hvor selvmord derfor kan fremstå som den tillokkende konsekvens – eller: ville have gjort det, havde det ikke været for »glæden ved de enkle ting«.

Flygtningene

Den glæde er vi som mennesker fælles om. Og derfor kan enhver forstå den, der bryder op, ja flygter med fare for sit liv for at finde frem til et sted, hvor dagene kan leves i fred og tryghed.

Så enkelt stilles det op i en bog, der tager poetiske konsekvenser af flygtningekrisen, nemlig Peter-Clement Woetmanns klagesang Bag bakkerne, kysten. Heri hedder det bl.a.:

»Min krop er korngule marker og den milde vind
i træerne i en lysning i skoven.

Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten.

Min krop er ikke tolv døde mænd i en
skibscontainer på en færge på vej mod
Grækenland.

Min krop er ikke manglen på ilt og den stadigt
tættere varme.

Min krop er ikke tre kroppe kastet over bord fra
overfyldt skib.«

Dermed er vi langt ovre i Peter Højrups, alene ved sin stil besættende og berusende ferieroman Til stranden, hvor en gruppe danskere på en solbeskinnet lille ø ved Tyrkiets vestkyst konfronteres med de desperate flygtninge, med det resultat, at bogens indre budskab – at Du har lov til lykke, men at Den Anden altså også er her – skifter fra at være eksistentielt til at blive direkte politisk. Værkets kunstneriske metode, den i bevidsthed omsatte sansende væren i nuet, viser sig at åbne til en fællesmenneskelig dimension.

At gøre det politiske politisk

Overflyvningspiloten ville gerne have set fællesskabsaspektet foldet ud i Simon Glinvads roman Medskyldig, der eksplicit lægger op hertil ved at lade jegfortælleren, en økonomisk trængt forfatter, tekster og konfus familiefar, aflægge visit på et flygtningecenter hos irakeren Al-Azzawi, der er blevet offer for den såkaldte smykkelov.

Men ak, romanen kan ikke beslutte, om den vil være politisk samtidskritik, skildring af mand i midtvejskrise eller slægtskrønike med base i morforældrenes slidsomme liv på en gård i Vendsyssel. Læg så hertil et hav af fortænkte litterære referencer (Dante m.fl.), og vi har et såre tidstypisk collageflop.

Så er der unægtelig mere samling på Lone Aburas’ Det er et jeg der taler. En kværnende udskældning af et fordomsfuldt hvidheds-Danmark, for hvis flertal etniske minoriteter ikke er andet end bævl og bøvl og vold og overrepræsentation i kriminalitetsstatistikken.

Siden monologens harmfulde forfatter ikke evner at »gøre det politiske poetisk«, vælger hun at snakke lige ud af posen:

»Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene, at få en håndfuld jord af sin mor, man ikke skal se igen? Vi kunne alle sammen få hjælp af en krisepsykolog efter Kirkerydningen og for at have været tæt på traumatiserede flygtninge, og så gik vi hjem til vores fælleskøkkener og forældrekøb og skrev romaner og søgte ind på videregående uddannelser og kunstakademier, og det siger jeg ikke for at hænge nogen ud, men vi har brug for en revolution.«

Sådan lyder i klartekst en systemkritikers agitprop-mobilisering af sig selv – og meget gerne af os andre.

Fundamentalt et miniprojekt på linje med Anne Lise Marstrand-Jørgensens multi-maxi-roman Sorgens grundstof, som i en fraktalt knopskydende, for nu ikke at sige temmelig vildtvoksende handling udforsker forfølgelse, undertrykkelse og folkedrab gennem 200 års europæisk historie. Det omfattende stof er søgt knyttet sammen via tre gennemgående og overmåde længelevende hovedpersoner, en tysk-jødisk forretningsmand, en iransk antikvitetshandler og en i England opvokset efterkommer af slaver, Grace.

De tre skæbner hænger som klude på et stativ omkring romanens overordnede budskab: at flygtningesorgen smitter, og at menneskers ondskab åbenbart aldrig skal høre op. Storkrig vil være mulig i evig fremtid, den aggressive dominans er en luftbåren virus i omløb. Satan mener, står der et sted, at det er en fejl, at Gud ser menneskene, som han ville ønske, de var, i stedet for at se dem, som de i virkeligheden er!

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
Voldsomt vidnesbyrd

Om en gud kaldet Allah og dennes dyrkere kaldet muslimer, men særligt om muslimske fædres uglesete og seksuelt udnyttede døtre, handler kurdiskfødte Sara Omars voldsomme vidnesbyrdroman Dødevaskeren.

Fortællingen følger Frmesk fra fødslen i Kurdistan 1986 til nutidens Aarhus, hvor hun er indlagt på sygehus som voldsoffer og beretter sin og familiens, ja, faktisk sin slægts historie.

Kontrasten mellem den gode, opofrende mormor Gawhar og den onde, nidkære farmor Bahra brænder sig uvægerligt fast, men litterært, fortællekunstnerisk mister romanen hurtigt flyvehøjde og tempo.

Frmesks far ville hellere have haft en dreng. Det samme siger den psykisk ustabile mor i Vita Andersens roman Indigo, en klaustrofobisk punktuel beretning om en bundulykkelig barndom: angst og svigt og anbringelse og overladthed til eget mørke. Her er endnu et barn, som man gjorde fortræd, og nok en omgang hudløs demonstration af forfatterens hyperenkle og enerverende, men effektive prosa. For god ordens skyld står der på titelbladet ikke »erindringer«, men »roman«.

At se noget smukt

Det gør der også hos purunge Thomas Korsgaard, hvis uforsigtighed over for pressen i januar bevirkede, at debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi blev opfattet som et privat dokument, hvis skildring af opvækst i en dysfunktionel bondefamilie foregav sandhed og altså til dels kunne falsificeres.

En ærgerlig skæbne for en fremragende fortæller, som skriver tæt på tingene og ikke er bange for at lade konkrete genstande forvandle sig til symboler. Hør bare:

»En aften, før det blev mørkt, cyklede jeg ud til det store gartneri på min mountainbike. I maj blomstrede tulipanmarkerne langs de store drivhuse, der stod midt i landskabet, og det virkede som det mest oplagte sted at cykle hen for at få noget smukt at se. Om vinteren lyste drivhusene op som store, gyldne firkanter, men på denne tid af året kunne man se direkte igennem dem. Min kæde faldt af på vejen derhen.«

Hvor kæden hopper af i Cecilie Linds første roman Til en engels forsvar, er vanskeligt at fastslå. Jeg tror, det er i selve den kejtede konstruktion med englen, der står anklaget for at svigte som mentor for en pige, hvis opvækst var »præget af svigt og mange møder og mange blå mærker«.

Stofmæssigt har vi her igen at gøre med et udstødt og ugleset offer. Men stilistisk bæres bogen af tillid til skriften som målløs magi og former sig af den grund som et associativt tæppebombardement.

Videre trods alt

Vi befinder os her umådelig langt fra den muntert gøglende alvidende fortæller i Katrine Marie Guldagers samtidssensitive generationsbillede En uskyldig familie og desuden endnu længere fra den samvittighedsfulde, sindige tone i Bent Hallers beretning om oldemors modningsår som tjenestepige, Abelone på Bangsbo, hvis slægtskonstellation i øvrigt går igen i Jesper Wung Sungs indfølte og detaljespækkede portræt En anden gren om oldefar San, der i 1902 rejste fra Kina til København for at blive udstillet i Tivoli, men endte med at finde kærligheden og betale en nok så høj pris både for den og kultursammenstødet.

Bogen fylder over 550 sider og deler dermed format med Sissel-Jo Gazans ikke så lidt monstrøse, men stemningsmæssigt medrivende Blækhat, som sammenfletter en stofrig skildring af opvækst og oprørsk ungdom i Aarhus med en detektivisk familiehistorie og et lynkursus i svampekundskab. Detaljerne er blevet for mange, men forfatteren forstår til gengæld at sammenskrue et gyldigt plot.

Det samme kan man tilfreds konstatere om journalisten Michael Enggaards karske debutroman Svækling, noget i disse tider så sjældent som et stykke vaskeægte socialrealisme fra Vesterbros arbejderklasse, fortalt i ferm tosporet vekslen mellem på den ene side hovedhistorien om hovedpersonen Franks problematiske forhold til faren og på den anden side i en art bispor hjemmesygeplejersken Ellen, en klassisk frelsende engel, forløser for en familie belastet af manglende nærhed mellem forældre og børn.

Romanen byder desuden på en atmosfærehørmende indlevelse i en så forkætret sportsgren som boksning samt i miljøet omkring den, foruden en indimellem ret så morsom lige-ud-ad-landevejen-prosa, hvis til det friskfyragtige grænsende boblen ikke sjældent får læseren til at glemme, hvor trist det hele i grunden er.

Døden som vilkår

Sorg og bearbejdelse af personlige tab spiller en hovedrolle i flere af årets væsentligste bøger, således Naja Marie Aidts vidnesbyrdværk Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – en processuel collage drevet frem af trangen til at forstå det ’intet’ eller ’ikke’, døden er. Bogen begynder den sene aften, da forfatterens søn i en svamperus sprang ud fra et vindue på Vesterbro, og former sig derefter som uroligt flimmer af digte, fortællestumper og eksistentielle eller litterære refleksioner.

»Sproget, der altid har fulgt mig og været mit liv, kan intet,« hedder det mod slutningen.

»Sprogets sørgedragt er grim og stinkende. At forstå det uforståelige er ikke sprogligt.« Bogen selv modsiger dette, bliver en (modvillig) demonstration af muligheden af at nå tilbage og kunne se fremad.

Men sårene og sorgsporene ligger der, ligesom i Josefine Graakjær Nielsens fragmentagtigt splintrede lille digtroman Johannes om en bedstefaders selvmord og en hel families brudte historie, såvel som i Madame Nielsens højstemt elegiske kærlighedsfortælling Det højeste væsen, hvor et umuligt, vanvidssitrende forhold følges sideløbende med tilbageblik på den kvindelige parts balletfortid i Ceausescus Rumænien.

Central og fatal er her scenen, hvor bogens ’jeg’ eller ’du’ (som er to sider, eller tider, af samme person) den sidste aften går i mørket som en dantesk dødsrigeagtig »skygge blandt skygger« og hører den forhenværende elskedes skrig: 

»Skriget der skærer natten op som en bug, denne stemme, der ikke længere er hendes, men et dyrs, dyret, der pludselig ved det skal dø.«

Netop det at vide, at man snart skal dø, udgør kernen i Ida Jessens knugende provinsroman Doktor Bagges anagrammer, den på én gang barske og nænsomme skildring af den kantede, knarvorne mand, som i En ny tid (2015) bragte sin hustru, friskolelæreren Lily, så megen uoverkommelig sorg. På smukkeste vis får den ene bog nu lukket den anden op og skabt en form for balance i følelsesregnskabet.

Årets udvalgte litterære udgivelser:

  • Line Knutzon: ’Camille Clouds brevkasse’ (Gyldendal)
  • Kirsten Hammann: ’Ofte stillede spørgsmål’ (Gyldendal)
  • Ursula Andkjær Olsen: ’Krisehæfterne’ (Gyldendal)
  • Amalie Smith: ’Et hjerte i alt’ (Gyldendal)
  • Tine Høeg: ’Nye rejsende’ (Rosinante)
  • Peter Laugesen: ’Traveling’ (Gyldendal)
  • Peter Poulsen: ’Vi må videre’ (Lindhardt og Ringhof med tegninger af Jørgen Haugen Sørensen)
  • Peter Nielsen: Tider (Rosinante)
  • Henrik Nordbrandt: Den store amerikanske hævn (Gyldendal)
  • Lone Munksgaard Nielsen: Hvis du møder en ensomhed (Artur)
  • Pia Busk: Corinna og jeg (Gladiator)
  • Martin Larsen: Parasitsonetterne (Gyldendal)
  • Caspar Eric: Avatar (Gyldendal)
  • Peter-Clement Woetmann: Bag bakkerne, kysten (Kronstork)
  • Peter Højrup: Til stranden (Gyldendal)
  • Simon Glinvad: Medskyldig (Gladiator)
  • Lone Aburas: Det er et jeg der taler (Gyldendal)
  • Anne-Lise Marstrand-Jørgensen: Sorgens grundstof (Gyldendal)

Nænsomt berørt

Måske har vi de rigtig gode fortællere til at bringe os over det, ingen kan komme over? Måske der i selve den sprogskønne, præcise skrift kan ligge en form for – forsoning? Den tanke kan man få, når man læser Caroline Albertine Minors noveller i Velsignelser, som alle syv handler om smerteerfaringer.

En kvinde fornægtes af sin syge, døende far. En au pair-pige hænger sig i et træ i Australien og efterlader en hoben ubesvarede spørgsmål. En ung mor bryder op fra forholdet til barnets mand, da han efter en slem ulykke simpelthen er blevet en anden end ham, hun elskede. En anden yngre mor finder takket være sin nabo en måde at tackle sin ensomhed på. Og en tredje, ligeledes ung mor savner så forfærdeligt en mand, som nu er død – indtil hun stilfærdigt hjælpes videre af en velsignelse fra en præst. Sådan kan en anden undertiden, som i en epifani, træde ind i vores liv og løfte os videre.

Opløftende var det i øvrigt at se Minor overtage arven fra så store mestre inden for den lange, komplekse novelle som Flannery O’Connor, Judith Hermann og ikke mindst Alice Munro.

En så konsekvent ambition klæder vores unge litteratur og giver derfor anledning til større forhåbninger på genrens vegne end Lone Hørslevs sprogligt fyrige, men højst uegale forsøg med kortformen i En ordentlig mundfuld, en bog, som karakteristisk nok delte anmelderne i på den ene side dem, der værdsatte bogens almene krise- og panikmønster, og på den anden side dem, der bedst kunne lide de »skæve« stykker og ikke fandt resten »hørslevske« nok!

Sorte scenarier

Hvorvidt Jeppe Krogsgaard Christensens bog April 2026 bør læses som en nydeligt arrangeret novellekreds eller som en lidt tam fremtidsroman, behøver ikke at afgøres her. Men værkets nedslående vision af en digital dystopi, hvor kunsten er forsvundet og med den største delen af menneskeligheden, er typisk for en bestemt trend i tiden.

Vi så den også i Det europæiske forår af Kaspar Colling Nielsen, som af uvisse årsager for nylig blev hædret med selveste Holberg-Medaljen, skønt han ikke som forfatter har meget andet at byde på end gakkede dyrehistorier og fortænkte samfundsscenarier.

Men den på menneskehedens vegne bekymrede vision var på den anden side også bærende i Hanne-Vibeke Holsts faktatunge, men trods sin monstrøsitet velfortalte miks af fremtids- og samtidsroman, Som pesten. Det er bogen, hvor det meste af den vestlige civiliserede verden, men Danmark især, hjemsøges af en galopperende virus, som sætter det politiske system og WHO på en alvorlig prøve, men hvor vi heldigvis alle reddes af en kvindelig superhelt, Batman i lægekittel, med hjernen skruet optimalt sammen og hjertet anbragt på rette sted. Måske der er håb for os alle.

For hvor er vi på vej hen, og hvem er vi som mennesker, nu og altid?

Dette kan man få udførlig besked om i Svend Åge Madsens sjove, kloge, konstant overraskende og helt igennem overbevisende mammutroman Af den anden verden om cirka hundrede personer, der flygter fra undertrykkende indespærring og grundlægger et splinternyt gammeldags samfund på en fjern ø.

De render ind i stort set alle de problemer, vi mennesker kan skabe for hinanden, men de evner i modsætning til os andre at løse de alvorligste af dem, fordi de har selve fortællekunsten til at minde sig om forskellen på ondt og godt, det forkerte og det for alle optimale.

Hvis du kun skal læse én dansk bog fra det litteraturhistoriske lavpunkt 2017, så prøv med denne. For det personlige udbytte af læsning udstedes der dog ikke forhåndsgaranti.

Thi som Peter Poulsen skriver:

»Livet er et elastikspring
uden elastik«.

Årets udvalgte litterære udgivelser - fortsat:

  • Sara Omar: Dødevaskeren (Politikens Forlag)
  • Vita Andersen: Indigo (Rosinante)
  • Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi (Lindhardt og Ringhof)
  • Cecilie Lind: Til en engels forsvar (Gladiator)
  • Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie (Politikens Forlag)
  • Bent Haller: Abelone på Bangsbo (Lindhardt og Ringhof)
  • Jesper Wung Sung: En anden gren (Rosiante)
  • Sissel-Jo Gazan: Blækhat (Lindhardt og Ringhof)
  • Michael Enggaard: Svækling (Politikens Forlag)
  • Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (Gyldendal)
  • Josefine Graakjær Nielsen: Johannes (Gladiator)
  • Madame Nielsen: Det højeste væsen (Gyldendal)
  • Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer (Gyldendal)
  • Caroline Albertine Minor: Velsignelser (Rosinante)
  • Lone Hørslev: En ordentlig mundfuld (Rosinante)
  • Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026 (Gyldendal)
  • Caspar Colling Nielsen: Det europæiske forår (Gyldendal)
  • Hanne-Vibeke Holst: Som pesten (Gyldendal)
  • Svend Åge Madsen: Af den anden verden (Gyldendal)
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Anker Nielsen
Bjarne Toft Sørensen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

E.S-N skriver rammende:

"Piloten tænker tilbage på dengang i første halvdel af 1980’erne, hvor det om forfatteren Jørgen Christian Hansen forlød, at han var begyndt at skrive sine bøger på en computer. Nå, ja selvfølgelig, det var derfor, hans roman Guldsmeden voksede til en trilogi. Han glemte at slukke apparatet om natten!"

Det samme gælder desværre også for en del artikler og læserkommentarer - dog ikke kun i Information.