Læsetid: 5 min.

24syvs podcast om #MeToo giver overblik over misforståelserne i debatten. Ikke fordi den peger på dem, men fordi den demonstrerer dem

Radio24syvs faste vært Iben Maria Zeuthen og debattøren Iben Thranholm dækker #MeToo-kampagnen med en dagligt udkommende podcast, der ikke diskriminerer mellem funderede og ufunderede synspunkter
Radio24syvs faste vært Iben Maria Zeuthen og debattøren Iben Thranholm dækker #MeToo-kampagnen med en dagligt udkommende podcast, der ikke diskriminerer mellem funderede og ufunderede synspunkter

Radio 24syv

22. december 2017

En af Radio24syvs spidskompencer er, at radiokanalen er så hurtig til at gribe de bolde, der kommer flyvende. Og en af de vigtigste og mest betydningsfulde bolde, der længe er kommet flyvende, er #MeToo-kampagnen, som får – primært – kvinder verden over til at dele deres erfaringer med seksuelle krænkelser, sexchikane og magtmisbrug.

Den har Radio24syv nu grebet med en podcast-serie ved navn Stille før optagelse, som siden den 8. december dagligt er udkommet med et eller flere afsnit bestående af uredigerede interviews.

De to værter – kanalens præmieinterviewer Iben Maria Zeuthen og debattøren Iben Thranholm – farer med hver sin optager i hånden ud over stepperne for at interviewe hvem, der måtte have noget at sige om emnet. 

Ild i emnet

Hvis de interviewvillige ikke har noget at sige om lige præcis #MeToo, kan de også bare tale om forholdet mellem mænd og kvinder generelt. Instruktøren Christian Tafdrup har en film, han skal promovere, og kommer forbi med en analyse af #MeToo, der går på, at manden bliver angrebet på sit væsen, fordi det er hans natur at være grænseoverskridende. 

Mediemanden Thomas Heurlin er inviteret på baggrund af en facebookopdatering om, at han er glad for at have en pik, hvilket han er blevet mere opmærksom på efter at have haft forstadier til kræft i den.

Heurlins pointe er hurtigt forklaret (det er godt at have det godt med sin seksualitet, og at der kan komme meget godt ud af, at mænd gerne vil imponere kvinder, fordi de synes, de er sexede), men hans samtale med Iben Maria Zeuthen varer 27 minutter, og så er det også den længde, afsnittet får. Der bliver ikke klippet i noget. 

Iben Maria Zeuthen og Iben Thranholm holder i tråd hermed redaktionsmøder for åben mikrofon, hvorefter møderne sendes som selvstændige afsnit af Stille før optagelse. Her er der heller ikke nogen specielt stram dagsorden. De fortæller hinanden, hvad de har talt med deres interviewpersoner om, og konstaterer, at der er »ild i emnet.« På et af møderne hører de Shubiduas joviale sang »Sexchikane« fra 1992 og diskuterer, om den kunne være skrevet i dag. 

Der er tilløb til diskussioner om, hvad det er, programmet skal, men her virker de to Ibener til at være mere og mere uenige. Iben Zeuthen vil registrere og dokumentere #MeToo-kampagnen, mens den foregår, mens Iben Thranholm virker mere forhippet på at stille sig kritisk an over for den og se, om hun ikke sammen med sine interviewpersoner kan nå frem til den konklusion, at alle var bedre tjent med en tilbagerulning af den seksuelle frigørelse og opblødningen af de traditionelle kønsroller. Den dagsorden har gennemgående en afsporende virkning på en potentielt højaktuel og dybt relevant podcast.

Aalbæk: Snart vil mænd skyde kvinder

Blandt de åbenlyst væsentlige interview er podcastens allerførste, som Zeuthen laver med Sigrid Strøyer, der efter #MeToo’s fremkomst har fortalt om den sexchikane, hun var udsat for som ansat i Dansk Journalistforbund fra 2009 til 2011. Den historie vil man gerne kende, men Zeuthens famlende måde at spørge på (»nu ved jeg ikke, om ’relation’ er et forkert ord at bruge«) gør mig utålmodig. Jeg savner stringens, også i beskrivelsen af, hvad #MeToo overhovedet er for noget.

Senere følger Zeuthen op med et telefoninterview, hvor hun stiller Strøyer de kritiske spørgsmål, som hun synes, første interview manglede. Også det interview virker forvirret, når Zeuthen spørger, hvordan det kunne være ham den sexchikaneanklagedes skyld, at Strøyer gerne ville have et job i forbundet. Ikke overraskende svarer Strøyer, at hendes ambitioner ikke var hans skyld, og at det heller ikke var dem, der var problemet, men at han misbrugte en magtposition, hvor hans bedømmelse af hendes arbejde var afgørende for hendes karriere.  

Peter Aalbæk Jensen vil som detroniseret leder af Zentropa ikke udtale sig om sexchikaneanklagerne mod ham, mens sagen er ved at blive undersøgt, men han redegør for, hvordan tingene fungerer i hans eget ægteskab og udleder heraf, hvordan mænd og kvinders forhold i almindelighed burde være.

Iben Thranholm fisker efter, om det mon er den seksuelle frigørelses skyld, at der findes overgreb, men den seksuelle frigørelse har Aalbæk Jensen ikke som sådan noget imod. Det er snarere den kvindelige dominans, der får et had og en vrede til at ulme blandt mændene, forklarer han. De er blevet så afviste, underkuede og kastrerede, at det er et spørgsmål om tid, før man ser »en svensk mand skyde ind i en flok kvinder«. 

Journalistik eller partsindlæg

Afsnittene af Stille før optagelse sprøjter ud som skidt fra en spædekalv, og selvom podcasten ikke er præget af analytisk skarphed eller stringens, er det interessant at følge med i dens skiftevis indfølende (når Iben Zeuthen interviewer) og tendentiøst polemiske (når Iben Thranholm holder mikrofonen) udsving.

Man får efterhånden et overblik over, hvilke misforståelser der er ude at marchere i #MeToo-debatten. Ikke fordi podcasten peger på dem, men fordi særligt Iben Thranholm demonstrerer dem i sine interviews, der genremæssigt befinder sig i en mudret gråzone mellem journalistik og partsindlæg.    

Thranholm taler om, at kvinder er begyndt at hade mænd, som om det var verdens mest veletablerede faktum, og bekymrer sig om, hvorvidt der vil være plads til flirt efter #MeToo-kampagnen. Når Thranholm leder efter ordene, lyder det som om, at »tilnærmelse« og »krænkelse« ligger lige opad hinanden, og hun nævner tit, at den seksuelle frigørelse har ført en grænseløshed med sig, som gør det uhyre svært at have nogle principper for, hvordan kønnene omgås. Begrebet »samtykke« kunne løse mange af de problemer, hun ser som uløseligt forbundne med frigørelse.

Da en gruppe kvindelige skuespillere for nylig stillede sig op på en scene og fortalte om anonymiserede overgreb i teater- og filmbranchen og kaldte det for patriarkalske strukturer, der skal nedbrydes, så oplever Thranholm, at de taler for, at alle mænd skal ned med nakken, så kvinder kan tage mændenes plads.

»Nogen skal jo sidde på magten. Og hvis mændene ikke skal sidde på den, hvem skal så?,« spørger hun og tilføjer bekymret, at »mange af vores politikere har jo kvindelige værdier«, som var det et faretruende symptom på feminiseringen af det danske samfund. Thranholm begræder ikke direkte, at også kvinder har politisk indflydelse, men hun fisker vedvarende efter, om ikke også hendes interviewpersoner mener, at traditionelle kønsroller ville være bedre. 

Når Bertel Haarder siger, at han selv er monogam, men ikke vil dømme andre, spørger Iben Thranholm, hvorfor han er bange for det. Jeg savner en tredje person i lokalet til at spørge, hvorfor hun tror manglende fordømmelse skyldes manglende mod.

En anden misforståelse er den, at det at være uenig i et synspunkt er ensbetydende med, at den der har ytret det, ikke må have en mening. Således er overskriften for podcastafsnit nr. 18: »Hvad må man sige?« I Stille før optagelse må man sige, hvad man vil, og der diskrimineres ikke hørbart mellem funderede og ufunderede synspunkter.

’Stille før optagelse’ findes på diverse podcastplatforme og sendes fra januar som radioprogram på Radio24syv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det lyder som noget af en prøvelse at lytte sig igennem. Tak til Informations anmelder for at tage en for holdet.

Steffen Gliese, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Nej, ingen skal nødvendigvis have magten, den demokratiske bestræbelse er at ophæve personlig magt for i stedet at lade den skifte tit imellem repræsentanter for borgerne, der uden personlig vinding 'tager en for holdet' og den almene interesse.