Læsetid: 4 min.

En bog om en udtalt dysfunktionel familie

Biografi om Thomas Mann har reelt hele otte hovedpersoner: far, mor og seks børn. Det er en bog om en udtalt dysfunktionel på en gang borgerlig og grænseoverskridende familie, hvor tragten efter faderlig anerkendelse er stor og ofte forgæves, og hvor tiltrækning og frastødning mellem medlemmerne er en evig neurose
Den eneste ufravigelige konstant i den tumultariske Mann-familie var faderens ubetingede og ubetinget respekterede arbejdsdisciplin. Ve den, der forstyrrede den skrivende Godfather!

Den eneste ufravigelige konstant i den tumultariske Mann-familie var faderens ubetingede og ubetinget respekterede arbejdsdisciplin. Ve den, der forstyrrede den skrivende Godfather!

AP/Ritzau Foto

30. december 2017

Buddenbrooks-huset i Mengstrasse i Lübeck forekommer en anelse støvet, måske fordi det har fået konkurrence dels af det nærliggende, spillevende og overmåde velbesøgte Willy Brandt-museum, dels af det endnu unge Günter Grass-hus i den nærliggende Glockengiesserstrasse, der iøvrigt bruges til alt muligt andet end Grass-relaterede arrangementer.

Måske skyldes det let indslumrede indtryk i det fine gamle hus lige over for Mariakirken, at man venter på en større restaurering og modernisering, som der er planer om.

På første sal, i montren med den unge Manns lekture, står stadig Jens Peter Jakobens Niels Lyhne og H. C. Andersens eventyr – ikke så mærkeligt var »Den standhaftige tinsoldat« Manns yndlingseventyr. Han forstod sig på at være hæmmet af en uhelbredelig skavank. Også anden skandinavisk digtning, som var hot i Tyskland omkring forrige århundredeskifte, figurerer. Dog ikke Herman Bang, den på alle måder yderliggående dansker, som Mann læste med glødende interesse, men jo ikke officielt! Han mangler endnu i montren.

Er tiden ikke snart inde – i betragtning af, hvor stor en rolle Manns problem med homoseksualiteten har spillet i den sidste snes års forskning – til at hæve censuren? Så meget mere som også belysningen af hans hele tre homofile børn (ud af en flok på seks) er tilsvarende intensiveret.

I 1995 udkom en diger tryksag i Tyskland med titlen Thomas-Mann-Handbuch, som havde til formål at samle referencer til al viden om Thomas Manns liv og værk, der fandtes dengang. I et afsluttende historisk kapitel om Thomas Mann-forskningen konstateres det, at Thomas Manns liv interesserer læserne mere end nogensinde. Og med liv mente udgiveren ikke mindst familieliv.

Og i dag, i 2017, over 20 år senere, kan man sige nøjagtig det samme og med endnu større ret.

Tilmann Lahme: Familien Mann - en biografi

Manns hunde

Hvor skal det ende? Kan vi vente bøger om ægteparret Katja og Thomas Manns børne- og oldebørn (der er nok at tage af …)? Og hvad med hundene? Det er jo f. eks. hidtil uklart, hvor mange af dem der var bøsser. Det må kunne opklares.

På dansk kan man nu få meget god, bred og grundig besked i Tilmann Lahmes Familien Mann (ty. 2015) med den ikke helt heldige undertitel – en biografi. Er det ikke en betegnelse, der er forbeholdt enkeltpersoner? Og her er der faktisk otte hovedpersoner: far, mor og seks børn. Den tyske titel taler da heller ikke om biografi. Den lyder Die Manns. Geschichte einer Familie.

Lahme er godt rustet. Han har været kulturredaktør på Frankfurter Allgemeine Zeitung og skriver en mønstergyldig god, klar prosa uden antydninger af litterær eller akademisk affektation.

Han har tidligere været ude i det mannske landskab med sin store bog om Golo Mann, historikersønnen, der virkelig, i det mindste som forfatter, trådte ud af sin fars skygge – i modsætning til storebroderen Klaus. Endelig har Lahme kunnet udnytte den længe utrykte korrespodance mellem familiemedlemmerne, som han i øvrigt qua medlem af et udgiverteam selv har udgivet et bredt udvalg af (Die Briefe der Manns, 2016).

Læg dertil Lahmes evne til at holde hovedet koldt over for et eksistentielt kompliceret materiale. Han er i besiddelse af det, der også i kritik kan kaldes armslængde. Udstiller han et alt for menneskeligt træk ved den ene eller den anden Mann, er det ikke for at moralisere – skønt det lejlighedsvis må have været fristende – men for at yde så mange træk i karakteren retfærdighed som muligt.

En evig neurose

Det er en bog om en udtalt dysfunktionel, på en gang borgerlig og grænseoverskridende familie, hvor tragten efter faderlig anerkendelse er stor og ofte forgæves, hvor tiltrækning og frastødning mellem medlemmerne er en evig neurose, hvor penge tigges og fås (hos mor), hvor berømmelse er en last og en forbandelse, hvor den eneste ufravigelige konstant er faderens ubetingede og ubetinget respekterede arbejdsdisciplin. Ve den, der forstyrrede den skrivende Godfather!

Dysfunktionel er den også ved at handle om en søskendeflok, hvis medlemmer Hitler fordrev, så de hver for sig måtte finde deres vej i livet. Efter en tysk torpedering i Den Engelske Kanal så Monika sin mand, som hun netop var flygtet fra Hitlertyskland med, drukne.

Høj i hatten. Forfatteren fotograferet i begyndelsen af 1900-tallet. 
Læs også

Jeg skal ikke gøre nogen røverkule af mit hjerte. Også jeg har gerne læst om »die ungeliebte« Monikas lave stjerne og hendes søster Elisabeths høje do., om musikkersønnen Michaels vitterlige og voldelige galskab, om historikersønnens moderbinding, om sekretærdatteren Erikas tiltagende morfinindtag og faderbinding – you name it. Og jeg siger uden skygge af overbærenhed, men ærligt og redeligt: Velbekomme!

Men det skal ikke forhindre mig i at citere en sentens, der slog mig i Lübeck, hvor den var prentet i en glasplade i Buddenbrooks-huset. Jeg gør det efter hukommelsen. Den er af Thomas Mann selvfølgelig: »Når jeg har fået en sætning ud af en ting, så interesserer tingen mig ikke mere og heller ikke sætningen, men forholdet mellem sætningen og tingen. For hvad er der dér?«

Godt spørgsmål!

Tilmann Lahme: Familien Mann - en biografi. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Gyldendal. 450 sider. 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

De omtalte tre museer i Lübeck har jeg netop besøgt - og oplevet på tilsvarende vis. Mann lidt støvet. Ikke noget nyt, men lyden af båndoptagne hestehove, hvis man nærmede sig vinduet. Manns bedstemor skulle have boet i bygningen ifølge kustoden. Hos Grass handlede det næsten mere om en marine?maler på førstesalen - man undskyldte den dårlige belysning. Derfor blev Willy Brandt-museet det mest interessante. Også der var en yderligere udstilling. Fotos fra DDR.