Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Bright’ med Will Smith er en meget mærkelig film

Orker, elvere og mennesker lever side om side i et kriminalitetsplaget Los Angeles i Netflix’ seneste, usædvanlige millionsatsning, fantasythrillerdramaet ’Bright’, der har Will Smith i hovedrollen
Politimanden Ward (Will Smith) og hans orkmakker, Jakoby (en godt maskeret Joel Edgerton), må løbe for livet i David Ayers usædvanlige ’Bright’. 

Politimanden Ward (Will Smith) og hans orkmakker, Jakoby (en godt maskeret Joel Edgerton), må løbe for livet i David Ayers usædvanlige ’Bright’. 

Netflix

Kultur
22. december 2017

Hold da op, hvor er Bright en mærkelig film. David Ayer, manden bag Suicide Squad, Fury og End of Watch, der er en særdeles fysisk filmskaber, har instrueret, og Max Landis, der tidligere har skrevet blandt andet den usædvanlige, næsten socialrealistiske superheltefilm Chronicle, står bag manuskriptet.

Handlingen foregår i en verden meget lig vores egen, var det altså ikke, fordi mennesker og mytologiske væsener lever side om side, og resultatet er en forunderlig blanding af den rå politithriller Training Day – som Ayer har skrevet – actionkomedien Die Hard og fantasy-værkerne Ringenes Herre og Harry Potter.

Orker, alfer og elvere optræder således i et råt og kriminalitetsplaget Los Angeles, hvor bander og politi synes at være i evig krig med hinanden. Elverne, der er forfinede væsener, bor i godt beskyttede velhaverkvarterer, mens orkerne, som regnes for at være samfundets bærme, bor i ghettoer og ikke har mange rettigheder eller muligheder.

Menneskene befinder sig et eller andet sted midt imellem og arbejder sammen med elverne, men skyr orkerne som pesten. Orkerne er denne verdens mest udsatte og udskældte minoritet, hvilket åbenbart skyldes en hændelse for 2.000 år siden, hvor de lidt uheldigt slog følge med Mørkets Fyrste.

På flugt

Will Smith spiller betjenten Ward, der sammen med sin orkmakker, Jakoby (Joel Edgerton), patruljerer de mere suspekte områder i byen. Jakoby er den første orkbetjent nogensinde, et produkt af politisk kvotetænkning, og alle Wards kolleger vil bare af med Jakoby. Det vil Ward sådan set også – han stoler ikke på Jakoby, der ikke var der til at beskytte ham, da Ward for nylig blev skudt.

Men de kan ikke slippe for hinanden, og da de en nat falder over en af de sjældne og meget eftertragtede tryllestave, som kan opfylde ønsker og styre verden, har de pludselig både deres egne kolleger, FBI’s magiske enhed, elvere, der ønsker Mørkets Fyrstes genopstandelse, orker og gangbangere i hælene.

De vil alle have fat i staven, som kun kan betjenes af en såkaldt ’bright’, og sammen med elveren Tikka (Lucy Fry) må Ward og Jakoby tage flugten gennem et Los Angeles, der på ingen måder vil dem det godt.

Flere overraskelser

Mødet mellem det barske, jordbundne politiarbejde i en genkendelig ramme og så de magiske elementer, som man er vant til at se i en helt anden og gerne mere historisk eller fantasyagtig sammenhæng, giver Bright en dynamik og energi, som er ret forfriskende for både thrillergenren og fantasyfilmen.

Det er en brutal film, hvilket efterhånden er, hvad man forventer af Ayer, der ikke er verdens mest subtile instruktør. Heldigvis har Landis flere overraskelser oppe i ærmet. F.eks. giver orkerne og elverne ham og Ayer mulighed for at diskutere emner som racisme, ulighed og tolerance på en, indrømmet, lidt firkantet, men også tankevækkende facon.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om Bright er en god film. Den er noget abrupt fortalt og minder mest om et spillefilmlangt afsnit af en tv-serie, der fortæller den komplekse historie om en parallelverden fuld af magi og magiske skabninger.

Netflix, der har postet mange millioner i filmen, har da også allerede bestilt en forløber, der skal fortælle om, hvad der er gået forud for handlingen i Bright. Interessant og usædvanlig er filmen dog – noget af en satsning for streaminggiganten – og alene af den grund fortjener den at blive set.

’Bright’. Instruktion: David Ayer. Manuskript: Max Landis. Kan ses på Netflix fra i dag

I den oprindelige version af denne anmeldelse optræder feer, men det er i virkeligheden elvere, der er tale om. Det er nu rettet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her