Læsetid: 4 min.

Dansk bog om Werner Herzog er vildt begejstret – på godt og ondt

Kristoffer Hegnsvads bog om den tyske filminstruktør Werner Herzog er ansporende og inspirerende, fordi hans analyser er vidtløftige og vildt begejstrede. Begejstringen er dog et tveægget sværd, for den forhindrer forfatteren i at gå kritisk til sin helt
I en af Werner Herzogs mest legendariske film, ’Fitzcarraldo’ (1982), prøver gummibaronen Fitzcarraldo (Klaus Kinski) at indtage Amazonas utæmmede regnskov med italiensk opera.

I en af Werner Herzogs mest legendariske film, ’Fitzcarraldo’ (1982), prøver gummibaronen Fitzcarraldo (Klaus Kinski) at indtage Amazonas utæmmede regnskov med italiensk opera.

fra bogen

15. december 2017

Der er ingen tvivl om, at Kristoffer Hegnsvads bog om den excentriske tyske filminstruktør Werner Herzog er en bedrift, man kan og bør glæde sig over. Dansksprogede monografier om vor tids store egensindige instruktører er sjældne i sig selv, og Hegnsvads Werner Herzog – ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer er et både grundigt og ambitiøst bud på, hvordan sådan en kan se ud.

Hegnsvad analyserer i løbet af bogens første, rigt illustrerede 220 sider en læsning af Werner Herzogs foreløbige produktion af fiktions- og dokumentarfilm om ekstreme menneskeskæbner som det sprogløse hittebarn Kaspar Hauser, kolonialistiske opdagelsesrejsende i Amazonas og bjørnevennen Timothy Treadwell, der blev spist af de bjørne, han betragtede som et værdigt alternativ til den menneskelige civilisation.

Hegnsvad er film- og tv-redaktør på Politiken, uddannet i filosofi og dokumentarfilminstruktør. Hans eget ophold på Herzogs masterclass, The Rogue Film School, der med jævne mellemrum opstår et nyt sted for en enkelt weekend, fungerer som en ramme om bogens akademiske, anekdotiske, filmhistoriske og nærlæsende perspektiver.

På The Rogue Film School får man udleveret en læseliste med moderne humanistisk teori som f.eks. T.W. Adorno, som dog ikke inddrages i undervisningen. Ifølge Hegnsvads sporadiske efterretninger handler den i stedet om at dirke låse op, stå på egne ben og være kompromisløs med sine kunstneriske visioner.

Brutalt kompromisløs

Siden debutfilmen Tegn på liv fra 1968 har Herzog lavet godt 70 film plus en række kortfilm og tv-dokumentarer, ligesom han har spillet markante biroller, der typisk udmærker sig ved en bryskhed og brutal kompromisløshed, der også kendetegner Herzogs offentlige persona. Den 40 sider lange filmografi med handlingsreferater, der findes bagerst, gør i sig selv bogen anvendelig som opslagsværk for Herzog-interesserede.

De første 220 sider fungerer til gengæld som en ansporende indføring i Herzogs foreløbige livsværk. Hegnsvad gennemgår ikke produktionen slavisk film for film eller periode for periode. I stedet belyser han i bogens syv tematisk anlagte kapitler hver sit – nært beslægtede – aspekt af Herzogs metode og produktion med et imponerende overblik og en tiltalende iver efter at trække tråde.

Excentriske mennesker, der som besatte forfølger deres store, ofte vanvittige drømme, er den røde tråd gennem stort set alle Werner Herzogs film, både fiktionsfilmene og dokumentarfilmene
Læs også

Både indbyrdes mellem Herzogs film og mellem Herzogs film og samtidige filosoffers tanker. Der er således både nærlæsninger af enkelte scener, lynindføringer i bl.a. de franske tænkere Michel Foucault, Jacques Rancière og Gilles Deleuzes tanker og tilblivelseshistorie.

Mest legendarisk er vel nok historien om det dampskib, der blev slæbt over et bjerg i Amazonas jungle under optagelsen af Fitzcarraldo (1982) om en gummibaron, der får indianske arbejdere til at slæbe et dampskib hen over et bjerg for at realisere drømmen om at etablere et operahus midt i junglen.

Underforståede præmisser

Hegnsvads analyser er ansporende, for så vidt at de er velunderbyggede og vidtløftige, men også i den forstand, at jeg konstant har lyst til at gå i rette med dem og deres underforståede præmisser. Hans begejstring for Herzogs arbejde og indstilling til filmkunsten skinner helt vildt igennem bogen fra start til slut.

Den næsegruse beundring er dog et tveægget sværd, fordi Hegnsvad bogen igennem ikke bare vil overbevise sine læsere om, at værkerne er storslåede, men også om, at deres budskaber er gode og demokratiske. Det er kendetegnende, at Hegnsvad helt holder sig fra kritik af Herzogs synspunkter på verden som sådan og på, hvordan hans egne film skal forstås.

Herzogs virke er en søgen efter nye billeder, der kan give rum for gentænkning af alt muligts beskaffenhed og dermed skabe det, Hegnsvad kalder »øjeblikke af ekstatisk sandhed«.

Herzog er ikke journalist, men poet, og gennem bogen optræder ’bogholdersandhed’ som et herzogsk yndlingsskældsord for dogmatisme og rigid rationalitet.

En fornøjelse at være uenig med

Beskrivelsen af, hvordan Herzogs film presser de vante modeller for, hvad og hvordan man fortæller med levende billeder, er overbevisende og øjenåbnende. Det er ikke nær så overbevisende, når Hegnsvad fremstiller Fitzcarraldo som en af de kærligere fantaster og affejer kritikken af filmen.

Den gik dels på filmholdets arbejdsvilkår, dels på den kendsgerning, at hovedpersonen er baseret på en historisk person, der dræbte de indianere, der ikke ville arbejde for ham. Filmens handling og tilblivelse kan ses som to parallelle historier om europæiske mænd, der føler så stærkt et behov for at realisere den kunstneriske tradition, de selv kommer fra, at ethvert (eller i hvert fald mange) hensyn må vige.

Jeg kan følge Hegnsvad, når han ser dampskibet som metafor for menneskelig besættelse, men der, hvor han ser et billede på heroisk livskraft, ser jeg megaloman herskertrang. Selv om Hegnsvads fokus på magtens kompleksitet i Woyzeck (1979) og Stroszek (1977) og Gåden om Kaspar Hauser (1974) er skarp og tankevækkende, er jeg er ikke overbevist om, at de tre film kan læses som en foucaultsk »kritik af det moderne overvågningssamfund«.

Under læsningen af bogen har jeg set og genset nogle af Herzogs film (det får man lyst til), og det har været en udelt fornøjelse løbende at diskutere med Hegnsvads udlægning af dem. Både fordi Hegnsvad deler ud af en massiv viden og indsigt, og fordi de diskussioner, Herzogs film (og Hegnsvads bog om dem) lægger op til, kan vare længe.

Kristoffer Hegnsvad: ’Werner Herzog – ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer’. Jensen & Dalgaard. 288 sider. 348 kr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer