Læsetid: 2 min.

Danske ’Jeg er William’ har hjertet på rette sted, men virker en kende betaget

Jonas Elmers ’Jeg er William’ er en charmerende og lun børnefilm, der dog virker lidt ude af trit med virkeligheden
William (Alexander Magnússon) og morbror Niels (Rasmus Bjerg) nyder endnu en variation over æg med æg på i Jonas Elmers ’Jeg er William’.

William (Alexander Magnússon) og morbror Niels (Rasmus Bjerg) nyder endnu en variation over æg med æg på i Jonas Elmers ’Jeg er William’.

SF Film

22. december 2017

Der er meget at være glad for i Jonas Elmers nye familiefilm, Jeg er William, der er baseret på en bog og et manuskript af Kim Fupz Aakeson. I bedste opbyggelige, danske stil har den hjertet på rette sted og handler om at finde sig selv, opføre sig ordentligt og tænke sig om. Filmen byder desuden på en god portion humor og et par charmerende hovedroller i skikkelse af lille Alexander Magnússon, der spiller titlens William, og Rasmus Bjerg, der spiller Williams morbror Niels.

Williams far er død, og hans mor er blevet indlagt på et psykiatrisk hospital – hun er »en kolbøtte«, som ikke særligt diplomatiske Niels udtrykker det – og drengen må nu bo hos onklen, der er på førtidspension. Han gør det dog faktisk hovedsageligt i hælervarer i stor stil, når han da ikke lige taber penge, han ikke har, i kortspil til den lokale gangster, Djernis (Niels-Martin Eriksen). Gode råd er dyre, men så er det, at William træder i karakter og køber sin morbror tid til at tjene pengene igen ved at sige ja til hver dag efter skole at gå tur med Djernis’ store, frygtindgydende hund.

Det er begyndelsen til en art dannelsesrejse, hvor morbror Niels bliver lidt klogere og mere ansvarlig – og finder ud af, at der er andet godt at spise end æg – og William lærer at sige fra i forhold til de bøller, der driller ham med, at han kommer fra Roskilde. Drengen møder også fremmelige Viola (Amina Arrakha), der frejdigt erklærer, at den undseeligt udseende William ikke er hendes type – kvinder kan godt lide farlige mænd, siger hun – men hun får snart et andet syn på handlekraftige William.

En kende bedaget

Skulle man få den tanke, at Jeg er William lyder lidt som noget, man har hørt før, er det ikke helt forkert. Der er reminiscenser af både Gummi-Tarzan og Busters verden i filmen og dens budskaber og skildring af et ungt menneskes udvikling. Og det er der bestemt ikke noget galt i. Både filmudgaverne af Gummi-Tarzan og Busters verden og bøgerne bag er en del af det solide fundament af kvalitet og respekt for målgruppen, som dansk børneunderholdning står på.

Busters verden handlede også om alkoholisme, og Jeg er William diskuterer psykisk sygdom, død og ludomani. Det er svære emner at tumle med i en film for børn, men Jonas Elmer og Kim Fupz Aakeson forstår at gøre det uden at tale ned til publikum og med en afvæbnende humor, der viser tilværelsens tragikomiske sider, som de også udfolder sig i børnehøjde.

Hvis jeg har noget at brokke mig over, er det, at Jeg er William virker en kende bedaget. Det er på ingen måder en moderne film, og selv om den ikke ligefrem foregår i en gammeldags verden, kunne den lige så godt have været lavet for 10-20-30 år siden. Det giver naturligvis filmen en vis tidløshed, men også en fornemmelse af, at dansk børne- og familiefilm ikke har udviklet sig stort siden netop Gummi-Tarzan og Busters verden. Og det er måske ikke ligefrem vejen frem for en genre, der i forvejen har det svært.

’Jeg er William’. Instruktion: Jonas Elmer. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Jeg tror, at filmen er værd at se alene for børneskuespillernes ret brillante optræden, samt altid lidt grænseoverskridende skæve Rasmus Bjerg. Desuden også de ret originale fantasi-elementer.
Sagt efter et par gode filmklip vist i Go' Morgen Danmark.