Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Død og oversættelse som en kunstart

Sylvia Plaths ’Ariel’ er vilde ridt, måne og magi. Alt det har Peter Laugesen nænsomt – og med en tro på mirakuløse tilfældigheder – flyttet over i det danske sprog
Kultur
30. december 2017

Lykken er at have været ude at danse hele natten og så, efter få timers søvn, slå op i Sylvia Plaths Ariel på præcis titlen ’Natten danser’ og mærke det ekstatiske i de to ord sammen. Selve digtet begynder sådan her: »Et smil faldt på græsset. / Uigenkaldeligt! // Og hvordan skal dine nattedanse / Fortabe sig. I matematik?« De spring, det digt tager! Det er Peter Laugesens oversættelse af ’The Night Dances’, der på engelsk begynder med: »A smile fell in the grass. / Irretrievable! // And how will your night dances / Lose themselves. In mathematics?«

Ifølge Laugesen er der i hvert fald to måder at oversætte digte på. I efterordet til denne umådeligt pragtfulde udgave af Sylvia Plaths Ariel skriver oversætteren: »Den ene er at ville overføre digtet, dets udsagn og væsen, der jo hænger ubrydeligt sammen, fra det sprog, det er skrevet på, til det sprog, det skal flyttes til, og gøre det, så digtet først og fremmest fungerer som et digt i det nye sprog.

Den anden er at følge digtet så tæt som muligt i, hvad det siger, og så lade det bero på mirakuløse tilfældigheder, om det nu også i enhver henseende bliver et lige så godt digt i det nye sprog.« Laugesens metode er den sidste.

Der er flere ting at bemærke her – ud over naturligvis Laugesens mod på sprogets vegne. For eksempel skriver han ikke et ord om, at poesi er det, der ikke kan oversættes og videre i den dur, det ligger ikke til hans temperament. Dernæst skriver han ’i’ og ikke ’på’ det nye sprog.

Sylvia Plath: Ariel – den oprindelige udgave

Egne indre kræfter

Måske er det for meget betydning at tilskrive ’i’, men jeg tror, at Laugesen er sådan en vidunderlig fri oversætter, fordi han ud over at tro på mirakuløse tilfældigheder befinder sig i sproget og ikke på det(s overflade).

Ud over Laugesens efterskrift indeholder Basilisks Ariel – den oprindelige udgave også et forord af Sylvia Plaths datter Frieda Hughes og en faksimile af originalmanuskriptet. Og så har tegneren Rikke Villadsen lavet et knivskarpt grafisk omslag, der lader digtenes vildskab – det, datteren kalder »min mors brug af sine egne indre kræfter« – få al den plads og opmærksomhed, den bør have.

Det er, som om Peter Laugesen har gjort så lidt som muligt. Somme tider flasker det engelske og det danske sig så heldigt, at de samme ord rimer på de to sprog: ’life’/’knife’ og ’liv’/’kniv’. Men hvis oversætteren ikke har kunnet få et rim med det ene sted, så dukker der bare et op senere. Ordet ’daddy’ har han eksempelvis slet ikke oversat i digtet af samme navn. Det er også et godt valg.

Den begavede amerikaner Sylvia Plath blev født i Boston i 1932, hun mistede sin far som barn, blev gift med den engelske digter Ted Hughes i 1956, fik to børn sammen med ham, led af depression hele livet og tog sit eget liv som 30-årig. Peter Laugesen har oversat efter det manuskript, Plath efterlod sig ved sin død.

I Ariel – den oprindelige udgave står digtene således også i den rækkefølge, som Plath efterlod dem i. Det første digt er ’Morgensang’ og skildrer et barns fødsel. Billederne står så stærkt: »Vi står omkring dig tomme som vægge.« »Hele natten din møl-åndes/Flimren blandt de flade lyserøde roser.« og »Din mund åbner sig skarp som en kats.« er bare et par eksempler på, hvordan Plath både giver sig hen og skriver stærkt foruroligende.

Ariel er ikke den store reklame for husmoderrollen, der er »Ondsindethed i køkkenet!«. Digtet som kunstform er til gengæld den ultimative frihed for Plath, det er måne og magi. Ikke bare i billedsproget, men også i hendes særlige kendetegn, nemlig at gentage det samme ord tre gange efter hinanden og lade dem forvandle sig til en slags trylleformular.

Som kontrast hertil er Plath ikke optaget af skøn stilistisk variation – måske fordi hun netop bruger ordene og ikke forskønner dem. Et digt slutter på »Tag noter!«

Tidligere versioner af digtsamlingen har Ted Hughes stået for – og hele det lag af myter, der ikke så mærkeligt har været omkring Plath og Hughes, skræller datteren Frieda væk i sit forord. Det er meget befriende.

Frieda Hughes skriver f.eks., at hendes mor i et BBC-program havde valgt følgende introduktion til titeldigtet: »Her er endnu et digt om at ride på en hest, det hedder Ariel efter en hest, jeg holder særlig meget af.« Den underdrivelse kan man tage med sig i læsningen og måske komme længere med digtene end til det selvbiografiske, og – hvem ved – endda læse linjerne i ’Lady Lazarus’: »At dø/Er en kunstart, som alt muligt andet./Jeg gør det exceptionelt godt.« med nye øjne.

Sylvia Plath: ’Ariel’ – den oprindelige udgave, oversat og med efterord af Peter Laugesen, omslag af Rikke Villadsen, Basilisk, 194 sider, 250 kr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mogens Sommer Madsen

Fin anmeldelse - se evt. chantal Akermans film fra 1986: Letters Home - om sylvias breve til sin mor.!

Mogens Sommer Madsen

Den kan nu ses på MUBI

Maj-Britt Kent Hansen

Mogens Sommer Hansen - tak for henvisning til MUBI. Jeg læste i 70'erne Letters Home. Når Chantal Ackermann har filmatiseret, er det givet værd at se.

Forsøgte mig med oversættelsen af Ariel, men holdt ikke ud. Måske skulle jeg gøre forsøget på engelsk, men jeg læste for ikke så længe siden The Bell Jar (Glasklokken). Umiddelbart en lys roman, som jeg slet ikke forbandt med LettersHome.

Maj-Britt Kent Hansen

Undskyld - Madsen skulle det være.