Læsetid: 4 min.

DR Ultra er både moralsk og umoralsk

På DR Ultra er der både præstationssamfundsfremmende og -nedbrydende programmer. Når det er værst tales der ned til målgruppen på de 7-12 årige, når det er bedst tales der med dem – og det gør der for det meste. I kulturredaktionens gennemgang af DR’s kanaler er vi nået til DR Ultra
Ultra Nyt er både empowerment og magtkritik, og det er fremragende.

Ultra Nyt er både empowerment og magtkritik, og det er fremragende.

Fra DR

22. december 2017

Ultra Nyt

Den daglige nyhedsudsendelse er kanalens største bedrift. Alene det at lave en nyhedsudsendelse til de 7-12 årige er en anerkendelse af, at de befinder sig i den samme nyhedsstrøm og virkelighed som voksne og har krav på og brug for seriøs journalistik.

Et perleeksempel er udsendelsen fra 14. december, hvor de præsenterer ny forskning om forbindelsen mellem klamme skoletoiletter og inkontinens blandt børn. De inddrager seerne på snap chat. De bringer reportager, hvor skoleelever bliver interviewet.

De interviewer forskeren bag undersøgelsen, der bliver tvunget til at tale i et klart og tydeligt sprog. Og så laver de endda konstruktiv journalistik ved at besøge en skole, hvor eleverne selv er med til at løse problemet – men ikke uden først at gøre opmærksom på, at det er de voksnes og politikernes ansvar at sørge for rene skoletoiletter. Det er både empowerment og magtkritik, og det er fremragende.

Klassen

Det meget populære Klassen er svært at holde af. Det er en tv-dramaserie, der følger den samme klasse gennem deres udfordringer med gruppedynamik, mobning, konduite på sociale medier, intriger og venskaber mv.

Lotta Lemche

Det er baseret på research fra børnetelefonen og tager dermed børns problemer og hverdag meget alvorligt.

Til gengæld tager det ikke tv-drama særligt alvorligt. Skuespillerne taler til kameraet efter de dramatiserede episoder, som om det var dokusoap, og skuespillet er tilsyneladende ikke højeste prioritet. Og alt er så enerverende overtydeligt og moralsk.

Der burde være en disclaimer før hvert afsnit: »Her kommer et program, hvor det er vigtigere for os, at du forstår budskabet, end at du ser en god fortælling.«

Ultras Sorte Kageshow

Kanalen har med rette vundet internationale tv-priser for programmet Ultras Sorte Kageshow, hvor to hold hver bestående af to børn kæmper mod hinanden om at bage den bedste kage. I totalt mørke.

Bjarne Bergius Hermansen

Imens kommenteres og saboteres kagebageriet af en vært og en ekspertdommer, der blandt andet sender folk ind i mørket for at forskrække børnene og fylder de mange beholdere med meget andet end de rigtige ingredienser.

Det er en herlig kommentar til de mange præstationssamfundsfremmende konkurrenceprogrammer, der ikke bare findes på almindelige tv-kanaler, men også på Ultra i sin rene form. Det er hylende morsomt for både deltagere, dommere og seerne, og det er pointen.

I Ultras Sorte Kageshow handler det virkelig om, at det vigtigste ikke er at vinde, men at være med. Det er helt sygt skandinavisk.

The Next Step

Det er mig fuldstændig ubegribeligt, hvorfor Ultra sender den canadiske tv-serie The Next Step, der handler om en teenagedansetrup. I form minder den meget om Klassen.

George Kraychyk

Vi følger truppen i korte dramatiserede intriger og konflikter, og karaktererne kommenterer løbende på det skete i noget, der ligner en interviewseance. Oftest handler det om kærlighedskvaler i den incestuøse dansetrup. Og så danser de selvfølgelig. Og her er det vigtigste bestemt ikke at være med.

Truppen er altid i gang med at forberede sig til en eller anden finale, folk bliver smidt af holdet og tages til nåde igen og kastes ud i dance offs mod hinanden.

Hvis man lige glemmer alt det Netflix og HBO har lært os, så bekræfter The Next Step alle de fordomme, man måtte have om nordamerikansk tv.

KreaKampen

Både Ramasjang og DR Ultra er enormt gode til ikke bare at lave tv for børn, men tv med børn.

I KreaKampen præsenterer en gruppe af børn, der elsker at nørde med et eller andet kreativt: tegning, perler, skraldekunst. Hvad som helst, blot der er limpistol, blyanter, saks eller andre hobbyredskaber indblandet.

Rolf Torbøl Soerensen

Ting som regnes for tidsspildeværktøj eller mindfullnessremedier, hvis du er voksen, men regnes for symboler på livlig fantasi, geschäftigkeit og skabertrang, når man er barn.

Børnene deltager i venlig konkurrence om at imponere en voksen, der arbejder professionelt med det aktuelle materiale. Værten er Sofie Østergaard, der har det dér sjældne inkluderende, men ikke ukantede værtstalent, der ofte sender dygtige værter videre fra Ultra eller Ramasjang til hovedkanalen.

Troldspejlet

Jakob Stegelmann og Troldspejlet er en institution i dansk fjernsyn for børn og unge. Ja, i dansk fjernsyn generelt.

Det skulle eftersigende være nummer tre på listen over de programmer, der har kørt længst på DR. Kun overgået af Søren Ryge og TV-Avisen.

Det var dér, jeg første gang hørte ordet pixel og begyndte at forstå, hvad det betød.

Fra DR

Programmet har altid levet på værten og folkene bag kameraets begejstring for film, bøger, tegneserier og computerspil.

Men en på ingen måde uvæsentlig del af forklaringen på, at Troldspejlet holder den dag i dag, selv om det beskæftiger sig med værker, der er i konstant udvikling og hurtigt bliver gamle, er, at de altid har inddraget seerne og har haft målgruppen tæt knyttet til redaktionen.

Det er lavet af nørder og hylder nørden, men har med sin begejstring og fascination altid inviteret alle indenfor.

I en tidligere version af denne artikel blev 'The Next Step' omtalt som en amerikansk tv-serie. Serien er dog canadisk. Information beklager fejlen. 

Serie

Public service-eftersyn af DR-kanalerne

Kulturredaktionen kaster sig hver uge over en af Danmarks Radios tv-kanaler op til næste års medieforhandlinger.

Hvad kunne de engang, hvad kan de nu og hvad bidrager de til?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu