Læsetid: 4 min.

Farrock tager konsekvensen af tendensen på P6 Beat

Det er jovialt og nostalgisk, når værterne på Farrock på P6 Beat, Casper Bach Hegstrup og Frankie Ziyanak, spiller guitarrock for hinanden og sludrer om køkkenfester, tarmbrok og dagligdags føleri
P6’s to værter, Casper Bach Hegstrup og Frankie Ziyanak, dyrker deres fælles idiosynkratiske musiksmag med udgangspunkt i den livssituation, de også deler som fuldskæggede, hipt tatoverede enlige fædre fulde af store og små følelser.

P6’s to værter, Casper Bach Hegstrup og Frankie Ziyanak, dyrker deres fælles idiosynkratiske musiksmag med udgangspunkt i den livssituation, de også deler som fuldskæggede, hipt tatoverede enlige fædre fulde af store og små følelser.

Fra DR

6. december 2017

I løbet af de første få minutter af det allerførste afsnit af Farrock på DR’s musikkanal P6 Beat fik de to værter og venner Casper Bach Hegstrup og Frankie Ziyanak snakket om prutter, citeret Linje 3 og sat »Sultans of Swing« med Dire Straits på.

Så var den joviale, venskabelige og tilbageskuende stemning sat, og den stemning har Farrock holdt det sidste halve års tid, hvor Casper og Frankie hver uge har brugt to timer i radiostudiet på at kombinere deres bromance med formidling af klassisk guitarrock.

De har talt om (eller rettere hyldet) musikere som Neil Young og Gary Moore (onkelhumoristisk kaldet Niels Ung og Gary Mere), Iggy Pop, Bruce Springsteens guitarist Steve Van Zandt og Led Zeppelins trommeslager Bonzo. Stort set en ren pølsefest – og tydeligvis en fest, som værterne selv nyder.    

Ikke bange for guitaren

Med al den jovialitet, nostalgi og nede på jorden snak om værternes egen dagligdag og strøtanker er Farrock tæt på at rendyrke alt det ved P6 Beat, der har irriteret mig, siden DR’s musikkanal for nogle år siden forlod sin oprindelige ambition om nørdet formidling af rytmisk musik i bred forstand til fordel for rollen som P3’s guitarglade lillebror.

Pludselig var programmerne fulde af hyggesnak og indiemusik fra de sluthalvfemsere og startnullere, som mange af værterne (og jeg selv) blev voksne i. Lidt for tit tager P6 mig med på en tidsrejse tilbage til efterskolen, som da, bevares, var en skøn tid. Blandt andet fordi man fik ørerne op for så meget nyt – noget jeg godt kan savne, når jeg hører P6. 

Når det joviale og nostalgiske Farrock morer mig frem for at irritere mig, skyldes det nok netop, at Casper Bach Hegstrup og Frankie Ziyanak tager konsekvensen af tendensen. De dyrker deres fælles idiosynkratiske musiksmag med udgangspunkt i den livssituation, de også deler som fuldskæggede, hipt tatoverede enlige fædre fulde af store og små følelser og trang til at gribe ud efter guitaren. 

Værternes venskab og interesse for musik lader til at komme ud på et, når de skiftevis sludrer om særligt imponerende eller tidstypiske musikalske detaljer, sentimentale barndomsminder og dagligdags oplevelser.

De snakker ind over musikken, og det er okay, fordi de er ivrige efter at tale om den. Hvis et eller andet lyder ekstra fedt, er der ikke noget i vejen for at spole tilbage og høre det et par gange. Casper Bach Hegstrup og Frankie Ziyanak er heller ikke blege for at synge med eller klimpre på den medbragte guitar.

Ambitionen er med programtekstens ord at dykke ned i »store følelser og hverdagsliv tilsat gode vibrationer og ustyrlige mængder guitarlir«. Bortset fra at de følelser, der bliver talt om, mestendels er små og mellemstore (følelsen af ikke at være så flink en fyr, som man havde satset på at være, fordi man bliver sur på kopicenterets personale og kvitterer med en tostjerners anmeldelse på Trustpilot f.eks.) er den ret præcis.

På det ledsagende pressefoto sidder værterne på et brunt værtshus og drikker appelsinvand og spiller luftguitar. Der er højt, uhøjtideligt, humør, men også ro på.  

Modefædre

Ind i mellem rockgudehyldesterne snakker Casper Bach Hegstrup og Frankie Ziyanak om at hænge ud med deres børn; om fordele ved at se Schwarzeneggerfilm i slowmotion (de varer længere); hvordan man håndterer det at følges med en tilfældig fremmed amerikaner, som synes, det er naturligt at tale sammen, hele vejen fra Amager til Lolland i offentlig transport; hvordan man indretter sit køkken til køkkenfester med plads til to mennesker og en pladespiller, nu hvor man er vokset fra ølposer gemt i buske, dødsruter og klubber; at Casper skal gå til læge med sin brok; og at det godt kan være svært at vide, hvornår man må slappe af. 

Hvis nogen i 2037 får brug for lydklip, der kan illustrere den moderne mande- og fædrerolle anno 2017, er Farrock stedet at lede.

Samtalen om, hvornår man føler, man har lov til at slappe af, er en af de finere, fordi den fører til en interessant iagttagelse af noget udramatisk, der sker uden for radiostudiet. Frankie har mødt sin nabo i Netto, naboen fortæller, at han bedst kan lide at være i gang, have noget at rive i, og at han derfor har fået arbejde på en boreplatform, hvor man skal arbejde hele tiden.

Frankie, der driver en kaffebar til daglig, kan godt sætte sig ind i det, og får også at vide, at naboen er blevet morfar. Da Frankie er færdig med at handle, lægger han mærke til, at naboen styrer uden om kassen og drysser rundt i butikken med en næsten tom kurv, han lejlighedsvis lægger et eller andet babyprodukt ned i.

Nettoturen er den virkelystne boreplatformsbisses måde at slappe af på samtidigt med at være i gang.    

Det virker aldrig planlagt, hvad der kommer ud af mundene på Farrocks værter. Der er ikke noget dogme om, at det skal være guldkorn. Men det sjoveste ved programmet er egentlig også bare, når deres begejstrede musikrelaterede udbrud tydeligt peger tilbage på en livssituation, som her hvor en fornuftig nok far jubler over kørevenlig guitarrock: »Bare lige ud af landevejen! Ind på rastepladsen! Få en burger! Og så hjem!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu